
Foto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 8. august 2026
3. spillerunde: To lørdagskampe og fire søndagskampe
Gundelund foran 150-kampsjubilæum
24-årige Thomas Gundelund kan runde sin kamp nummer 150 for Vejle Boldklub mod Hillerød som den første spiller siden Azer Busuladzic i foråret 2023. Gundelund kom til VB som 14-årig i sommeren 2016 og spillede allerede reserveholdskampe i sin første VB-sæson, inden han i november 2017 blev klubbens yngste debutant nogensinde, da han kom ind til slutminutterne i sejren på 4-1 over Vendsyssel. Rekorden på 16 år og 20 dage står stadig. I efteråret 2019 erobrede han så en plads omkring de første 14 på holdkortet og har siden gjort sig på midtbanen, backen og nu i 2026 med flere kampe i midterforsvaret.
Indbyrdes kampe: Hillerød chokerede VB i klubbens eneste besøg i Nørreskoven
Hillerød er et ganske nyt bekendtskab i Danmarksturneringen, hvor de orange fra slotsbyen første gang kom frem i 2017, hvor de rykkede op fra Danmarksserien til 2. division. Fem år senere rykkede Hillerød op i 1. division, og i 2022-23 sæsonen mødtes VB og Hillerød så for første gang nogensinde i Danmarksturneringen. I slotsbyen vandt VB i begyndelsen af sæsonen med 2-0, da Kirkegaard blev dobbelt målscorer. Værre gik det et par måneder senere, da Christian Lønstrups tropper gæstede Nørreskoven og vandt 3-2. Læs mere om det opgør nedenfor. Ellers har klubberne over de senere år også afviklet to træningskampe. I sommeren 2023 spiller VB og Hillerød 45 målløse minutter, og denne sommer vandt VB så 2-1 i en forlænget træningskamp hjemme i Vejle.

Ingen overgår Velkov – 6. assist-hattrick siden 2010
Tre mål fra forsvarsspillere er ikke hverdagskost, og det er heller ikke forekommet i nyere VB-historie med et forsvars-hattrick, men Christian Gammelgaards assist-hattrick har vi flere fortilfælde på. Siden 2010 er det forekommet seks gange med tre assist fra samme spiller i samme kamp.
Karantæneinfo: Ingen VB-advarsler i Køge
Dommer Sebastian Friis Aagerup havde slet ikke kortene oppe af lommen i sidste spillerundes 2-0-sejr til VB mod HB Køge. Dermed er ingen VB’ere i karantænefare inden opgøret mod Hillerød, hvor hele truppen er til rådighed. Bach og Hetemi optjente strafpoints i forbindelse med premieren mod AB, men er begge minimum tre advarsler fra en spilledags karantæne. Se hele overblikket her.
Dommerinformation: Jesper Nielsen passer fløjten
Det er den erfarne 1. divisionsdommer Jesper Nielsen, der skal dømme opgøret mellem VB og Hillerød. 43-årige Nielsen har dømt i landets næstbedste række siden 2013, og det er i alt blevet til 209 kampe, hvilket gør ham til en af de mest erfarne dommere i laget under 3F Superliga. Nielsen har ikke tidligere dømt VB mod Hillerød, men han dømte tre kampe med vejlenserne, senest VB var i 1. division. Det var FC Helsingør (6-0), Hobro (0-3) og FC Fredericia (3-1).
Søndag eftermiddag assisteres vestjyden på linjerne af Lars Hummelgaard og Jacob Gerner Rasmussen, mens Allan Staal er kampens 4. dommer.
Seneste kamp: VB formøblede tomålsføring mod oprykkerne
Det seneste tællende opgør mellem VB og Hillerød ligger helt tilbage den 6. november 2022, hvor klubberne mødtes på Vejle Stadion. Det blev ikke noget historisk opgør for vejlenserne, der måtte se de formstærke nordsjællandske oprykkere løbe med tre højest overraskende point.
Hamza Barry sendte Emmanouilidis af sted før pausen, og grækeren løb ned og bragte VB foran 1-0. Den føring blev øget efter en time, da Sukuta-Pasu sikkert sendte et straffespark i nettet til 2-0. Men Mathias Kisum reducerede da han flot sendte et frispark ind bag Nathan Trott, og så begyndte det hele at ramle for vejlenserne. Emmanouilidis fik to advarsler indenfor få minutter, og i undertal kunne hjemmeholdet ikke holde hverken føringen eller det ene point. Først var det Frederik Christensen, der efter 77 minutter udlignede til 2-2, og i kampens tillægstid var det så Jonathan Witt, der chokerede hovedparten af de 4.253 tilskuere med sin dødboldsscoring tæt under mål. Hillerøds chokerende sejr var blot en af flere i efteråret 2022, hvor de også vandt i Haderslev mod Sønderjyske og hurtigt viste, at de havde deres berettigelse i landets næstbedste række.

Betinia Liga
Søndag den 9. august kl. 14.00
Vejle Boldklub – Hillerød Fodbold
Vejle Stadion
TV3 Sport
Kampsponsor: Bendixen
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD