Klar testsejr over FC Dinamo Batumi

Foto: Vejle Boldklub

Efter 1-0 ved pausen vandt Vejle Boldklub 4-0 over FC Dinamo Batumi i holdets anden træningskamp under træningslejren i Belek. Emmanouilidis, Gammelgaard (2) og Ngbakoto stod for scoringerne i en kamp, hvor German Onugkha fik et vellykket comeback i en generelt stærk vejlensisk holdpræstation.

Af Lars Christensen | 28. januar 2025

Der var ændret på fire pladser i Mihai Teja og trænerstabens startformation i forhold til nederlaget mod Paksi FC. Mod georgiske FC Dinamo Batumi var Tobias Haahr foretrukket i målet, Richard Jensen spillede venstrestopper, Musa Juwara havde fået plads på højrekant, og så var Emmanuel Yeboah med fremme. Mens vejlenserne kom i en 4-3-3-formation til testkampene mod B.93 og FC Paksi, så var det en 4-4-2-opstilling mod georgierne.

I en ikke særligt ophidsende første halvleg var der mest spil på midten af banen. Georgierne viste sig som et fint boldspillende hold, mens vejlenserne defensivt så ud til at holde fokus på at undgå chancer imod – og sammenlignet med opgøret mod Paksi FC var der klare fremskridt på den konto.

Der var kun spillet tre minutter, da Anders K. Jacobsen fik opgøret første afslutning. Fint spillet op i dybden kom han på skudhold, men sendte læderet forbi mål. Dinamo Batumis nr. 10 havde de hvidklædte modstanderes første forsøg et par minutter senere, da han blev sat op i VB-feltet, men han sendte også bolden forbi mål. I det 10. minut havde georgiernes meget etbenede højrekant Gabriel Fereira et frisk forsøg, da han kom ind fra siden og med et drilsk skud forsøgte at overliste Tobias Haahr, men VB’s unge målmand stærk og fik afvist forsøget.

Senere havde Hujber et hurtigt indkast dybt til anfører Tobias Lauritsen, men ”Bisse” sparkede et godt stykke over.

Efter den korte vandpause i det 30. minut gearede vejlenserne op, og der stod VB på langt de fleste aktioner i de sidste 30 minutter. Og helt fortjent kom føringsmålet også. Yeboah involverede sig hurtigt i et par sekvenser omkring georgiernes felt. Først moste han sig fri og kom på skudhold, inden han prøvede at vippe AK fri. Gode intentioner, men det lykkedes ikke.

Midt i vejlensernes bedste periode havde også Emmanouilidis et spark, men blokeret. Både grækeren og Juwara havde et mere tilbagetrukket udgangspunkt i den ”nye” formation, men begge spillere arbejdede godt i begge retninger.

Om det bliver i den kommende halvsæson, at Lundrim Hetemi laver sit første mål i en tællende kamp for VB skal være usagt, men som vi allerede skrev om i forbindelse med Paksi-kampen, så er den boldsikre midtbanespiller i skudhumør under de lunere himmelstrøg. Igen mod Dinamo Batumi havde han et frisk forsøg, og selvom solen generede seerne foran skærmen, så lignede det unægteligt, at Hetemis fine spark i det 45. minut tog opstanderen og sprang tilbage i spil.

Seks minutter senere var det A.K. Jacobsen, der pludselig fik chancen foran feltet efter en georgisk opspilsfejl. Han kom hurtigt på skudhold, men målmanden blokerede, og returen sendte ”Dimi” med det kolde venstreben i sidenettet.

Georgierne blev sjældnere og sjældnere gæster i VB-feltet, men nummer 17 havde igen et frisk forsøg, men Tobias Haahr der leverede en fin præstation tog sig også at dette skud.

Den eneste scoring i kampens første halvdel faldt i det 58. minut. Hetemi fandt Emmanouilidis i feltet med en god pasning, og så var det bare for grækeren at udplacere målmanden. Det gjorde han til perfektion. 1-0. Selvom georgierne trykkede lidt på i halvlegens sidste minutter omkring et par dødbolde, så forsvarede vejlenserne situationerne fint og kunne gå til pause foran.

Der blev sendt elleve nye spillere på banen til den sidste time. Vekić var tilbage i målet, og foran sig havde han Gundelund, van Bruggen, Provstgaard og Flø. Barry og Kirkegaard lå på midtbanen, mens Gammelgaard huserede i højreside og Ngbakoto i venstre. Helt fremme Duin og Onugkha, der fik sit comeback for VB.

Der stod VB på det hele i kampens sidste 60 minutter, og helt efter spil og chancer lavede vejlenserne yderligere tre mål. Det første var efter nydeligt angrebsspil, hvor Barry vendte en bold over bagerst i feltet, hvor Duin med en førstegangaflevering så en fri Gammelgaard, der svingede højrebenet og scorede til 2-0.

En veloplagt Gammelgaard havde også en fod med, da føringen blev øget i det 79. minut. ”GG” blev isoleret i højreside med backen, trak fri og lagde et perfekt indlæg ind tæt under mål, hvor Ngbakoto kom op og brugte pandebrasken til at score til 3-0.

Gammelgaard lukkede selv showet i det 98. minut, da Jelle Duin med en god pasning fandt ”GG” i feltet og venstrebenet svigtede ikke. 4-0. Umiddelbart inden havde det været tæt på en flot scoring, da Provstgaard med et flot sideskift fandt Gammelgaard, der straks spillede dybt på Kirkegaard, der desværre kiksede sin afslutning. Tegningen var der til afvekslende angrebsspil.

Mens solen var gået ned, og trænere og spillere langs sidelinjen havde trukket i overtøjet, så ebbede kampen ud uden det store at berette om. Batumi-spillerne kunne ikke slå sprækker i VB-defensiven, og deres bedste forsøg i anden omgang kom først i det 113. minut, da de headede ret tilforladeligt i feltet efter et indlæg fra deres højreside.

I en fredsommelig træningskamp, hvor dommeren trak gult tre gange, var noget af det mest ophidsende den tilbagevendende duel mellem Gundelund og georgiernes unge nr. 20 ude i VB’s højre side. Den trak VB en meget velspillende ”Gunde” sig bedst fra. Skibonitten lukkede fuldstændig ned for Batumis angrebslyst over venstreside, mens Flø modsat også demonstrerede sit talent. Den unge back havde flere fine offensive tiltag og kom til et par indlæg.

Indsatsen og præstation var med pil op i en kamp, hvor Dinamo Batumi højest kom til en håndfuld målchancer, mens cheftræner Mihai Tejas mandskab præsenterede sig i en langt bedre forfatning og fik visket indtrykket fra nederlaget mod Pakis FC væk.

Nu venter SV Ried, Østrig, i den tredje og sidste træningskamp i Antalya. Opgøret spilles på fredag.

Træningskamp, IC Santay Sport Complex, Belek, Tyrkiet
Tirsdag den 28. januar 2025 kl. 14.00 (CET)
Afviklet over to gange 60 minutter
Vejle Boldklub – FC Dinamo Batumi 4-0 (1-0)
58. 1-0 Dimitris Emmanouilidis
67. 2-0 Christian Gammelgaard
79. 3-0 Yeni Ngbakoto
98. 4-0 Christian Gammelgaard

Kort:
105. Thomas Gundelund (gult kort)
115. Oliver Provstgaard (gult kort)

Indskiftninger:
61. Tobias Haahr Jakobsen ud Igor Vekić ind
61. Luka Hujber ud Thomas Gundelund ind
61. Anders Sønderskov ud Damian van Bruggen ind
61. Richard Jensen ud Oliver Provstgaard ind
61. David Čolina ud Lasse Flø ind
61. Musa Juwara ud Christian Gammelgaard ind
61. Lundrim Hetemi ud Hamza Barry ind
61. Tobias Lauritsen ud Kristian Kirkegaard ind
61. Dimitris Emmanouilidis ud Yeni Ngbakoto ind
61. Emmanuel Yeboah ud German Onugkha ind
61. Anders K. Jacobsen ud Jelle Duin ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Haahr Jakobsen

Luka Hujber
Anders Sønderskov
Richard Jensen
David Čolina

Musa Juwara
Tobias Lauritsen (anfører)
Lundrim Hetemi
Dimitris Emmanouilidis

Anders K. Jacobsen
Emmanuel Yeboah

Bænken:
Igor Vekić (m)
Gustav Knudsen (m)
Thomas Gundelund
Sander Ravn
Oliver Provstgaard
Hamza Barry
Yeni Ngbakoto
Jelle Duin
German Onugkha
Kristian Kirkegaard
Stefan Velkov
Lasse Flø
Christian Gammelgaard
Toby Pedersen
Marius Elvius
Damian van Bruggen

Dommer: Ukendt
Tilskuere:
Cirka 25

FC Dinamo Batumi (4-3-3): Luka Kharatishvili – Revaz Chiteishvili, Luka Kapianidze, Ghaith Ouahabi, Nika Kalandarishvili – Uerdi Mara, Mário Balbúrdia, Artem Mylchenko – Gabriel Fereira, Gytis Paulaskas, Nika Dumbadze
Indskiftet: Mate Turmanidze, Kyrylo Melichenko, Mamuka Kobakhidze, Nika Baladze, Luka Lakvekheliani, Guram Japaridze, Mohamed Hassan Fofana, Giorgi Phutkaradze, Luka Tsulukidze, Revaz Injgia, Dmitri Mandricenco
Træner: Giorgi Chiabrishvili

Kort:
86. Mamuka Kobakhidze (gult kort)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV