Foto: Johnny Kristensen
Af Lars Christensen | 3. september 2024
Kristian Kirkegaard begyndte på wingbacken, da Vejle Boldklub onsdag aften både trådte ind og ud af Oddset Pokalen 2024-25.
- Det er en forfærdelig følelse at stå her og have tabt i pokalen. Det er en fed turnering, som betyder meget, og vi ville gerne have været videre. Vi kom med et godt mindset og var godt forberedte, men den gik ikke. Det er lidt symptomatisk for vores situation i øjeblikket. Det er jo en kamp, som vi vinder ni ud af ti gange, indleder Kristian Kirkegaard.
- Vi scorer ikke på vores chancer i øjeblikket, og det tog vi desværre med ind i dagens kamp. Der bliver skabt rigeligt med muligheder til både to og tre mål. Vi mangler det sidste i øjeblikket, og det er bare utur. Det hjælper ikke, at vi begynder med at forære dem en scoring efter et par minutter, men jeg synes, at vi ryster begyndelsen af os, siger Kristian Kirkegaard.
Selvom Brønshøj hurtigt kom foran på en friløber ved Aga Öcal, så stod der VB på det meste før pausen. Størst var muligheden til en fri Anders K. Jacobsen, men der var også flere andre fine muligheder.
Efter pausen steg intensiteten i vejlensernes spil, og mulighederne blev flere og større.
- Det lykkedes os at skrue mere op efter pausen, og vi binder spillet bedre sammen, og det flyder bedre. Chancerne er mange og store, men vi mangler kvalitet. Det krævede nogle hårde løb at lukke ned for deres omstillinger, men vi holder det egentlig nede på et minimum, selvom de har lidt til sidst i den ordinære spilletid, siger Kristian Kirkegaard.
Han stod selv fadder til udligningen til 1-1, da han fandt Emmanouilidis i en god position.
- Vi erobrer bolden inde på midten, og så kommer bolden ud til mig på siden. Jeg kommer forbi to eller tre modspillere, og så ser jeg Dimi i feltet, og han scorer med et godt spark yderligt i målet. Derfra lå det virkelig til os. Jeg synes, at vi får trykket på, og følelsen var, at vi skulle score mere, siger Kristian Kirkegaard.
- Det skulle afgøres indenfor de første 120 minutter, for i straffespark kan alt ske, så selvfølgelig var det frustrerende, som kampen skred frem. Men vi blev ved med at have gode opløb, som tiden gik, og selv langt inde i forlænget spilletid var vi tæt på, siger Kristian Kirkegaard.
Kirkegaard stod selv bag mange VB-initiativer fremad banen, og skuffelsen lyste da også ud af den omskolede kantspiller.
- Det er frustrerende lige nu, og der var mange frustrationer, da vi kom ind i omklædningsrummet. Det er en gentagelse af sidste sæsons pokalexit. Det er for tidligt at ryge ud af en turnering, hvor vi tidligere har haft mange gode oplevelser med vores fans. Nu skal vi samle os i de kommende dage og finde ny energi, for vi skal have vasket den her oplevelse af os. Det er vi nødt til, siger Kristian Kirkegaard.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.