
Foto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 21. april 2026
28. runde: Midtugerunden sparkes i gang i Nørreskoven
Det er kvalifikationsspillets eneste midtugerunde i 3F Superliga. Den afvikles med tre kampe onsdag og tre kampe torsdag. Onsdag indledes programmet i Nørreskoven, hvor VB er værter for Silkeborg fra kl. 18.00. Samtidig er der direkte duel om syvendepladsen i Parken, hvor F.C. København møder OB. Kl. 20.00 møder Viborg på hjemmebane Brøndby.
Torsdagsprogrammet sparkes i gang i Kronjylland, hvor Randers FC møder FC Fredericia kl. 18.00, og samtidig spiller FC Nordsjælland mod AGF i Farum. Kl. 20.00 afvikles rundens sidste kamp, når Sønderjyske tager imod FC Midtjylland.
Assistlisten: Hjulsager er på fire assist
Andrew Hjulsager lagde et perfekt indlæg ind til Flø mod FCK, og dermed fik Hjulsager den anden assist på stribe. Den rutinerede midtbanespiller stod også for pasningen, da Duelund bankede VB foran 2-1 mod FC Fredericia. Med to assist på stribe kommer Hjulsagers sæsontal op på fire, og dermed deler han og Gammelgaard den interne førsteplads inden de sidste fem spillerunder.
Hjulsager foran 3F Superliga-jubilæum
Andrew Hjulsager kan spille sin 3F Superliga-kamp nr. 100 mod Silkeborg onsdag aften. Hjulsager spillede sin første SL-kamp helt tilbage i juli 2013, hvor han var nyoprykket i Brøndbys IF's Superliga-trup. Dengang var Thomas Frank nytiltrådt cheftræner og Claus Nørgaard trænerassistent for de blå-gule. Hjulsager fejrede debuten i den bedste række med en scoring til 1-0 i 1-1-kampen mod FC Vestsjælland. Siden blev det til 3½ sæson på Vestegnen, inden han i sommer vendte hjem til Danmark og Vejle. 31-årige Hjulsager har femteflest kampe i den bedste danske række i VB-truppen, hvor Anders K. Jacobsen (327 kampe), Lasse Nielsen (173), Mikkel Duelund (153) og Christian Sørensen (125) har flere kampe.
Indbyrdes kampe: De sjældne hjemmesejre over SIF
SIF har været gæster på det nye Vejle Stadion ti gange siden indvielsen i 2008. Mens det i samme periode er blevet op til flere uafgjorte kampe i Silkeborg har klubberne fortsat til gode at dele pointene i Nørreskoven. Facit er tre VB-sejre og syv SIF-sejre. Brian Nielsen headede en sen 1-0-sejr hjem i 2008, i efteråret 2013 sparkede Sivebæk, Gaarde og Agger en flot 3-0-sejr hjem over oprykningsaspiranterne fra Søhøjlandet, mens Emmanouilidis og Albentosa var bagmændene bag 2-0-sejren i det tidlige forår 2024.

Karantæneinfo: Tabatadze spærret
Giorgi Tabatadze fik sæsonens anden udvisning mod F.C. København, da han i tillægstiden så dobbelt-gult og dermed marchordre. Georgieren har rundet 48 strafpoint og har fået én karantænedag, som han afsoner mod SIF.
Enggård fik også en advarsel i søndags mod FCK, hvorfor midtbanespilleren med sine 14 strafpoints nu er blandt de spillere, der ryger i karantæne ved den næste advarsel. De øvrige er Bismark Edjeodji (14 strafpoint) Andrew Hjulsager (18) og Tobias Bach (48). Se hele overblikket her.
Dommerinformation: Aydin Uslu dømmer
Det bliver den rutinerede 3F Superliga-domme Aydin Uslu, der skal fløjte opgøret mellem Vejle og Silkeborg i gang. Den 38-årige dommer er i gang med sin syvende sæson i landets bedste række, hvor det i alt er blevet til 89 kampe.
Uslu har ikke tidligere dømt opgørene mellem VB og Silkeborg i 3F Superliga. I denne sæson har Uslu kun dømt VB i hjemmekampen mod Sønderjyske (2-2), mens det er første gang, han dømmer SIF. Sidste forår dømte Uslu de meget afgørende udekampe i kvalifikationsspillet mod Lyngby (2-1) og Viborg (1-0).
Linjedommere er Martin Markus og Dennis Wollenberg Rasmussen, mens Mads-Kristoffer Kristoffersen er kampens 4. dommer.
Seneste kamp: SIF og VB indledte kvalifikationsspillet med remis
VB og Silkeborg mødtes i 1. runde af kvalifikationsspillet mandag den 16. marts på JYSK park i Silkeborg, hvor begge mandskaber hungrede efter en sejr. Kampen endte 1-1, og det efterlod begge mandskaber i stampe under nedrykningsstregen i 3F Superliga. VB fik en drømmestart, da Lasse Flø efter et godt gennembrud på siden fandt Bach i feltet, og han kunne bringe VB foran 1-0.
Duelund havde et fint forsøg senere i halvlegen, men ellers var det værternes William Kirk, der var tættest på. Den unge SIF’er testede Vekić, men sloveneren reddede.
Silkeborg satte sig endnu mere på opgøret i 2. halvleg, hvor VB i stedet skabte muligheder i omstillingsspillet. Gammelgaard var tæt på efter en fri chance, og Lasse Nielsen var nærgående efter en dødbold, men efter 80 minutter var det så Tonni Adamsen, der udlignede til 1-1. SIF-angriberen kom fri ude i venstre side og passerede Vekić. Mere skete der ikke, og 3.202 tilskuere kunne dermed forlade JYSK park lidt uforløste…
3F Superliga
Onsdag den 22. april kl. 18.00
Vejle Boldklub – Silkeborg IF
Vejle Stadion
TV3 Sport/Viaplay
Kampsponsor: Billund Airport
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.