Foto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 1. september 2025
Oddset Pokalens 2. runde: Seks 3F Superliga-klubber træder ind
Klubberne fra 3F Superliga træder spredt ind i Landspokalturneringen 2025-26, hvor de to oprykkere samt sidste sæsons nr. 6-10 i 3F Superliga træder ind i 2. runde. OB har allerede været i kamp, da fynboerne onsdag i sidste uge besejrede FC Kalundborg fra serie 1 med hele 11-0. De øvrige fem klubber spiller deres 2. runde kamp i denne uge. Udover Vejle Boldklubs besøg hos FC Skanderborg er FC Fredericia på besøg hos Tune IF fra Sjællandsserien, Middelfart har besøg af Silkeborg IF, Raklev GI møder Sønderjyske, og Viborg skal op imod AC Horsens.
FC Skanderborgs storhedstid i 2. division: Klassisk boksangriber og fynsk trænerikon
FC Skanderborgs storhedstid ligger i midten af tierne, hvor klubben spillede to sæsoner på stribe i 2. division. FC Skanderborg rykkede op igennem serierækkerne med den tidligere AGF-spiller Claus Christiansen som træner. Senere i tilværelsen i 2. division var det fynboen Jan Vingaard, der overtog ansvaret på sidelinjen, og det var et par rutinerede trænere til den dengang nye divisionsklub, der opnåede to sæsoner i landets dengang tredjebedste række. I debutsæsonen 2013-14 blev skanderborgenserne nr. 9 ud af de 16 hold, men allerede året efter rykkede klubben ud, da man endte på 15. pladsen og måtte forlade divisionerne sammen med FC Djursland og Aarhus Fremad, mens FC Sydvest lige akkurat klarede skærene på 13. pladsen.
Flere spillere med divisionserfaring spillede for FC Skanderborg i divisionsårene. Can Dursun, der senere opnåede divisionskampe for Viborg FF blandt andre, vogtede målet, mens Martin Conley, Kasper Vandborg Rasmussen og Kasper Bach-Jensen var andre spillere, der bidrog med divisionskampe. Den store målsluger for skanderborgenserne i deres opstigen gennem serierækkerne og op i divisionerne var Daniel Flyger (f. 1986). Den hovedstødsstærke angriber blev Superliga-aktuel efter at have bombet mål ind for FC Skanderborg. En prøvetræning i FC Midtjylland førte kort efter til en kontrakt med Silkeborg IF, hvor han nåede at score i landets bedste række. Flyger rejste videre fra SIF efter seks måneder og vendte tilbage til barndomsklubben. Daniel Flyger er en af en lille håndfuld spillere, der har scoret i alle rækker fra Superligaen til Serie 6 – blandt de øvrige spillere til den specielle bedrift er eks-VB’eren Kenneth Knudsen, Mads Laudrup, Jacob Stolberg og Peter Graulund.
FC Skanderborg anno 2025: Cheftræneren scorede mod VB i randrusiansk nedsabling
Det er ikke mange velkendte navne, der pryder holdkortet, når FC Skanderborg stiller op i Jyllandsserien. Det mest kendte navn er så afgjort klubben træner, Svenne Poulsen (f. 1980). Den 44-årige tidligere Superliga-spiller i Randers FC og FC Midtjylland har overtaget trænergerningen i den østjyske klub denne sommer fra Allan Dvinge. Netop Allan Dvinge har en fortid som akademitræner i Vejle Boldklub, hvor han assisterede omkring ungdomsliga-holdene, og han tog FC Skanderborg fra Serie 2 til Jyllandsserien, inden han gav stafetten videre til Svenne Poulsen.
Svenne Poulsen brød som aktiv igennem hos Randers Freja omkring årtusindskiftet på et hold med blandt andre Michael Gravgaard, Claus Steinlein og Chris Sørensen. Den alsidige midtbanespiller blev senere en del af overbygningen Randers FC, og med kronjyderne var han inden for 13 måneder fra april 2003 til maj 2004 med til at tabe 0-5 til VB, men også med til at besejre VB med hele 7-0 på Vejle Stadion, hvor Svenne Poulsen selv scorede det sjette randrusianske mål. Efter Randers-tiden har Svenne Poulsen spillet for FC Midtjylland, AGF og Hobro, inden han droslede ned med seriefodbold i Vorup FB. Som aktiv nåede Poulsen ti kampe mod VB i perioden fra 2000-12.
Svenne Poulsen indledte trænerkarrieren i netop Vorup, og han flyttede den kronjyske klub fra serierækkerne op i Danmarksserien og trænede blandt andre Jesper Cornelius, som siden har gjort comet-karriere i Hobro og Lyngby. Svenne Poulsen forlod igen Vorup FB og nåede en kort periode som ungdomstræner i Randers FC, inden han altså har lavet aftale med FC Skanderborg, hvor han udover ansvaret for klubbens ambitiøse Jyllandsserie-hold også er omkring ungdomsafdelingen.
FC Skanderborgs vej til 2. runde: Bredballe IF sendt ud og storsejr over Kjellerup
FC Skanderborg frister til daglig en tilværelse som oprykker til Jyllandsserie 2, hvorfor klubben har været igennem de indledende kvalifikationsrunder under DBU Jylland for at indløse en billet til hovedturneringen under DBU.
Først besejrede FC Skanderborg vores naboer fra Bredballe IF (JS1) med 2-0, mens det blev til en sejr på 5-3 over HOG Hinnerup (S3) i Play Off-runden inden hovedturneringen. I Oddset Pokalens 1. runde besejrede FC Skanderborg så Kjellerup IF, nedrykker fra Danmarksserien, med hele 4-0 på kunstgræs i festivalbyen. Her scorede Anton Bryder og Tais Nordahl hver to mål for skanderborgenserne.
VB Akademiets FC Skanderborg-relationer: U19 Liga-træner med fortid hos pokalmodstander
Der er ingen af spillerne i Vejle Boldklubs 3F Superliga-trup, der har nogen relation til FC Skanderborg. Tættest på er forsvarsspilleren Clemens Astrup, der snørede sine første fodboldstøvler i Testrup-Mårslet Gymnastikforening (TMG) øst for Skanderborg, inden han skiftede til AGF og derfra videre til Vejle Boldklub.
På VB Akademiet er der et par relationer til FC Skanderborg, da U19 Liga-holdets cheftræner Mads Nissen har trænet ungdomshold i klubben fra 1. januar 2017 og halvandet år frem. Mads Nissen har trænet en række af de spillere, som udgør FC Skanderborgs Jyllandsserie-hold. Mads Nissen er lokal og indledte trænerkarrieren i barndomsklubben Hedensted IF, men trænede herefter forskellige hold i FC Skanderborg og Odder IGF, inden han begyndte på VB Akademiet i sommeren 2018.
På spillersiden fik VB Akademiets U17 Liga-hold i sommeren 2019 tilgang af Christian Jørgensen (f. 2003) fra FC Skanderborg, der gjorde sin ungdomstid færdig i Vejle og sluttede som dimittend tre år senere. Jørgensen var en stærk og dynamisk højreback, der opnåede 23 U19 Liga-kampe, og som har spillet ungdomsfodbold med flere af de yngste spillere i den nuværende A-trup. Christian Jørgensen er i dag en profil på Danmarksserieholdet i ASA, Aarhus.
Pokalhistorik: Fire kampe mod Jyllandsseriehold siden 1980
Vejle Boldklub har mødt fire hold fra Jyllandsserien i Landspokalturneringen siden 1980. Alle kampene er spillet efter årtusindskiftet, og alle kampene er endt med sejre til Vejle Boldklub.
9. august 2011 kl. 18.30
DBU Pokalen 1. runde på Funder Stadion
Funder GF – Vejle Boldklub 2-6 (0-3)
21. 0-1 Denis Fazlagic
22. 0-2 Andreas Albers
32. 0-3 Erik Marxen
58. 1-3 Simon Jensen
63. 1-4 Denis Fazlagic
66. 2-4 Simon Jensen
69. 2-5 Thomas Mikkelsen
73. 2-6 Thomas Mikkelsen
Debutanter: Nikolaj Christensen, Patrick Banggaard, Derrick Nissen, Kasper Høst, Sebastian Spornberger
Dommer: Henning Jensen
Tilskuere: Cirka 250
12. august 2014 kl. 18.30
DBU Pokalen 1. runde på Harte Stadion
Kolding SC – Vejle Boldklub 0-4 (0-2)
5. 0-1 Simon Nagel
33. 0-2 Denis Fazlagic
83. 0-3 Ado Hasicic (selvmål)
88. 0-4 Andreas Albers
Dommer: Sandi Putros
Tilskuere: Cirka 250
30. september 2014 kl. 16.15
DBU Pokalen 2. runde på Soffy Road, Aalborg
Vejgaard Boldspilklub – Vejle Boldklub 1-2 (1-0)
44. 1-0 Frederik Poulsen
56. 1-1 Kim Elgaard
60. 1-2 Andreas Albers
Dommer: Michael V. Jensen
Tilskuere: Cirka 300
26. september 2023 kl. 18.00
Oddset Pokalen 3. runde på Vejle Stadion
tst Fodbold – Vejle Boldklub 0-7 (0-3)
10. 0-1 Yeni Ngbakoto
21. 0-2 Jasin Assehnoun
45. 0-3 Yeni Ngbakoto
50. 0-4 Kristian Kirkegaard
66. 0-5 Musa Juwara
72. 0-6 Jasin Assehnoun
77. 0-7 Tobias Lauritsen
Debutanter: Frederik Flaskager
Dommer: Jakob Kehlet
Tilskuere: 3.857
Dommerinformation: Mads-Kristoffer Kristoffersen dømmer
Til 3F Superliga-holdenes kampe i Oddset Pokalen er der også 3F Superliga-rangerede dommere, og derfor bliver det østjyden Mads-Kristoffer Kristoffersen, der får fornøjelsen af at fløjte opgøret mellem FC Skanderborg og Vejle Boldklub i gang tirsdag eftermiddag. Den 42-årige dommer har dømt 279 kampe i landets bedste række siden debuten i 2011. Derudover har han dømt 69 kampe i Landspokalturneringen, med finalen i 2016 mellem AGF og F.C. København (1-2) som højdepunktet. Kristoffersen dømte senest VB som hoveddommer i oktober sidste år, hvor han var ophavsmand i Parken, hvor F.C. København besejrede VB 3-1.
I pokalregi har Mads-Kristoffer Kristoffersen paradoksalt nok aldrig tidligere dømt VB, mens han faktisk var manden med fløjten, da FC Skanderborg ekspederede Kjellerup ud i 1. runde med en sikker sejr på 4-0.
På det her stadie i pokalturneringen er der hverken VAR eller 4. dommer, hvorfor det blot er en trio, der har ansvaret for tirsdagens kamp. På linjerne assisteres Kristoffersen af Jakob Mastrup og Troels Christensen.
Information til gæstende VB'ere: Gratis entré til fodboldfest i Skanderborg
På team.blue arena er der i morgen fri adgang, meddeler FC Skanderborg.
Oddset Pokalen
Tirsdag den 2. september kl. 17.00
FC Skanderborg – Vejle Boldklub
team.blue arena, Skanderborg
Dyrehaven 4, 8660 Skanderborg
Pokal-TV
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.