Landsholdsoverblikket på VB Akademiet: Frederiksen på tavlen for U16

Foto: Vejle Boldklub

Fem spillere fra VB Akademiets ungdomsliga-hold har været afsted med deres respektive landshold i november-terminen. Albert Frederiksen kom på tavlen for det danske U16-landshold, hvor William Damgaard fik sin ungdomslandsholdsdebut, mens Færøerne og Dánial Mørkøre kæmpede forgæves mod overmagten i deres EM-kvalifikationskampe.

Af Lars Christensen | 19. november 2025

Frederiksen på tavlen – landsholdsdebut til Damgaard
Albert Frederiksen og William Damgaard har været afsted med det danske U16-landshold til to venskabskampe mod Tyskland. Det yngste danske ungdomslandshold har været samlet i Marbella i Spanien, hvor vores naboer i syd har været modstanderen i to opgør. Lørdag den 15. november blev den første kamp afviklet, og her var der kun spillet få minutter, før Albert Frederiksen havde bragt Danmark foran 1-0. Kort inde i 2. halvleg udlignede tyskerne til slutresultatet 1-1. Midtbanespilleren Albert Frederiksen spillede de første 81 minutter, mens William Damgaard så kampen fra den danske bænk.
Tirsdag den 18. november var der returkamp mod tyskerne, og her tabte de unge danske talenter med 0-3. William Damgaard fik sin landsholdsdebut fra start i målet, mens Albert Frederiksen spillede de sidste 25 minutter.

Masser af spilminutter til Gammelgaard og Jensen
Nicolas Gammelgaard og Max Jensen har også været samlet i Spanien med det danske U18-landshold. Her har holdet været igennem tre venskabskampe mod Sverige, Polen og Tyskland. Først en sejr på 2-1 over vores svenske naboer, hvor både Gammelgaard og Jensen spillede de sidste 45 minutter.
Søndag tabte danskerne 1-4 til Polen, hvor der igen var en halvleg til de to VB’ere. Gammelgaard spillede før pausen, mens Max Jensen deltog i 2. halvleg.
Tirsdag eftermiddag afsluttede U18-landsholdet deres træningslejr i Spanien med en kamp mod Tyskland, hvor både Max Jensen og Nicolas Gammelgaard havde fundet vej til startopstillingen. Tyskerne trak det længste strå med en sejr på 2-0 efter to sene scoringer.

Hårde kvalifikationskampe for Mørkøre og Færøerne
Dánial Mørkøre og det færøske U19-landshold har været til EM-kvalifikation i Ungarn, hvor ø-nationens U19-landshold har kæmpet mod Frankrig, Ungarn og Bulgarien om videre avancement i kvalifikationsturneringen. Mørkøre og holdkammeraterne lagde ud mod favoritterne fra Frankrig, som besejrede færingerne med 4-0. Her kom Mørkøre ind til det sidste kvarter. I mødet med værtsnationen Ungarn tabte Færøerne med 0-3, og her spillede den hurtige offensivspiller den sidste halve time.
Færingerne afsluttede puljen med et nederlag på 0-3 mod Bulgarien tidligt tirsdag aften. Det var et opgør, hvor Mørkøre kom ind til de sidste tre minutter af den ordinære spilletid. Færingerne er færdige i kvalifikationen, men Mørkøre er en af holdets yngste spillere fra årgang 2008 og har også alderen til U19-landsholdsfodbold i den kommende sæson.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV