Lasse Nielsen før FCM: Der er muligheder

Foto: Daniel Abedeny

Rutinerede Lasse Nielsen er kommet godt fra start i Vejle Boldklub, og nu ser den ene halvdel af stopperduoen frem mod mødet med FC Midtjylland. De har både deres dødbolde og individualister, der kræver opmærksomhed, men vi har også vist, at vi noget at byde ind med, siger midtstopperen i et optaktsinterview.

Af Lars Christensen | 14. august 2025

Storsejren hjemme i Nørreskoven mod OB blev ikke fulgt op af et godt resultat i Brøndby. To hurtige blå-gule scoringer gjorde mødet med Brøndby Stadion til en hård prøvelse, og selvom vejlenserne forsøgte, så var der intet at hente.

- Det var ikke slut efter de første 45 minutter, men vi havde gjort det sværere for os selv. Vi får aldrig sat vores eget spil, som vi gjorde så godt mod OB, og så blev det for meget på Brøndbys præmisser i perioder. Når vi ikke rammer vores niveau på bolden eller i presset, så kommer vi automatisk for langt tilbage på banen og stå. Og der fik de så scoret efter et tidligt indlæg og en dødbold, siger Lasse Nielsen.

- Vi svarer hurtigt igen med en dødboldsscoring, som var rigtig flot eksekveret af både Søe (Christian Sørensen, red.) og Stefan Velkov. Vi har forskellige varianter på serven, og inde foran mål er vi flere, der fylder godt i luftrummet. Det er en vigtig disciplin i fodbold, at man skal afvise sine egne dødbolde og helst lave en i den anden ende. Vores udligning mod Randers kom efter et langt indkast, som blev afvist ud til Camara, og så kom nummer to mod Brøndby, så på den konto er vi kommet fint i gang, siger Lasse Nielsen.

Dødboldsreduceringen fra Velkov var dog ikke nok til et point, da vejlenserne aldrig fik udlignet trods et par halve chancer.

- Vores sidste 45 minutter er vel ok, men de helt åbne muligheder mangler lige. Vi spiller dybt på dem et par gange, hvor det er tæt på, men når vi kommer højere op at stå, så har vi svært ved at trænge igennem og spille chancerne store nok. Det var et skridt tilbage i forhold til OB, men også en god læring for vores nye hold. Vi tog imod et par hurtige mål, men vi er svære at knække helt, siger Lasse Nielsen.

- Gode FC Midtjylland-minder

Mens Vejle Boldklub aldrig har besejret FC Midtjylland, hverken ude eller hjemme, så har Lasse Nielsen bedre erfaringer med midtjyderne. I sin AaB-tid var han med til at slå FCM syv gange, men også i Malmö FF-trøjen har han fine FCM-minder.

- I AaB besejrede vi FC Midtjylland flere gange. Det er et stort opgør i Aalborg og en modstander, som man gerne vil slå, og det gav nogle intense kampe i nogle sæsoner, hvor AaB og FCM gerne ville være førsteudfordrer til FCK. Jeg husker det som nogle fine kampe, og jeg har som sådan gode FCM-minder fra min første seniortid i Danmark, siger Lasse Nielsen.

Den nordjyske forsvarsspiller rejste ud i 2014, og med 11 år udenlands har han været væk fra de danske topklubber i mange år, men han har dog mødt FCM og FCK.

- Med Malmö er jeg med til at møde FC Midtjylland i to kvalifikationskampe til Europa League i 2018. Vi spiller uafgjort i Sverige og så vinder vi 2-0 i Herning. Året efter, tror jeg det er, møder vi så FCK i Europa Leagues daværende gruppespil og er bedst over to kampe. Men FCM-kampene står tydelig i erindringen for mig. Det var under Uwe Rösler, at vi duellerede om en plads i Europa med dem. Allerede i min AaB-tid husker jeg dem som et hold med stor fokus på dødbolde og med nogle gode spillere i offensiven. Det skal man lukke ned for, for ellers bliver det for meget på deres præmisser, siger Lasse Nielsen.

- Det nuværende FCM-hold har nogle dygtige kantspillere og et stærkt rum inde centralt i banen, hvor har både tekniske og fysisk stærke spillere. Men vi ser også, at de har lukket mål ind i begyndelsen af sæsonen, så det er muligt at straffe dem. Vi kommer i træningen til at se på, hvilke rum der opstår, hvis vi erobrer bolden på forskellige steder på banen, og så er det op til vores skarphed på dagen at udnytte det, men der er bestemt muligheder for os, hvis vi kan ramme et godt niveau med bolden, siger Lasse Nielsen.

- En lang sej kamp

Med 153 3F Superliga-kampe er 37-årige Lasse Nielsen den spiller i VB-truppen med næstflest optrædener i den bedste danske række. Kun Anders K. Jacobsens 319 kampe slår forsvarsspillerens, mens Mikkel Duelund (134 kampe) og Christian Sørensen (109) kommer ind på de efterfølgende pladser.

Du har været væk fra 3F Superliga i 11 år og har nu været i kamp fire gange mod et par formodede tophold, en oprykker og et traditionelt stærkt hold fra Randers FC. Hvad er dit førstehåndsindtryk af rækken?

- At den er meget kompetitiv. Det virker som en meget jævnbyrdig omgang, hvor især de to oprykkere er kommet fra start med points. Nogle af dem måske overraskende, men det vidner om, at alle hold er konkurrencedygtige. Sæsonstarten fortæller det, som alle har talt om, siden vi mødte ind, at det bliver en lang sej kamp for at blive i rækken. Der er kvalitet på alle hold, og det handler om at præstere så tæt på sit bedste hver gang, for så har vi også gode muligheder for at bide fra os, slutter Lasse Nielsen.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV