Kampdagsstatus: Mestrene venter i Parken

Arkivfoto: Carl Forssling

Efter den sene premiereudligning hjemme mod Randers FC venter The Double-vinderne fra F.C. København i Parken i 2. spillerunde af 3F Superliga. Værterne kom fra land med en sejr i Viborg og har i midtugen været i kamp mod FC Drita i Champions League-kvalifikationen.

Af Lars Christensen | 25. juli 2025

Runde 2: AGF er værter for Randers FC og mandagskamp på Heden
Sæsonens 2. spillerundes indledes i Aarhus, hvor AGF møder Randers FC fredag aften. På grund af FCK’s europæiske kampagne, så er det allerede lørdag aften kl. 18.00, at mestrene er værter for VB i nationalarenaen. Søndagsprogrammet indledes på Fyn kl. 14.00, hvor OB har hjemmebane mod Viborg. Kl. 16.00 møder Silkeborg IF oprykkerne fra FC Fredericia, mens FC Nordsjællland to timer senere har besøg af Brøndby. Rundens mandagskamp spilles i Herning, hvor FC Midtjylland møder Sønderjyske.

Otte VB-debutanter mod Randers FC – flere rekorder
Hele otte spillere fik deres officielle VB-debut mod Randers FC. Fra start var det Lasse Nielsen, Christian Sørensen, Andrew Hjulsager, Mike Vestergård, Bismark Edjeodji, Mikkel Duelund, Bismark Edjeodji og Abdoulaye Camara. Som omtalt allerede i mandags så satte Lasse Nielsen en klubrekord, da han med sine 37 år, 6 måneder og 12 dage blev Vejle Boldklubs ældste debutant til dato.
Otte VB-debutanter i samme kamp er heller ikke hverdagskost – til sammenligning debuterede kun syv spilere i sæsonen 2024-25!
Én gang tidligere har VB givet debut til hele otte spillere i samme kamp. Det var sæsonpremieren 2016-17, hvor VB efter et ejerskifte i sommerpausen havde reetableret spillertruppen, og det gav så debut til Bajza, Egeris, Ba Loua, Ondoua, Gutiérrez, Vinicius, Schoop og Álvarez. I øvrigt også i en 1-1 kamp, da opgøret mod Fremad Amager endte uafgjort, efter Patrick Rasmussen havde sikret vejlenserne en føring undervejs.
I samme sæson var der også fire debutanter i et pokalopgør mod Tjæreborg (3-1), mens der i den følgende sæson var seks debutanter i en pokalkamp mod Allesø (6-0) og igen fire debutanter i en pokalkamp mod Jammerbugt FC (1-3). I foråret 2021 var der også fire debutanter i forårspremieren mod AGF (0-0) og et par måneder senere igen fire debutanter i sæsonpremieren mod Randers FC (0-2). I samme sæson fik fire spillere også deres debut mod Silkeborg (0-3), og i sæsonpremieren 2022-23 mod FC Helsingør (6-0) fik fem spillere så deres første kamp, men de otte debutanter mod Randers FC er en tangering af rekorden for debutanter i samme kamp. Og den bliver næppe slået lige foreløbig…

Amon måtte både ind- og udskiftes i debutkampen
Debuterende Jonathan Amon fik kun 26 minutter på banen i sin debutkamp, og amerikaneren oplevede at blive både ind- og udskiftet i samme kamp. Det er sket 13 gange tidligere, at en spiller må ind og ud i samme kamp. Første gang, det hændte, var for Jesper ”Krølle” Mikkelsen tilbage i 1996 i et opgør mod AGF (2-3) – i øvrigt også en sæsonpremiere. Og senest det hændte, var i oktober 2023, hvor Jasin Assehnoun kom ind og ud af kampen mod Viborg (1-1).
Jonathan Amon er heller ikke den første debutant, der både må ind og ud. Holdkammeraten Wahid Faghir oplevede det samme, da han allerede som 16-årig spillede sine første minutter mod Kolding IF (1-0) den 13. juni 2020. Faghir kom ind midt i første halvleg på grund af en skade til Lucas Jensen. I samme kamp måtte Sergiy Gryn også lide den tort af blive både ind- og udskiftet.

Indbyrdes kampe: VB uden sejr i Parken siden 2000
VB har mødt F.C. København i Parken 18 gange, siden københavnerne så dagens lys i 1992. 13 sejre til FCK, to uafgjorte og tre VB-sejre er facit i nationalarenaen. De tre Vejle-sejre på Østerbro ligger alle langt tilbage, og den seneste dateres tilbage til 23. april 2000. VB havde et par uger forinden fået en røvfuld på hele 7-2 af F.C. København på Vejle Stadion, men vejlenserne tog en grufuld revanche i Parken, hvor Erik Bo Andersen lavede hattrick på kun ni minutter i 4-1 sejren. Siden er det blevet til ti nederlag på stribe i Parken. VB har heller ikke i den mellemliggende periode besejret københavnerne i Nørreskoven, hvor den seneste gevinst dateres tilbage til maj 1999. Brian Laudrup var lokkemad for publikum i det østjyske, men elegantieren blev væk, og så kunne Alex Nørlund i stedet score på en rigtig Laudrup-afslutning i sejren på 1-0.

F.C. København: Premieresejr i Viborg og Champions League-gevinst i Parken
F.C. København har fået en solid start på sæsonen 2025-26. Først med en premieresejr i Viborg, hvor mestrene var bagud, men vendte kampen på hovedet og vandt 3-2. Her var det Magnus Mattsson der på et straffespark sikrede sejren. Sammen Mattsson stjal også hovedrollen i hjemmekampen mod FC Drita i ChL-kvalen. Midtbanespilleren blev indskiftet i 2. halvleg – og første aktion var at sende et straffespark i nettet. Lidt senere var igen i aktion fra ellevemeterpletten og forvandlede den store chance til endnu et mål. 2-0 over FC Drita – og et brugbart udgangspunkt for mestrene inden returkampen i Kosovo tirsdag aften. Overskrifterne omkring Drita-opgøret handlede i ligeså høj fra om fraværet af profilen Victor Froholdt, som dagen efter blev solgt i en stor handel til FC Porto. Dermed er den egenudviklede midtbanespiller fortid i København, der har flere alternativer centralt.

Dommerinformation: Kehlet dømmer
Det bliver 44-årige Jakob Kehlet, der skal dømme opgøret mellem F.C. København og Vejle. Den rutinerede 3F Superliga-dommer dømmer i Parken sin kamp nr. 309 i landets bedste række. Han debuterede i 2009 i et opgør mellem Silkeborg og FC Midtjylland. Kehlet var ikke i aktion som hoveddommer i premiererunden, men han dømte 14 kampe i sidste sæson. Heriblandt to opgør med VB. Begge i foråret. Det var sejren på 1-0 i Silkeborg og den uafgjorte hjemmekamp mod AaB (1-1). Kehlet har ikke tidligere i karrieren dømt kampe mellem FCK og Vejle.
Lørdag aften assisteres han på linjerne af Deniz Yurdakul og Esad Deronjic, mens Sebastian Friis Aagerup er kampens 4. dommer. VAR-dommer er Morten Krogh.

Karantæneinfo: 270 minutter uden VB-advarsler
Mens Randers FC blev advaret to gange i premieren, så slap VB af sted uden nogen advarsler i den uafgjorte kamp. Dermed kom VB op på hele tre 3F Superliga-kampe på stribe uden advarsler. 1-0 sejren i Viborg og 2-3 nederlaget mod Sønderjyske var også uden gule kort til vejlenserne. Ikke siden Luka Hujber i det 90. minut af 2-0 sejren over Lyngby den 12. maj så gult, har der været en advarsel til VB. Dermed er karantænepointene fortsat i nul, inden VB tager hul på årets 2. spillerunde.
Senest VB spillede tre kampe på stribe uden advarsler, var i foråret 2011, hvor VB afsluttede sæsonen 2010-11 mod AB (2-2), AGF (1-1) og Skive (0-1) uden at få advarsler. Stimen dengang blev brudt i sæsonpremieren 2011-12 mod Randers FC (1-4), hvor Kielstrup så gult efter 31 minutter. Dermed kom stimen uden advarsler op på præcis 300 minutter. Hvis VB skal slå de tal, så skal den første halve time i Parken afvikles uden advarsler til de rødblusede…

Seneste kamp: Comeback’et, der blev væk…
VB havde en kort periode omkring Kristian Kirkegaards reducering godt fat i FCK, da F.C. København og VB senest mødtes i 3F Superliga. Det var den 18. oktober sidste år, hvor vejlenserne kom til Parken efter et point hjemme mod AaB, der var sæsons første...
VB fik en fin indledning i Parken med optimistiske fremstød, men alligevel var det en VB-fejl, som københavnerne lukrerede af til 1-0. Robert fandt Elyounoussi, der scorede sikkert. Juwara var nærgående inden pausen, da han med et spark ramte træværket og dermed advarede Trott og FCK.
Men efter pausen var det alligevel københavnerne, der øgede til 2-0. Det var Robert igen i rollen som oplægger, og han fandt Claesson, der gjorde det til 2-0. 18 minutter senere blev kampen åbnet op, da Anders K. Jacobsen spillede Kirkegaard op, og han lagde bolden under Trott til 1-2. VB havde en rigtig fin periode derefter, hvor Gammelgaard testede sin tidligere holdkammerat i målet, men Trott afviste. I stedet fik københavnerne samlet sig mod slutningen. Ofori, der spillede sin sidste VB-kamp, viste det sig, begik et advarselsgivende frispark på kanten af feltet. Mattsson trykkede læderet mod tværribben, mens Claesson scorede på riposten. 3-1 – en dag på kontoret for hjemmeholdet, mens VB måtte hjem og forberede sig på bundslaget mod Lyngby ni dage senere… Læs mere om kampen her.

3F Superliga
Lørdag den 26. juli kl. 18.00
F.C. København – Vejle Boldklub
Parken
TV2 Sport X

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV