Kampdagsstatus: Næstved og VB indleder 26. spillerunde

Foto: Daniel Abedeny

Vejle Boldklub og Næstved Boldklub indleder 26. spillerunde i NordicBet LIGA på TINTSHOP Park i Næstved torsdag aften kl. 18.00. Marius Elvius vender tilbage efter afsonet karantæne mod Hvidovre.

Af Lars Christensen | 19. april 2023

VB og Næstved åbner 26. spillerunde
De tre kampe i oprykningsspillets 26. spillerunde afvikles over tre dage, og VB og Næstved Boldklub ligger for med torsdagskampen på TINTSHOP Park. FC Helsingør og Sønderjyske Fodbold spiller deres opgør fredag, mens Hvidovre IF og Vendsyssel FF mødes lørdag fra kl. 13.00.

Næstved kommer fra afbrudt opgør i Helsingør
Næstved Boldklub var senest i kamp i fredags, hvor De Grønne besøgte FC Helsingør i 3. spillerunde af oprykningsspillet. Kampen blev afbrudt efter 1. halvleg, da en tilskuer på stadion tragisk faldt om og døde med hjertestop. Da kampen blev afbrudt var stillingen 1-0 til FC Helsingør, og siden har DBU besluttet at kampen skal spilles færdig tirsdag den 25. april. Næstved har dermed kun været ude i to kampe, siden holdet tabte grundspillets sidste opgør til Vejle for mere end en måned siden. I premieren i oprykningsspillet vandt Næstved med 3-2 over Hvidovre, mens sydsjællænderne i den efterfølgende spillerunde var godt med i Haderslev mod Sønderjyske, men måtte se sig besejret med 1-0.

Flere sene afgørelser – men VB er uden nederlag i Næstved siden 2002
VB har besøgt Næstved Stadion regelmæssigt siden årtusindskiftet, men vejlensernes seneste nederlag på det hyggelige stadionanlæg i havnebyen daterer sig helt tilbage til efteråret 2002, hvor vejlenserne efter pokalsejre over FC Nordjylland (7-6) og HFK Sønderjylland (1-0) trak 2. divisionsholdet Næstved Boldklub i 5. runde af DONG Cup. VB tabte lidt overraskende til det undertippede hjemmehold, der scorede sejrsmålet ved Peter Nielsen i 2. halvleg af den forlængede spilletid. En tidlig føring til hjemmeholdet ved Karsten Johansen blev udlignet af Kenneth Knudsen allerede før pausen. Siden har VB spillet 12 kampe på Næstved Stadion fordelt med 11 kampe i 1. division og et i Pokalen. VB har otte sejre og fire uafgjorte. Flere af kampene har haft meget sene afgørelser. Oliver Thychosen udlignede med et drømmehug til 2-2 i det 90. minut i 2011, Christian Kudsk scorede sejrsmålet til 2-1 i det 80. minut i 2016, Kjartan Finnbogason fuldendte sit hattrick med sejrsmålet efter 83 minutter i 2019, mens Wahid Faghir ventede til det 84. minut med sin udligning i 2020. Næstved har også gjort brug af de døende minutter mod Vejle hjemme, og Andreas Moos brugte tillægstiden til at udligne til 3-3 i foråret 2017, og tilbage i efteråret 2013 var det Patrick Hansen, der udlignede til 3-3 i det 82. minut af pokalfighten – VB vandt dog 5-3 efter forlænget spilletid.
Fraregner man pokalkampe og udelukkende kigger på Danmarksturneringen, har VB ikke tabt på Næstved Stadion siden 5. maj 1996. Det var dengang, VB-mandskabet bestod af spillere som Erik Boye, Henrik Holm, Thomas Gravesen og Jacob Olsen, mens Mark Strudal blev Næstved-matchvinder for et hold, der bestod af spillere som Søren Juul Kristensen, Mads Spur-Mortensen og Nicolai Wael. Næstveds cheftræner for 27 år siden var såmænd Peter Bonde.

VB spillede fem 0-0-kampe i foråret 2010
VB har – medregnet pokalkvartfinalen mod F.C. København – spillet tre 0-0-kampe på stribe, og det er hverken hverdagskost eller i hver sæson, at det hænder. I foråret 2010 spillede VB fem 0-0-kampe, og det var mod FC Roskilde (den 5. april), Brabrand (9. maj), AB (15. maj), FC Fyn (6. juni) og Viborg (9. juni). Her nåede VB to gange op på to nulløsninger i træk, men aldrig tre på stribe i Danmarksturneringen.
I foråret 2018 spillede VB tre målløse kampe på stribe. Forårspremieren mod Thisted FC (den 2. marts), mod FC Roskilde (11. marts) og mod Skive (16. marts). Måltørken blev brudt med en 1-1-kamp på Vejle Stadion mod Fremad Amager den 29. marts.
I foråret 2021 spillede VB – medregnet pokalkvartfinalen mod Randers FC – fire 0-0-kampe. Det var mod AGF (2. februar), Randers FC (11. februar), AC Horsens (26. februar) og Lyngby (6. april). Hvis VB spiller 0-0 i Næstved, vil det således være første gang i nyere tid, at man spiller tre 0-0-kampe på stribe i Danmarksturneringen.

Elvius vender tilbage fra karantæne – fem i fare
Marius Elvius afsonede sæsonens første spilledags karantæne mod Hvidovre senest, men han er igen til rådighed mod Næstved. VB fik kun advarslen til Oliver Provstgaard i den seneste kamp mod Hvidovre, men den store stopper kunne godt tåle advarslen, og VB stiller således op i Næstved uden karantæner. Fem spillere risikerer karantæne i det kommende opgør mod FC Helsingør hvis de ser gult, og det er Mouhamadou Drammeh (13 strafpoints), Ebenezer Ofori (14), Miiko Albornoz (15), Richard Sukuta-Pasu (15) og Stefan Velkov (31).

Simon Duerlund Rasmussen fløjter
Det er den unge dommer Simon Duerlund Rasmussen, der passer fløjten mellem Næstved og Vejle Boldklub. På linjerne har han Paul Nyberg og Christian Ginderskov Hansen, mens Frida Mia Klarlund er 4. dommer. Simon Duerlund Rasmussen har tidligere i karrieren dømt 21 kampe i NordicBet LIGA. I denne sæson er det blevet til otte kampe, som alle var i grundspillet. Simon Duerlund har dømt VB’s opgør mod Hvidovre (1-1) og Vendsyssel (1-0), mens det bliver første gang, han skal passe fløjten i et opgør med Næstved.

NordicBet LIGA
Torsdag den 20. april kl. 18.00
Næstved Boldklub – Vejle Boldklub
TINTSHOP Park, Næstved
TV3 Sport | Viaplay

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV