
Foto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 8. maj 2026
Runde 31: Spændingen tager til i toppen og i bunden
Sæsonens næstsidste spillerunde afvikles i den kommende weekend. Allerede fredag aften er der en vigtig duel om bronzen, når Viborg hjemme er værter for Sønderjyske fra kl. 19.00.
Søndagsprogrammet begynder kl. 14.00, når både Vejle og FC Nordsjælland spiller hjemme. I Nørreskoven er FC Fredericia på besøg, mens FCN i Farum møder FC Midtjylland. Fra kl. 16.00 er der Silkeborg IF mod F.C. København på programmet, mens Brøndby har hjemmebane mod AGF kl. 18.00. Runden afsluttes mandag aften i Kronjylland, hvor Randers FC møder OB.
Indbyrdes kampe: Ti år uden FC Fredericia-remis i Nørreskoven
Mens de indbyrdes kampe mellem VB og FC Fredericia på Monjasa Park ofte ender uafgjort, så er det i år ti år siden, at VB og FC Fredericia senest har spillet uafgjort i Nørreskoven. Ikke siden det sene efterår 2016 har klubberne delt i porten. Dengang spillede Steffen Kielstrup sin kamp nr. 300 for VB, men hverken han eller holdkammeraterne kunne passere en velspillende Thomas Mikkelsen i FC-målet. Værd at bemærke er det også, at Christian Gammelgaard kan score for tredje hjemmekamp i træk mod FC Fredericia. Målet mod fredericianerne i 1. division i foråret 2023 var den unge kantspillers første VB-scoring i Danmarksturneringen.

Tre begåede straffespark på stribe for første gang siden 2020-21 sæsonen
VB har begået straffespark i tre kampe på stribe i 3F Superliga: Lasse Nielsen i slutminutterne af nederlaget mod Silkeborg (1-2), Max Jensen blev dømt for hands sent i opgøret mod F.C. København (0-3), og Lasse Nielsen blev også dømt for hands i nederlaget mod Randers FC (0-1). Alle tre forsøg fra ellevemeterpletten har resulteret i scoringer, og af de fem straffespark, der er dømt mod VB i denne sæson, har vi fortsat den første redning til gode.
Senest VB begik straffespark i tre kampe i træk, var i foråret 2021, og dengang var det fire straffespark i tre kampe. Det var to straffespark i den hektiske 3-3-kamp mod AC Horsens, et på hjemmebane i overlevelseskampen mod Sønderjyske (4-2) og et straffespark i den efterfølgende 2-2 kamp i Nørreskoven mod OB. De fire straffespark blev begået af Kevin Yamga (2), Saeid Ezatolahi og Alexander Brunst. Modstanderne scorede på alle fire straffespark.
Karantæneinfo: Enggård er tilbage – Tabatadze er spærret
Mads Enggård afsonede karantæne i nederlaget mod Randers FC, men midtbanespilleren er igen til rådighed forud for opgøret mod FC Fredericia. Her mangler VB til gengæld Giorgi Tabatadze, der med sin sene advarsel mod Randers FC passerede grænsen for sæsonens tredje karantænedag.
Seks spillere er i karantænefare til sæsonafslutningen mod OB, hvis de modtager en advarsel mod FC Fredericia. Det er Bismark Edjeodji (14 strafpoints), Valdemar Lund (14), Tobias Bach (16), Andrew Hjulsager (18), Stefan Velkov (48), Lasse Nielsen (51). Se et overblik over hele truppen strafpoint her.
Dommerinformation: Kristoffer-Kristoffersen dømmer sit sjette lokalopgør
Det bliver den erfarne 3F Superliga-dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen, der skal lede opgøret mod FC Fredericia. 42-årige Kristoffersen har dømt 288 kampe i 3F Superliga.
Den erfarne dommer har dømt 12 kampe i turneringen i denne sæson, blandt andet 1-1-kampen mellem FC Fredericia og VB i efteråret. I Oddset Pokalen dømte han kampen mellem FC Skanderborg og Vejle Boldklub.
I tidens løb har Kristoffer-Kristoffersen dømt fem tidligere kampe mellem VB og FC Fredericia - den første helt tilbage i foråret 2010, hvor fredericianerne i Nørreskoven vandt 2-0 efter syv advarsler og én udvisning.
Søndag eftermiddag assisteres han på linjerne af Deniz Yurdakul og Martin Markus, mens Jonas Bøgelund er 4. dommer. Kampens VAR-dommer er Lasse Læbel Graagaard.
Seneste kamp: Ny deler på Monjasa Park, men begge mandskaber søgte en afgørelse
VB og FC Fredericia spillede for anden gang i sæsonen uafgjort i Fredericia, da klubberne i april afviklede sæsonens tredje naboopgør. Det var en monsterunderholdende kamp, som de to rivaler gav hinanden. Masser af chancer og optræk i en kamp som begge hold skulle vinde for at holde trit med konkurrenterne.
Felix Winther åbnede kontoen med et godt langskud, og senere i halvlegen var Etim tæt på for hjemmeholdet. VB var kommet godt ud på Monjasa Park med et par friske forsøg, men med FC Fredericia-scoringen halvvejs skiftede momentum.
Efter pausen kom VB igen bedst ud, og netop indskiftede Gammelgaard udlignede til 1-1 efter få minutter. Gundelund spillede ”GG” op i højre side og med højrebenet gjorde VB-topscoreren det til 1-1.
Få minutter efter var det så Duelund, der bragte VB foran, da Hjulsager fandt ham foran feltet i en VB-omstilling. ”Duen” svingede kanonen – 1-2!
Friday Etim stod ikke tilbage for de to scoringer, og allerede efter en times spil havde han udlignet til 2-2. Den stærke angriber tog et indlæg til sig og passerede Vekić til 2-2. Begge mandskaber søgte betingelsesløst sejren i slutningen. FC’s Johannesen var nærgående, men blev afvist af VB, og i den anden ende trykkede vejlenserne på efter flere dødbolde, men det blev uforløst ved 2-2. Et resultat der ikke rigtig hjalp nogen af klubberne…
3F Superliga
Søndag den 10. maj kl. 14.00
Vejle Boldklub – FC Fredericia
Vejle Stadion
Kampsponsor: SOAK/Team Rynkeby
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.