
Foto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 5. december 2025
Runde 18: To rival-opgør i Jylland
Efterårets sidste spillerunde i 3F Superliga fløjtes op på Monjasa Park i Fredericia, hvor hjemmeholdet møder OB fredag aften fra kl. 19.00. Runden fortættes søndag eftermiddag, hvor FC Nordsjælland tager imod Silkeborg, og Viborg er værter FC Midtjylland. Begge kampe kl. 14.00. To timer senere står der Randers FC mod AGF på programmet, mens søndagen afsluttes med F.C. Københavns hjemmekamp mod Sønderjyske. Efterårets sidste 3F Superliga-kamp finder sted i Nørreskoven, hvor Vejle møder Brøndby.
Stefan Velkov står igen foran stort kampjubilæum
Stefan Velkov kan spille sin kamp nummer 100 for Vejle Boldklub mod Brøndby. Det kunne Velkov også i onsdagens pokalmøde med Viborg, men her så han hele kampen fra bænken. Den 28-årige bulgarske forsvarsspiller kom til Nørreskoven i sommeren 2022 og debuterede i sæsonpremieren mod FC Helsingør (6-0). Siden har han erobret en fast plads i defensiven, hvor han har vist sig som en fysisk stærk og hurtig forsvarsspiller, der er en trussel på offensive dødbolde. Velkov kan blive den niende udlænding i klubbens historie, der runder 100 kampe. Viljormur Davidsen topper blandt de udenlandske spillere med sine 207 kampe, mens Ramadani og Sousa er de to seneste 100-kampsjubilarer, da de begge rundede det skarpe hjørne i 2020-21-sæsonen.
Brøndby må undvære Nartey og Divkovic
Brøndby stiller op i Nørreskoven uden profilerne Noah Nartey og Marko Divkovic. De to profiler blev begge udvist, da Brøndby tabte 1-3 til FC Fredericia i seneste spillerunde. Divkovic allerede efter 70 minutter, mens Nartey røg ud i sidste minut for en hensynsløs tackling mod Oscar Buch. Dermed må Brøndby undvære de to profiler i Nørreskoven, men faktisk også i forårspremieren mod Randers FC, da udvisningerne blev takseret til to spilledages karantæne.
Indbyrdes kampe: Uden hjemmesejr over Brøndby siden 2009
VB og Brøndby har spillet en række meget intense kampe på Vejle Stadion i de senere år, men den seneste hjemmesejr til VB ligger fortsat 16 år tilbage. I det sene efterår 2009 vandt VB 1-0 på det mål, Eduardo Delani headede ind – og dermed sendte VB’s 1. divisionshold Brøndby ud af Landspokalturneringen allerede i ottendedelsfinalen.

Karantæneinfo: Bach og Pitu noteret – Duelund fortsat i fare
Udover det klare nederlag på Fyn mod OB i afvigte spillerunde kom VB også hjem med to advarsler. Det var til Bach og Pitu, der i løbet af 2. halvleg så gult fra dommer Kehlet for frispark mod OB’ere. Hverken Bach eller Pitu har tidligere fået advarsler i denne sæsons 3F Superliga-kampe, hvorfor duoens seks strafpoints ikke sender dem i karantænefare. Det er fortsat kun Mikkel Duelund, der med en advarsel mod Brøndby, skal stå over i forårets første kamp mod FC Fredericia. Se et overblik over alle strafpoints her.
Dommerinformation: Sundberg-stimen er brudt – Redder passer fløjten
Jakob A. Sundberg har dømt de seneste fire hjemmekampe mod Brøndby, men mandag aften træder de to duellanter ind på Vejle Stadion uden selskab af den erfarne 3F Superliga-dommer fra Møn. Det bliver i stedet for nordjyden Mikkel Redder, der skal fløjte opgøret i Nørreskoven i gang. Redder har også erfaring med opgørene mellem Vejle og Brøndby, men det er kampene på Vestegnen. Han fløjtede i Brøndbys 2-1-sejre i 2021 og 2024.
32-årige Redder har dømt i landets bedste række siden 2018 og har i alt 107 kampe under bæltet. I denne sæson er det blevet til otte kampe – blandt andet Vejles hjemmekamp mod Silkeborg (1-2) og Brøndbys 2-1 sejr over F.C. København.
Mandag aften assisteres han på linjerne af Jakob Mastrup og Ole Kronlykke, mens Lasse Læbel Graagaard får ansvaret som 4. dommer. VAR-dommer er Morten Krogh.
Seneste kamp: Brøndby dukkede VB med to hurtige scoringer
Da Brøndby og VB tilbage i august mødtes i sæsonens 4. spillerunde, kom vejlenserne fra en suveræn sejr over OB, mens de blå-gule netop var kommet hjem fra et klart nederlag mod et islandsk klubhold i kvalifikationen til de europæiske turneringer. Efter godt og vel tyve minutter havde Brøndby etableret en tomålsføring mod vejlenserne, da først Vallys havde headet et Wass-indlæg i nettet og lidt senere, da nyindkøbte Luis Binks sendte en dødbold i nettet. Selvom Brøndby-fansene holdt stilleleg før pausen i protest mod de magre resultater i sæsonindledningen, så var minerne ikke til at tage fejl af. Det lignede en lang VB-aften på Vestegnen, men vejlenserne åd sig tilbage i kampen, og Stefan Velkov kunne heade et hjørnespark fra Christian Sørensen i nettet til 1-2 inden pausen.
I de sidste 45 minutter var der muligheder i begge ender. Bischoff sparkede på stolpen, og Hjulsager slap igennem for VB, men vinklen blev svær, da den tidligere Brøndby-spiller havde rundet Pentz. Ivan Prelec sendte debuterende Alexi Pitu og Amin Chiakha ind fra bænken for at fremtvinge en udligning, også 50-kampsjubilareren Wahid Faghir blev bragt, men det hele var nytteløst, og Brøndby vandt en sejr på 2-1 foran 19.863 tilskuere.
3F Superliga
Mandag den 8. december kl. 19.00
Vejle Boldklub – Brøndby IF
Vejle Stadion
TV 2 Sport X/TV 2 Play
Kampsponsor: Vejle Musikteater
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.