Kampdagsstatus: Vejle og Viborg runder 2025 af

Foto: Daniel Abedeny

Vejle Boldklub skal indhente Viborgs tremålsføring i returkvartfinalen i Oddset Pokalen lørdag eftermiddag, hvis vejlenserne vil være med i forårets semifinaler i den traditionsrige danske Landspokalturnering. I denne rundes kampdagsstatus runder vi den historiske målmandsudvisning til Patrick Pentz i mandag og et muligt jubilæum i VB-trøjen til Anders K. Jacobsen før kalenderårets syvende kamp mod Viborg FF.

Af Lars Christensen | 12. december 2025

Returopgør i kvartfinalerne: FCK, Viborg og FC Midtjylland i førertrøjen
Sidste uges pokalkvartfinaler bød på flere halvstore sejre, og dermed skal der ske et par artige overraskelser hvis ikke F.C. København, Viborg og FC Midtjylland skal finde vej til pokalsemifinalerne til februar. Vejle og Viborg er de første, der skal i ilden, når de træder ind i Nørreskoven lørdag kl. 15.00. Lørdag kl. 18.00 er der returkamp mellem FCK og Esbjerg, hvor vestjyderne skal forsøge at hente en københavnsk 4-2-føring fra den første kamp.
Søndag spilles de sidste to kvartfinaler, hvor AGF kl. 15.00 er værter for OB, mens FC Nordsjælland og FC Midtjylland mødes fra kl. 18.00. I den sidste kamp har midtjyderne sikret sig et forspring på 5-1 fra den første kamp.

Historisk udvisning: Pentz er den første målmand til at modtage et rødt kort på det nye Vejle Stadion
Brøndbys østrigske målmand fik en drømmedebut i Nørreskoven i august 2023, hvor Pentz reddede et straffespark fra Onugkha i slutminutterne og sikrede Brøndby en sejr på 1-0. Mandag aften var han tilbage på Vejle Stadion for første gang siden, men gensynet blev af en lidt anden karakter for den rutinerede Brøndby-keeper. Med et stort kvarter tilbage væltede han Bismark i Brøndby-feltet, og det kostede en direkte udvisning – og et straffespark til VB, som Jelle Duin udnyttede, efter der blev dømt omspark på indskiftede Thomas Mikkelsens redning på Enggårds forsøg.
Dermed får Patrick Pentz den tvivlsomme ære af at være den første målmand til at modtage et rødt kort på det nye Vejle Stadion, der blev taget i brug i 2008. VB har i samme periode fået udvist målmændene Kasper Jensen (mod AB i 2013), Pavol Bajza (Esbjerg i 2018) og Nathan Trott (Hobro i 2022), men det var alle på udebane. Faktisk skal vi helt tilbage til sæsonen 1998-99 for at finde den seneste målmandsudvisning til VB’s modstander. Det var B.93-keeperen Nicolas Nielsen, der fik marchordre i Superliga-kampen på Østerbro Stadion som VB vandt 2-0. Faktisk han den tredje målmand, der blev udvist mod VB i den sæson. Lars Windfeld for AGF og Arek Onyszko for Viborg var de to øvrige.

17 år efter VB-debut: Anders K. Jacobsen foran 50-kampsjubilæum
Stefan Velkov fejrede sit 100-kampsjubilæum mod Brøndby, og i returkampen mod Viborg kan en anden af holdets rutinerede spillere fejre kampjubilæum. Det er 36-årige Anders K. Jacobsen, der står foran sin kamp nr. 50 for VB. AK er i gang med siden anden periode i Nørreskoven. Allerede i efteråret 2008 var han første gang i Vejle, hvor han var udlånt fra barndomsklubben OB. Dengang opnåede han kun én optræden for vejlenserne, da han fik sin debut i en pokalkamp mod Hvidovre den 28. september. AK afløste Wassim El Banna i den forlængede spilletid, men kunne ikke forhindre 1. divisionsholdet Hvidovre i at sende VB ud af pokalen 3-1. Det var netop Wassim El Banna, der havde bragt VB foran på Hvidovre Stadion, men hjemmeholdet svarede igen tre gange.
I foråret 2024 vendte AK så tilbage til Nørreskoven, denne gang på en lejeaftale fra AC Horsens, og i sommeren 2024 vekslede han det til en permanent kontrakt, som i sommer blev forlænget med yderligere 12 måneder.

Top-10: Flest kampe for VB i den nuværende trup

  • Thomas Gundelund, 132 kampe
  • Lundrim Hetemi, 103 kampe
  • Stefan Velkov, 100 kampe
  • Christian Gammelgaard, 75 kampe
  • Tobias Lauritsen, 72 kampe
  • Wahid Faghir, 56 kampe
  • Igor Vekic, 53 kampe
  • Anders K. Jacobsen, 49 kampe
  • Lasse Flø, 32 kampe
  • Damian van Bruggen, 30 kampe

Dommerinformation: Lasse Læben Graagaard dømmer
Det bliver den unge 3F Superliga-dommer Lasse Læbel Graagaard der fløjter for sidste gang i 2025 i Nørreskoven. Dommeren skal lede slagets gang i pokalkvartfinalen, mens Aydin Uslu er kampens 4. dommer. Der er ikke VAR i kvartfinalerne.

Karantæneinfo: Udvisninger trækkes ved pokal-exit med over i 3F Superliga
VB fik kun den tidlige advarsel til Mads Enggård i de to klubbers første kvartfinale. Her blev Enggård noteret allerede efter et kvarter, men det var midtbanespillerens første advarsel i sæsonens fjerde pokalkamp. Dermed er der fortsat ingen VB’ere i karantænefare, da Alexi Pitu er den eneste, der ellers slæber rundt på en advarsel i pokalregi.
Hvis VB forlader Oddset Pokalen lørdag eftermiddag, så vil karantænedage på baggrund af udvisninger tages med over i 3F Superliga. Her spiller VB forårspremiere mod FC Fredericia i februar, hvor det allerede nu ligger fast, at Mikkel Duelund afsoner karantæne efter sin advarsel i mandagens sejr over Brøndby.

Seneste kamp: Viborg var VB overlegne
Det er ikke mere end halvanden uge siden, at klubberne spillede de første pokalkvartfinale. Den kom ovenpå et indbyrdes opgør i 3F Superliga, som VFF vandt 5-2 og igen denne gang var de grønblusede overlegne og vandt med tre scoringer.
Efter et fint åbningsforsøg fra VB ved Tobias Bach var det VFF, der kom foran 1-0. Dorian Junior blev sendt afsted dybt og scorede med et hårdt fladt spark. Den stilling holdt halvlegen ud, hvor VFF var nærgående ved Sami Jalal, men hvor også VB ved Lasse Nielsen kunne have udlignet.
Kort efter pausen blev det så 2-0, da Søndergaard satte Brahimi op i feltet, og han krøllede bolden sikkert i nettet. Det blev også 3-0, da Asker Beck tæt under mål udnyttede en ripost. VB kom bedre med mod slutningen, og der lå en scoring i luften, da Alexi Pitu efter en god tværbold fra indskiftede Lykkebak trak ind over midten og scorede med et fladt spark. Den stilling holdt dog ikke hjem, da Frederik Damkjer til sidst kunne score til 4-1 efter en defensiv fejl af gæsterne. Dermed blev slutfacit til 4-1 sejr til Viborg – og et meget svært udgangspunkt for de rødblusede inden årets sidste kamp…

Oddset Pokalen
Lørdag den 13. december kl. 15.00
Vejle Boldklub – Viborg FF
Vejle Stadion
Viaplay Sport News

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV