
Foto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 29. august 2026
Runde 6: Forfølgerduel i Hvidovre
Indbyrdes kampe: Gensyn med Aarhus Fremad efter 16 år
Det er i år 18 år siden, at VB og Aarhus Fremad senest mødte hinanden i Danmarksturneringen. Klubberne har i de senere år spillet et hav af træningskampe, men det seneste formelle møde ligger tilbage i foråret 2008. Det opgør vender vi nedenfor. VB har aldrig tabt på Riisvangen Stadion i Danmarksturneringsregi. Nederlaget i foråret 2000 faldt i ottendedelsfinalerne af Landspokalturneringen, hvor VB hurtigt kom bagud, da den legendariske målmand Henrik Bundgaard scorede på et straffespark. Senere kom vejlenserne tilbage, men det blev den tidligere landsholdsspiller Frank Pingel, som netop havde fået tøjlerne på Riisvangen, der højst overraskende kunne se sit mandskab indløse billet til kvartfinalerne. Nederlaget i Superligaen i foråret 1998 blev afviklet på Aarhus Stadion, hvor oprykkerne med sejren over Vejle sikrede sig en sensationel overlevelse i landets bedste række.

Målstimer: Bach jagter Balling og Onugkha
* Målstimerne gælder kun scoringer i Danmarksturneringen
Karantæneinfo: Camara advaret mod EfB
Abdoulaye Camara fik VB’s eneste advarsel i opgøret mod EfB. Dermed kommer guineaneren op på to advarsler i sæsonen og samlet otte strafpoint, men han er fortsat minimum to advarsler fra en spilledags karantæne. I sæsonens hidtidige kampe er Bach, Hetemi og Lauritsen blevet noteret, men de er alle minimum tre advarsler fra en karantænedag. Se hele overblikket her.
Dommerinformation: Rutinerede Sebastian Friis Aagerup dømmer
Det bliver den erfarne 1. divisionsdommer Sebastian Friis Aagerup, der fløjter op på Riisvangen søndag eftermiddag. Han er i gang med sin 9. sæson i landets næstbedste række, hvor det i alt er blevet til 117 kampe. Friis Aagerup dømte VB’s udekamp mod HB Køge (2-0) i 2. spillerunde og dømte også en række kampe med VB senest i 1. division i sæsonen 2022-23.
Søndag eftermiddag assisteres han på linjerne af Dennis Wollenberg Rasmussen og Jonas Bæk, mens Mikkel Thomsen er kampens 4. dommer.
Seneste kamp: VB i cruise control på Riisvangen
VB og Aarhus Fremad har spillet et hav af træningskampe mod hinanden i de senere år, men det seneste officielle møde ligger helt tilbage i foråret 2008, hvor VB onsdag den 7. maj stillede op på det hyggelige Riisvangen Stadion i det nordlige Aarhus. VB havde i realiteten sikret oprykningen i den foregående spillerunde ved at besejre Silkeborg på rækkens tredjeplads, mens Aarhus Fremad kæmpede en hård kamp i bunden af rækken for at undgå degradering. Men selvom vejlenserne i foråret aldrig nåede de spillemæssige højder fra efterårets kampe, så kunne de fleste af konkurrenterne ikke stille noget op, når Ove Christensen mandskab var modstanderen. Således heller ikke Aarhus Fremad, som gjorde en fin figur i hjemlige omgivelser foran 1.383 tilskuere, men som aldrig var i nærheden af at true gæsterne. Adeshina Lawal og Brian Nielsen afgjorde kampen med få minutters mellemrum før pausen. Lawal støvede af efter en ripost til 1-0, mens den brandvarme nigerianer leverede oplægget til Brian Nielsen, der lukkede til 2-0. Derefter gik der ren cruise control i den for gæsterne, der få dage senere endelig kunne lade champagnepropperne springe og matematisk sikre oprykningen. Det skete med en sejr på 2-1 på hjemmebane mod AB – og med i alt 78 points i 30 kampe i sæsonen 2007-08 har vejlenserne fortsat pointrekorden for avancement til Superligaen.
Og Aarhus Fremad? De kæmpede videre i ugerne efter nederlaget til Vejle, men cheftræner Anders Gerbers tropper rykkede ned i sidste spillerunde og vendte først tilbage til 1. division i sommeren 2025.
Betinia Liga
Søndag den 30. august kl. 14.00
Aarhus Fremad – Vejle Boldklub
Riisvangen Stadion, Aarhus
Viaplay
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD