Foto: Små Film
Af Daniel Abedeny | 11. maj 2025
Læs også: Vejle Boldklub føjer nye farver til klubhistorien i årets store CSR-satsning
- Jeg tror ikke, det kan tælles på to hænder, hvor mange VB-logoer, jeg har lavet.
Katrine Hast – tatovør hos Iron & Ink i hjertet af Vejle – har flyttet sine fine streger fra hud til papir og begået et stærkt bud på, hvordan en kampplakat til en superligakamp skal se ud.
På overlegent stilistisk stringent vis har Katrine Hast forenet grundarbejdet fra sin metier som tatovør med et traditionelt formsprog, som typisk kendetegner kampplakaten. Resultatet er et værk, som på den ene side sender hilsener til vores stolte fodboldhistorie og venligt imødekommer vores forestillinger om, hvordan en kampplakat bør se ud, men som med sit grafiske forlæg og sine rødder i en rå tatoveringsæstetik alligevel bringer noget anderledes og friskt til papiret. Et stykke moderne fodboldkunst med historisk bevidsthed.
Kampplakaten VB x KATRINE HAST, den sjette og næstsidste i rækken af i alt syv kampplakater i CSR-satsningen FOR KUNSTEN, FOR KAMPEN, FOR KULTUREN, er i salg på Vejle Stadion til kampen mellem Vejle Boldklub og Lyngby Boldklub den 12. maj.
Store detaljer i små greb
Det bevidste fravær af personlige ansigtstræk på de to hovedelementer i kompositionen er det første, som vil springe i øjnene på de fleste. Alligevel er stregtegningen i stencilstil af to af vores allerstørste og generationsdefinerende bysbørn så gennemført, at vi ikke behøver flere detaljer til at se, at det jo er - ja, gæt selv, hvem det forestiller.
- Jeg har taget udgangspunkt i nogle gamle arkivbilleder, som jeg har tegnet op og lavet klar til, at de også kunne blive tattoo-relevante, forklarer Katrine Hast.
Stregtegningen er i forbindelse med Katrine Hasts bidrag til CSR-satsningen blevet foreviget på Mikkel, som var den første, der lagde krop til et VB-logo fra Katrines hånd.
Foto: Små Film
Ydermere giver en finurlig grafisk finte et interessant typografisk spil i teksten med navnene på de to hold i toppen af værket. I versaler står Vejle Boldklub i sort med Lyngby Boldklub delvist spejlvendt i en gråtone – en særdeles effektiv måde til ikke blot at markere en hjemmebanefordel, men også et opgør og et modsætningsforhold mellem to klubber, der kæmper om det samme mål.
100% nonprofit – fra kunsttryk til content
Hvert design fra hver kunstner trykkes på 170 g silk hos FROM Grafisk, Vejle Boldklubs mangeårige betroede samarbejdspartner angående tryksager. Al produktion af stillbilleder og video i forbindelse med FOR KUNSTEN, FOR KAMPEN, FOR KULTUREN leveres af lokale Små Film, som i forvejen er tilknyttet Vejle Boldklub som ekstern mediepartner.
Foto: Små Film
Praktiske informationer om salg og oplag
Kampplakaten VB x KATRINE HAST vil kunne købes i VB-shoppen og i SPORT 24's salgsstation under Blok E på Vejle Stadion den 12. maj. Salget følger henholdsvis fanshoppens vejledende åbningstider (17:00-19:00 og 21:00-21:30) og fanzonens åbningstid, som mandag er klokken 17:30.
VB x KATRINE HAST er produceret i 84 nummererede og signerede eksemplarer, er i A2-format (42 x 59,4 cm) og er pakket i paprør. Der sælges kun et eksemplar per kunde, og der kan kun betales via MobilePay.
En kampplakat koster 350 kroner, og hver enkelt krone fra hvert enkelt salg går direkte til Kong Hans Eg-initiativet.
Der kommer ikke et officielt salg via andre kanaler. Er der eksemplarer af kampplakaten tilovers, indgår disse eksemplarer i salget af den næstkommende kampplakat.
Kampplakaterne i FOR KUNSTEN, FOR KAMPEN, FOR KULTUREN er beskyttet af ophavsretsloven.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.