Kielstrup før Silkeborg: Skal levere en toppræstation

Foto: Daniel Abedeny

Steffen Kielstrup glæder sig til at åbne forårssæsonen på JYSK Park søndag eftermiddag, men den ene halvdel af den nye trænerduo påpeger også, at vejlenserne skal levere en toppræstation, hvis der skal noget med hjem til Nørreskoven.

Af Lars Christensen | 14. februar 2025

Silkeborg er på eget græs en vanskelig modstander for alle 3F Superliga-hold, og i den kommende forårspremiere er det så vejlenserne, der skal forsøge at tage points fra top-6 bejlerne.

- Vi møder et af landets mest afklarede hold på deres egen bane, så det kommer til at kræve en toppræstation af os, hvis vi skal have noget med hjem. Vi ved, hvad de kommer med, men vores fokus er vores egen præstation, og kun hvis vi både individuelt og som hold toppræsterer, har vi en chance, indleder Steffen Kielstrup.

- Silkeborg er i konstant bevægelse

For Kent Nielsens stærke Silkeborg-mandskab handler foråret om at nå i det eftertragtede mesterskabsspil og forsvare pokaltitlen fra i fjor. Selvom de rødblusede har sagt farvel til profilen Oliver Sonne, så er der fortsat stærke profiler på holdet.

- Vi har fulgt Silkeborgs gøren og laden i opstarten, og det er en stærk modstander, som er sindssygt dygtige til det, som de gør. Der er ikke så meget af rafle om i forhold til deres formation. Deres fire-fem forreste spillere er i konstant bevægelse, falder på skift ud i halvrummene på siderne og er gode til at blive retvendt modsat af, hvor de åbner op. Det er ikke svært at se, hvad de gør, men det kræver en stram disciplin at lukke ned for dem, fordi de har så meget kvalitet, siger Steffen Kielstrup.

- Deres backs kommer til at stå meget højt i banen, og det kommer til at stille store krav til, hvordan vi lukker rum ned. Hvis det bliver en forsvarskamp for os, så kan det blive en lang eftermiddag i Silkeborg, men det er vigtigt, at vi tør holde fast i bolden i længere passager, og så skal vi også den anden vej. Derfor er det svær afvejning af, hvilke typer vi skal bruge. Vi kan vælge boldfaste typer i forreste kæde, men også spillere med mere fart, som truer i dybden, og som gør, at vi kan spille lidt mere direkte og være med til at strække vores modstander i længderetningen, siger Steffen Kielstrup.

De taktiske overvejelser inden en 3F Superliga-kamp er mange, men førsteholdstræneren vil ikke afsløre, hvordan han kommer til at blande kortene.

- De taktiske overvejelser omkring, hvordan man stiller holdet op mod SIF havde vi også på trænerkontoret inden Johnny Mølby og jeg tog over. Vi kigger på, hvilke profiler der passer til den måde, som vi gerne vil gribe opgaven an på. Uanset hvem vi vælger, så bliver det her en opgave, hvor der skal løbes rigtig mange meter for at lukke rum ned, siger Steffen Kielstrup.

- God energi i truppen

Steffen Kielstrup og Johnny Mølby havde tirsdag formiddag deres første træningspas i spidsen for holdet, og dagene og timerne frem mod Silkeborg er blevet brugt.

- Vi har øvet os på tingene og i den struktur, vi gerne skulle have både med og uden bolden. I den ideelle forberedelse havde vi mere tid, men det bekymrer mig ikke. Spillerne har både på træningsbanen, og når vi har visualiseret vores tanker på video, responderet godt. De har taget imod ændringerne og vores tanker meget åbent, og rent fysisk står vi, hvor vi skal efter opstarten. Alle glæder sig bare til at spille igen, siger Steffen Kielstrup.

- Der er meget, man skal igennem, når vi skifter med kort varsel, men jeg oplever en god energi i truppen. Allerede efter den første træning tirsdag var spillerne i Vejle Musikteater til VB KICK-OFF, og vi blev alle sammen taget fantastisk imod på scenen. Det har spillerne taget til sig, og det italesatte vi alle sammen, da vi mødtes onsdag morgen, for det store fremmøde blev virkelig bemærket. Vi har en stor opgave for os, i Silkeborg og i foråret som helhed, men den enorme tro og opbakning, der er til os er med til at give en god energi, og som gruppe har vi et stort ansvar, og jeg oplever en spillertrup, som er revanchelystne oven på efteråret, og som glæder sig til at tage fat igen, siger Steffen Kielstrup.

”Bisse” fortsætter i anførergruppen

Tobias Lauritsen blev tidligere i opstarten forfremmet til ny VB-anfører, efter Oliver Provstgaard har forladt Nørreskoven, men det bliver ikke nødvendigvis den 20-årige midtbanespiller, der løber forrest ind på JYSK park søndag eftermiddag.

- ”Bisse” skal fokusere på sit spil, udvikle sig og etablere sig på holdet i de kommende måneder. Anførerdelen skal nok komme en dag, og det er vigtigt at huske, at han kun er 20 år. Tobias kan sagtens blive en VB-anfører på sigt, og han har fine egenskaber på banen, især fordi han gerne går forrest, men i den situation, vi står overfor, har jeg vurderet, at Thomas Gundelund i stedet tager anførerbindet, siger Steffen Kielstrup.

23-årige ”Gunde” fortsætter altså som anfører, mens anførergruppen også kommer til at tælle Damian van Bruggen og Tobias Lauritsen.

- Det er en stærk trio, som både indeholder noget verbalt, men vigtigt af alt er det typer, som i kraft af deres kropsholdning inde på banen og deres engagement kan lede holdet. Gundelund er den med mest klubanciennitet og går forrest i mange henseender, så han har fået hvervet, siger Steffen Kielstrup.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV