Kampdagsstatus: Silkeborg tager imod i Søhøjlandet

Foto: Daniel Abedeny

Silkeborg IF og Vejle Boldklub åbner 3. spillerunde i 3F Superliga fredag aften i et opgør, hvor begge klubber skal forsøge at komme på pointtavlen. Kampen spilles på JYSK park fra kl. 19.00 og sendes direkte på TV3 Sport/Viaplay.

Af Lars Christensen | 3. august 2023

Runden åbner i Silkeborg og lukker i Odense
3. spillerunde er endnu en runde med lørdagskamp, da F.C. Københavns kommende Champions League-kvalifikationskamp betyder, at de skal i ilden allerede lørdag mod Randers FC. Fredag aften har Silkeborg og Vejle åbnet runden på JYSK park, og søndag går det så løs med yderligere tre kampe. Kl. 14.00 er medoprykkerne Hvidovre for første gang hjemme på eget græs, hvor de får besøg af AGF. Kl. 16.00 er Lyngby værter for FC Midtjylland, og endelig spilles rundens sidste kamp kl. 18.00, hvor FC Nordsjælland møder Brøndby. Rundens mandagskamp spilles i Odense, hvor OB har besøg af Viborg.

Albentosa foran første kampjubilæum
I lørdags var det Miiko Albornoz der rundede sit første kampjubilæum for Vejle Boldklub, og mod Silkeborg IF er det så Raúl Albentosa der kan spille sin kamp nr. 50 for VB. Den 34-årige anfører debuterede netop på JYSK park for VB tilbage i februar sidste år, og nu kan han så på samme bane runde 50 kampe. I den nuværende A-trup har følgende spillere passeret første jubilæum: Miiko Albornoz (50 kampe), Denis Kolinger (58 kampe), Mouhamadou Drammeh (62 kampe), Lundrim Hetemi (69 kampe), Thomas Gundelund (72 kampe), Saeid Ezatolahi (73 kampe) og Azer Busuladzic (158 kampe).

Unge Lauritsen fortsat spærret, men ingen i karantænefare
Tobias Lauritsen afsoner mod Silkeborg sin anden og sidste karantænedag efter udvisningen i premieren mod AGF. VB har fortsat ingen spillere i karantænefare, men Raúl Albentosa fik sin anden advarsel mod AGF og er oppe på 10 strafpoints – dog minimum to advarsler fra en karantænedag – og Oliver Provstgaard har 4 strafpoints, Ebenezer Ofori ligeledes 4, mens Musa Juwara er registreret for 6. Se et karantæneoverblik her.

Silkeborg har tabt til Brøndby og FC Midtjylland
Silkeborg har spillet periodevis pænt i sæsonens to første kampe, men silkeborgenserne har tabt begge deres kampe – og som Vejle, så jagter de deres første points fredag aften. SIF indledte hjemme mod Brøndby på JYSK park, og her stod der hjemmeholdet på rigtig meget af spillet og chancerne, men en velspillende veteran i Brøndby-målet, Thomas Mikkelsen, hev store redninger frem. Tonni Adamsen var hurtig til at score til 1-0, men føringen fik Vallys og Håkon Evjen ændret på, og selv store Silkeborg-muligheder gav ikke mål, og så stod Kent Nielsens mandskab tomhændede tilbage.
I søndags var Silkeborg så i Herning til lokalopgør, og her var der heller ikke points at hente. Kampen blev afbrudt undervejs grundet tordenvejr, men det var FCM, der lukrerede bedst af en ekstra pause. De scorede ved Aral Simsir og Gue-Sung Cho, og det fik SIF aldrig svaret igen på, selvom der var omstillingsmuligheder til en reducering. Dermed er Silkeborgs udgangspunkt fredag aften ikke ulig VB’s, da silkeborgenserne også tørster efter revanche.

Seneste kamp: Silkeborg dukkede VB i forårspremieren
Silkeborg IF og VB mødtes senest den 20. februar 2022, da klubberne stod overfor hinanden i forårspremieren. VB havde oprustet i vinterpausen, og cheftræner Peter Sørensen kunne give debut til Raúl Albentosa, Ebenezer Ofori, Edgar Babayan og Miiko Albornoz på JYSK park – men lige lidt hjalp det. Silkeborg vandt 3-0 efter 1-0 ved pausen. I en Silkeborg-domineret kamp havde VB også sine muligheder. Djordjevic kom hurtigt alene igennem med Nicolai Larsen, men det blev ikke til en scoring på VB’s bedste chance i kampen.
Det brændte på flere gange foran Alexander Brunst, men først i de døende sekunder af 1. halvleg kunne Nicklas Helenius bringe SIF foran. VB forsøgte med en række indskiftninger efter pausen, men lige lidt hjalp det – og Silkeborg dominerede videre og scorede helt efter bogen to gange mere. Først Sebastian Jørgensen, inden Vallys kunne lukke og slukke i det 78. minut, og så kunne de fleste af 6.144 tilskuere forlade JYSK park for at komme hjem i varmen. Allerede fem dage senere var vejlenserne tilbage på eget underlag, og det betød ikke så lidt i overlevelseskampen 21-22 sæsonen, og her præsenterede mandskabet sig helt anderledes og tog en flot 3-2 sejr over AGF.

Gensyn med Lukas Engel
I Silkeborg-truppen er der et enkelt velkendt ansigt i Nørreskoven. Det er den 24-årige Lukas Engel, der spiller fast på venstreback for cheftræner Kent Nielsens mandskab. Lukas Engel skiftede til Vejle fra Fremad Amager i januar 2021, og 12 måneder senere blev han så udlejet til fredagens modstander, Silkeborg, hvor han optrådte frem til sommeren 2022. Her købte SIF Engel fri i Nørreskoven og udstyrede ham med en længerevarende kontrakt. Skæbnen ville, at Lukas Engel fik sin SIF-debut mod netop Vejle i klubbernes seneste opgør, som er omtalt ovenfor – her leverede Engel den målgivende aflevering til 2-0-målet. I sæsonens første opgør mellem Vejle Boldklub og Silkeborg var Lukas Engel også i vælten, da han allerede i 1. halvleg udlignede til 2-2, da han bagerst i feltet drejede et forlænget hjørnespark i nettet. I VB-trøjen nåede Engel 40 kampe og 7 mål.

Sandi Putros passer fløjten
Det bliver 35-årige Sandi Putros, der skal passe fløjten mellem Silkeborg og VB. Den efterhånden erfarne superligadommer var også i aktion i premiererunden, hvor han fløjtede mellem Lyngby og FC København. Samlet set har han dømt 123 kampe i den bedste danske fodboldrække, og heri er det blevet til 489 advarsler, 26 røde kort og 50 straffespark.
Sandi Putros dømte senest VB den 6. marts 2022, hvor det blev 0-0 mod AaB i Aalborg.
Han assisteres på linjerne af Lars Rix og Nikolaj Christensen, mens Mikkel Redder er 4. dommer. Kampens VAR-dommer er Aydin Uslu.

3F Superliga
Fredag den 4. august kl. 19.00
Silkeborg IF – Vejle Boldklub
JYSK Park
TV3 Sport /Viaplay

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV