
Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 9. december 2025
– Vi skal jagte præstationer, som vi gjorde i dag, og leverer vi det – og ikke det, vi har gjort i de foregående tre – ja, så er der muligheder. Fodbold er øjebliksbilleder – jeg er glad for sejrene over FCK og Brøndby, men indimellem har der været tre rædderlige kampe, hvor jeg også har stået i spidsen. Hovedsagen er, at hele klubben rykker sig den rigtige vej, så vi ikke bliver ved at vandre rundt i den her spiral.
Skaderne til Gammelgaard og Lasse Nielsen var Kielstrup ikke helt opdateret på – der var jo medier nok, der optog hans tid efter den overraskende sejr. Om Gammelgaard generelt, som er VB’s topscorer, sagde ”Kiel”, at han har præsteret godt, men at ”GG” stadig har masser af udviklingspotentiale.
Træneren sagde endvidere, at udskiftningerne mere eller mindre var tvungne. ”GG” og Lasse Nielsen var skadede, og Duelund kunne ikke spille 90 og løb tilmed rundt med en advarsel, så han måtte også ud. Med hurtigløberne Bismark og Amon fik man spillere ind, der kunne true et BIF-hold, som måtte åbne mere op, og Bismark gjorde jo også sin skyldighed ved at fremprovokere straffesparket og det røde kort.
- Men ellers får vi ikke helt udnyttet mulighederne ved vores føring. Vi er ikke vant til at vinde, men går lidt i panik. Strukturen går en smule fløjten, så vi måtte fighte den hjem. Og vi var i alt fald mere kompakte i dag, bl.a. ved hjælp af vores trebackkæde. Vi var mere fokuserede og gav ikke så mange chancer væk, om end Brøndby godt kunne have scoret på nogle af deres indlæg før pausen. Vi er ikke helt komfortable med det system, men vi havde heldet i dag og havde marginalerne med os.
Steve Cooper: We have to reset the club!
- Vi er i en vis kontrol før pausen, dog ikke nok til at kunne gøre en forskel, opsummerede BIF-træner Steve Cooper efter nederlaget.
- Vi har dog en god hovedstødschance ved Spierings, som han skulle have gjort mere ved. Vi starter ud efter pausen på samme måde, men det er ikke mere end okay. Og så taber vi endnu en kamp efter helt unødvendige mål imod. Vi taber dueller, og man kan for nemt løbe lige igennem vores kæder. Og så en tilfældig lang bold, som udløser straffesparket. Vi kommer i undertal og er nødt til at skifte Fukuda ud, som er vores farligste mand.
Træneren afstod fra at kommentere de vigtige dommerafgørelser.
- Jeg vil kun kommentere det, vi selv kunne gøre noget ved.
Cooper lagde ikke fingrene imellem, hvad angår hans syn på Brøndbys konkurrencesituation.
- We have to reset the club. Det har jeg sagt hele tiden, og jeg ville have sagt det, også selv om vi havde vundet de tre sidste kampe. Vi har ikke været konkurrencedygtige i årevis. Vi skal lave en masse ændringer, hvis vi skal kunne spille op med de klubber, der ligger omkring os – gabet er enormt. Jeg har et godt forhold til og kommunikation med ejerskabet, og vi kan tale åbent om, hvad der skal til. Faciliteter, spillere, vindermentalitet, hvordan vi skal spille osv. 3F Superligaen er en meget stærk liga og voldsomt undervurderet. Og vi er ikke konkurrencedygtige. Vi skal flytte os enormt meget, før vi bliver i stand til at kunne spille med om de sjoveste pladser.
Og så henviste Cooper i øvrigt til en pressekonference i Brøndby mandag.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.