Midtbanespiller indgår kontrakt med VB Akademiet

Foto: Daniel Abedeny

Max Jensen (f. 2008) har indgået en kontrakt med VB Akademiet frem til sommeren 2027, hvor den 16-årige midtbanespiller med en fortid i Future Vejle-samarbejdsklubben Give Fremad bliver seniorspiller.

Af Lars Christensen | 16. december 2024

Den stærke midtbanespiller har været et vigtigt kort på VB Akademiets U17 Liga-hold, hvor han som balancespiller bag de mange offensivprofiler har haft en markant rolle i maskinrummet. Præstationerne har været så iøjnefaldende, at den 16-årige spiller nu indgår sin første ungdomskontrakt.

VB Akademiets chef, Steen Thychosen, glæder sig over det impact, Max Jensen har haft på U17 Liga-holdet, selvom den unge spiller brugte det meste af sidste sæson på U15 Liga-holdet.

- Ligesom vi så med Nicolas Gammelgaard, så brugte også Max Jensen det meste af sidste sæson på U15 Liga-holdet, selvom de havde alderen til U17. Det var godt for deres selvtillid, og ved at vente et ekstra år med U17 er de vokset som fodboldspillere. Max Jensen er den type midtbanespiller, som ethvert fodboldhold har brug for. Han er en udpræget 6’er type, der kommer i vejen for meget, siger Steen Thychosen.

- Han er en undervurderet spiller, fordi han holder balancen på et hold, hvor de mange offensivspillere ofte løber med overskrifterne. Som spiller er Max bevægelig, og han dækker et stort område centralt, men han er også dygtig med bolden Den udvikling, han har været igennem, har været så mærkbar, at vi ser et betydeligt potentiale i ham og derfor er glade for, at han også har prioriteret at være på VB Akademiet i resten af sin ungdomstid, siger Steen Thychosen.

Max Jensen, der er født den 27. marts 2008, er opvokset i Brande, hvor han begyndte i den lokale klub Brande IF som U7-spiller, inden han rykkede til Give Fremad fra U10-U12 og derigennem fik en plads på VB Akademiet som U13-spiller i sommeren 2020.

- Det er en stor anerkendelse at få tilbudt en ungdomskontrakt, og jeg er glad for at fortsætte på VB Akademiet i resten af min ungdomstid. Steen Thychosen tog mig til side for nogle uger siden, og så lagde vi en god plan for de kommende år og nu har jeg så skrevet under. VB er en god klub, hvor der er et godt set-up omkring akademi-holdene, og hvor jeg har udviklet mig meget igennem min tid her, siger Max Jensen.

- Jeg er opvokset i Brande, men skiftede allerede som ti-årig til Give Fremad og spillede på et kombineret Give/Billund-hold med blandt andre Thorbjørn Pløger. Vi spillede mod nogle af de store klubber i Jylland og på Fyn og klarede os godt, så det var et godt springbræt til at komme ind på VB Akademiet som U13, siger Max Jensen.

I sidste sæson spillede han et ekstra år på U15 Liga-holdet og fik også spilletid på DBU’s U16-futurelandshold.

- Det var vigtigt med spilletid, hvis jeg skulle udvikle mig, og jeg havde en række udviklingspunkter, som jeg fik forbedret. Det var bedre med spilletid på U15 end at sidde på bænken på U17, og nu står jeg et godt sted som fodboldspiller. Jeg spillede et par future-landskampe, og det var en stor oplevelse med jævnaldrende spillere, hvilket også bidrog positivt til min udvikling, og det hele lagt sammen har jeg taget et step op denne sæson og står et godt sted, siger Max Jensen.

- Jeg er en defensiv midtbanespiller, der fylder meget, og som er god i mine defensive 1:1 dueller, og som løber mange meter for holdet. Mit offensive spil vil jeg gerne udvikle, så jeg er mere synlig og kan drive bolden fremad, siger Max Jensen.

- Det er min store drøm, at jeg en dag kommer ind på Vejle Stadion og spiller for VB i Superligaen. Det vil jeg arbejde hårdt for, og jeg har med kontrakten fået gode forudsætninger for at indfri målsætningen, siger Max Jensen.

Ved siden af fodbolden på VB Akademiet er midtbanespilleren elev på Campus Vejle.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV