Kielstrup: Sidste skud i bøssen på mandag

Foto: Johnny Kristensen

Ja, vi løb ind i problemer i dag, medgav Steffen Kielstrup efter det store nederlag.

Af Ole Kristensen | 21. april 2025

- Vi møder et stærkt hold, som er dygtigt på bolden og volder os en masse besvær. Samtidig mobiliserer vi ikke den energi, vi viste mod Viborg, men halter efter Silkeborg hele kampen. Vi valgte at holde fast i opstillingen, på nær en skadet ”Bisse,” for vi troede, vi kunne videreføre momentum, men det lykkedes ikke. Og Silkeborg skåner ingen – de kører bare på kampen igennem.

”Kiel” ville lade holdet få lov at være skuffet, men dernæst skal alt fokus rettes mod AaB-kampen, som træneren kalder ”det sidste skud i bøssen.”

- Vi må forsøge at sætte en god præstation sammen på mandag. Det er den kamp, der afgør, om vi stadig har noget at spille om i de sidste fire runder.

Om udskiftningerne sagde Kielstrup:

- Vi ville gerne have Gundelund op på midten igen for at sætte spillet lidt bedre – derfor skiftede vi i pausen. Men Hamza havde problemer og kunne ikke spille 90 minutter, og så måtte vi skifte igen efter en time. Van Bruggen kom ud, da vi ikke ville risikere et gult kort til ham i slutminutterne, så han ville ryge i karantæne i Aalborg.

”Kiel” mente, at det er første kamp, hvor VB skuffer hele kampen igennem, siden trænerduoen overtog holdet.

- Drengene skal dog nok være der igen på mandag, men det er også sidste udkald – ellers er der ikke mere at komme efter. Vi har i alt fald troen på det endnu.

Kent Nielsen: Vi er i kontrol

SIF-træner Kent Nielsen er svær at imponere og mente ikke, hans holds spil var helt på højde med den identiske sejr over AaB.

- Nej, det varer jo et stykke tid, før vi for alvor får sat os på kampen. Men vores defensiv står godt, og Vejle bliver først farlige til sidst, da vi har mistet koncentrationen lidt.

Kent Nielsen var specielt tilfreds med Anders Klynge, som var med i flere af SIF-scoringerne. Og han var svært glad for sine midtstoppere, som holdt German Onugkha fra fadet. Og han roste effektiviteten i afslutningerne.

- Og så synes jeg, vi er i kontrol. Kontrol er vigtigt, både defensivt og offensivt, og det mestrer vi. Vi giver ikke rigtig omstillingschancer væk, når vi angriber.

Træneren påstod, han ikke går særligt op i kampen om syvendepladsen, hvor SIF konkurrerer med Viborg.

- Vi skal bare sætte nogle gode præstationer sammen, og så må vi se til sidst, hvor vi ligger. Pokalturneringen rangerer højere for os!

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV