Landsholdsoverblikket: Velkov vinder

Foto: Team Bulgaria

Alle fire landsholdsudtagede VB'ere fra 3F Superliga-truppen vender tilbage til Vejle med spilletid i benene.

Af Daniel Abedeny | 19. november 2025

Stefan Velkov var, for første gang siden februar 2020, tilbage i dem bulgarske tricolore, og det blev et comeback med flere positive perspektiver.

Efter at have siddet over i den første VM-kvalifikationskamp mod Tyrkiet i Bursa, som værterne vandt 2-0, var Velkov valgt fra start hjemme i Sofia, hvor Georgien var gæster. Med nul sejre og en i det hele taget tarvelig kvalifikationskampagne (Bulgarien havde inden sidste spillerunde blot scoret et enkelt mål og lukket 15 ind) havde det bulgarske landshold på forhånd udspillet sin rolle i gruppe E, men æren var jo alligevel på spil mod et profileret georgisk landshold, som havde Giorgi Mamardashvili og Khvicha Kvaratskhelia med fra start.

Hurtigt og overraskende kom Bulgarien foran 2-0 i første halvleg på scoringer af Georgi Rusev og Filip Krastev, og den georgiske reducering i slutminutterne til slutstillingen 2-1 pillede intet af pynten på lettelsen hos bulgarerne, der med sejren sluttede sin VM-kvalifikation på respektabel vis.

Stefan Velkov spillede fuld tid og gjorde undervejs god figur. En kuriositet ved kampen var, at Vejle Boldklubs stopperprofil kunne tale dansk med dommeren. Jakob Kehlet passede fløjten.

To landskampe for Bulgarien står Stefan Velkov nu noteret for. Kampen i Sofia var Velkovs første kvalifikationskamp på A-landsholdsniveau.

Foto: Team Bulgaria

Igor Vekić og Slovenien skulle, ligesom Bulgarien, spille deres VM-kvalifikationskampagne færdig. Efter at have storskuffet på hjemmebane mod Kosovo med et 0-2-nederlag kunne Slovenien ikke nå andenpladsen og en plads i den europæiske playoff, uanset hvordan slovenernes sidste kvalifikationskamp i gruppe B mod Sverige skulle falde ud.

Mod Sverige i Stockholm startede Igor Vekić inde. Kampen sluttede 1-1, og den slap Vejle Boldklubs førstemålmand godt fra. Værd at nævne her er en redning i det 72. spilleminut, hvor Vekić viste sine stærke reaktionsevner på et svensk hovedstød efter en standardsituation i venstre side. Den svenske udligning til slutstillingen faldt afrettet og på klos hold.

Tre landskampe står Igor Vekić nu noteret for. Kampen på Strawberry Arena var Igor Vekić' første kvalifikationskamp på A-landsholdsniveau.

Foto: NZS

Giorgi Tabatadze og Georgien U21 led et knæk i EM-kvalifikationen. Med to nederlag – først mod ude Grækenland (3-0) og sidst hjemme mod Tyskland (0-2) – er Georgien røget ned på fjerdepladsen i kvalifikationsgruppe F. Giorgi Tabatadze spillede 56 minutter i Athen og første halvleg i Tbilisi.

Der resterer tre spillerunder i kampen om at komme til den kommende U21 EM-slutrunde i 2027. Georgien har syv points op til andenpladsen og dermed en kort knage at hænge sit håb på.

Fem U21-landskampe for Georgien står Giorgi Tabatadze nu noteret for.

Foto: GFF

Mads Enggård var tilbage i den danske landsholdsdragt, idet han blev efterudtaget til det danske U21-landshold. På hjemmebanen i Nørreskoven spillede Mads Enggård hele anden halvleg i testkampen mod USA, som sluttede 1-1, og sad over i den efterfølgende EM-kvalifikationskamp mod Belarus, som Danmark vandt 1-0 på scoring af Clement Bischoff.

I gruppe I er Danmark á points med Østrig og Belgien på henholdsvis første- og andenpladsen.

Seks U21-landskampe for står Mads Enggård nu noteret for.

Foto: Fodboldbilleder.dk

De fire landsholdsudtagede VB'ere indgår alle i forberedelserne til søndagens 3F Superliga-kamp i Viborg.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV