Lasse Flø forlænger til 2026

Foto: Daniel Abedeny

Det 18-årige forsvarstalent har forlænget sin kontrakt med Vejle Boldklub for de kommende to sæsoner.

Af Lars Christensen | 13. maj 2024

Årgang 2005 dimitterer fra VB Akademiet efter sæsonen. Nu kan Vejle Boldklub løfte sløret for, at den første spiller fra årgangen har lavet en ny aftale, der strækker sig to år ind i tiden som seniorspiller.

Det drejer sig om Lasse Flø, der skiftede til VB Akademiet som U13-spiller fra Hedensted IF, og som siden har udviklet sit talent så meget, at han nu træder ind i A-truppen på en senioraftale.

VB Akademiets talentchef, Steen Thychosen, er glad for, at arbejdet med Lasse Flø fortsætter i de kommende sæsoner.

- Siden Lasse for snart halvandet år siden afsluttede sin genoptræningsperiode efter en alvorlig knæskade, har han mere og mere lignet en spiller, som også kan gøre sig som seniorspiller. Lasse har trænet næsten fast med 3F Superliga-truppen siden jul, og i U19 Liga-kampene ser vi en spiller, som har fået mere og mere seniorerfaring, og som har overbevist os om, at han skal med videre, siger Steen Thychosen.

- Det er ikke kun menneskeligt, at Lasse har et fantastisk drive, det har han også på fodboldbanen. Han shiner mere og mere fra sin position i bagkæden, hvor han kan bruges på flere positioner. Han er en alsidig forsvarsspiller, fordi han både har kvaliteter offensivt og defensivt, og så bygger han på sin fysik hele tiden. Det her er ikke kun en rigtig god case for VB Akademiet, men så sandelig også for Future Vejle-samarbejdsklubben Hedensted IF og i Rask Mølle OI, hvor Lasse tog de første skridt i en meget ung alder. Vi deler glæden over, at en ung spiller har taget de første skridt som seniorspiller med dem, siger Steen Thychosen.

Sportschef Marius Adrian Nicolae har haft Lasse Flø med i A-truppen i mere end seks måneder, og han ser gode perspektiver i kontraktforlængelsen med backtalentet.

- Der er tale om en vellykket første transitionsperiode, når vi nu vælger at indgå en seniorkontrakt med Lasse Flø. Vi har fulgt ham tæt på VB Akademiet og i kampene på U19 Liga-holdet, og i mere end et halvt år har han trænet stort set fast med 3F Superliga-truppen. Lasse er blevet matchet i træning og kamp op imod spillere, som han nu skal konkurrere med spilletiden om, og han har overbevist os om, at han skal med videre. Fysisk har han gennemgået en rigtig god udvikling, og vi kan se, hvordan han i højere og højere grad gør sig gældende i vores miljø, siger Marius Adrian Nicolae.

- Lasse er en moderne fodboldspiller, forstået på den måde at han dækker flere positioner. Han er højrebenet, men har i den sidste fase spillet i venstre side i forsvaret, og han løser de opgaver, som trænerteamet stiller ham. Han dynamisk med bolden og kan accelerere spillet i længderetningen. Vi har ham set ham i vores miljø, hvor han imponerer os med sit gåpåmod og talent, og vi tror på, at vi sammen kan flytte Lasse det sidste stykke, siger Marius Adrian Nicolae.

18-årige Lasse Flø Borregaard, der ved siden af fodbolden i VB går på HHX på Campus Vejle, er stolt over at indgå sin første seniorkontrakt med Vejle Boldklub.

- Det var en nem beslutning at skrive under med Vejle Boldklub. Lige siden jeg kom til klubben, har det været min drøm og mit mål at gøre mig fortjent til en plads i førsteholdstruppen. Jeg er kommet tættere og tættere på i løbet af denne sæson, hvor jeg siden jul har været med meget, men selvom jeg også skal passe min skole, så bliver det endnu mere i fremtiden, siger Lasse Flø.

Han fik sin debut i NordicBet LIGA sidste år mod FC Helsingør (1-1) og spillede i efteråret pokalkampene mod tst Fodbold (7-0) og AB (1-1), men selvom han har været udtaget til 3F Superliga-holdet flere gange, så venter debuten i den bedste række stadigvæk på den tidligere ungdomslandsholdsspiller.

- Jeg lærer meget af at være med omkring holdet og snuser til atmosfæren, så jeg håber at kunne spille mig endnu tættere på i fremtiden. Jeg skal bygge på mine beslutninger på banen, som skal træffes endnu hurtigere, end jeg er vant til, og så er tempoet også en væsentlig faktor. Der er mange unge talenter fra VB Akademiet i A-truppen, og de har vist, at hvis man er god nok, så får man også chancen, og det er meget motiverende at se tidligere holdkammerater gøre det godt, siger Lasse Flø.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV