Landsholdsoverblikket: Stor succes for landsholdsudtagede VB’ere

Foto: Team Melli/FFIRI

Siden sæsonafslutningen har Oliver Provstgaard, Hamza Barry og Saeid Ezatolahi været afsted med deres respektive landshold. Provstgaard og Barry har scoret for henholdsvis det danske U21-landshold og Gambia, mens Ezatolahi og Iran har vundet den første udgave af CAFA Nations Cup.

Af Lars Christensen | 21. juni 2023

Umiddelbart efter slutfløjtet mod Vendsyssel den 4. juni gik hovedparten af spillertruppen på fortjent ferie, men for tre spillere i VB-truppen ventede der landsholdsopgaver inden sommerpausen. I Europa har der været gang i EM-kvalifikationen for både A- og U21-landshold, mens landsholdene i Afrika har spillet om kvalifikation til den kommende udgave af Africa Cup of Nations.

Oliver Provstgaard var igen været udtaget til det danske U21-landshold, og den vejlensiske stopper har spillet fuld tid i begge EM-kvalifikationskampene mod Litauen og Wales. Fredag vandt de danske talenter 2-1 i Litauen, inden de vendte hjem til Danmark og Vejle. Tirsdag aften optrådte landstræner Steffen Højers mandskab i Nørreskoven foran 2.473 tilskuere. Selvom danskerne fik to spillere udvist undervejs, endte opgøret 2-2. Oliver Provstgaard udlignede til slutresultatet 2-2 i det 73. minut.

Oliver Provstgaard har nu optrådt 22 gange for de danske ungdomslandshold. Heraf er fire af kampene på det danske U21-landshold, der topper EM-kvalifikationspulje I.

Hamza Barry har været samlet med Gambias landshold, som har mødt Sydsudan på udebane i en kvalifikationskamp til Africa Cup of Nations. Hamza Barry indledte opgøret på bænken, men han blev sendt i aktion i det 68. minut. På det tidspunkt førte gambianerne 2-1, men opgøret fik en hektisk afslutning. Først udlignede Sydsudan i tillægstiden, men endnu senere i den tid, dommeren havde lagt til, nåede Hamza Barry med sit første landskampsmål at bringe gambianerne foran 3-2. Med den vigtige sejr ligger Gambia på andenpladsen i puljen foran Congo og Sydsudan, mens Mali topper.

Hamza Barry har nu optrådt i 18 A-landskampe for sit hjemland.

Saeid Ezatolahi har endnu en gang været samlet med sit hjemland til landskampe. Iran har deltaget i den første udgave af CAFA Nations Cup, der er en turnering for en række asiatiske og mellemøstlige lande. Den første udgave af turneringen blev afviklet i Kirgisistan og Usbekistan.

I puljespillet besejrede Iran først Afghanistan og siden Kirgisistan med henholdsvis 6-1 og 5-1. Ezatolahi spillede alle 90 minutter mod afghanerne, mens han så til fra tribunen og Kirgisistan for at blive finaleklar. Finalen blev afviklet tirsdag aften i Usbekistan på Milliy Stadium mod værtslandet. Iranerne var stærkest i det opgør, og vandt således 1-0 på det mål, Leverkusen-profilen Sardar Azmoun scorede kort efter pausen. Ezatolahi fik et hårdt slag mod hovedet midtvejs, spillede alle 90 minutter i finalen og blev en medalje rigere.

Dermed vandt Iran den første udgave af turneringen.

Saeid Ezatolahi har nu optrådt i 51 A-landskampe for Iran.

På vegne af alle i og omkring Vejle Boldklub ønskes Oliver Provstgaard, Hamza Barry og Saeid Ezatolahi tillykke med deres respektive flotte bedrifter.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV