
Foto: Johnny Kristensen
Af Lars Christensen | 4. september 2026
Der var startdebut for Johan Karlsson mod Vendsyssel. Backen fik et indhop mod Silkeborg i pokalen og 75 minutter mod Aarhus Fremad, men fredag aften var der fuld spilletid for den nytilkomne svensker.
- Jeg er blevet bygget stille og roligt op til 90 minutter, så det var dejligt at få en hel kamp i benene igen. Det er efterhånden flere måneder siden sidst, men en rigtig god følelse, når vi samtidig vinder en klar sejr, indleder svenskeren.
Kampen blev allerede afgjort inden den halve time, da der faldt fire VB-scoringer på 28 minutter.
- Vi scorer stort set på alle vores chancer før pausen, hvor vi er meget kliniske. Angrebene bliver afsluttet, og vi spiller direkte med fart og flow, og det gør os meget svære at håndtere. Vi har masser af fart i holdet, og så er det vores opgave af ramme de forreste spillere. Vi spiller mod et hold med fem i bagkæden, men vi får spillet ned bag dem og udnyttet vores fart, og det gør rigtig ondt på dem, siger Johan Karlsson.
Efter pausen fortsatte chanceproduktionen for hjemmeholdet, men der var ikke den samme skarphed over afslutningerne fra de rødblusede.
- Det var vigtigt for os at holde intensitet og tempo i kampen i 2. halvleg. Vi skaber fortsat et vist antal chancer, men vores skarphed er manglende. Det er vel forskellen på de to halvlege. Vi får sat flere fine angreb op, men deres målmand snupper et par gode forsøg. I den anden ende får Vendsyssel reduceret til 1-4, og det er et mål, vi lige skal kigge på igen. Der er noget mellem os, der har opdækningen inde i feltet, som skal forbedres, siger Johan Karlsson.
- Overall er det jo veludført arbejde. Vi vinder komfortabelt og spiller fremadrettet fodbold og tager styringen over kampen. Jeg er fortsat ny på holdet, og der kom også to debutanter ind i dagens kamp, så der er nogle relationer at bygge på. Men der er skabt en god base på holdet, og jeg er blevet taget godt imod af alle, så mine første uger i Vejle har været gode, siger Johan Karlsson.
Senest svenskeren spillede 90 minutter var den 8. marts, hvor Malmö FF besejrede Halmstads BK i Svenska Cupen.
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD