Arkivfoto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 25. april 2025
Indbyrdes kampe i Aalborg: To krydser på stribe
AaB’s hjemmebane på Aalborg Stadion var en skrækbane for VB op igennem halvfemserne og nullerne, men i den seneste Superliga-kampagne fra oprykningen i 2018 og frem har vejlenserne fået bedre fat i udekampene mod AaB. I fem kampe er det blevet til tre uafgjorte og én sejr til hver. VB’s sejr tilbage i efteråret 2020 betød, at vejlenserne efter seks spillerunder hoppede op på førstepladsen. Det var den første sejr i Aalborg siden 1988!
VB har scoret flere mindeværdige mål i Aalborg. Alene de tre scoringer i efterårets 3-3 kamp fortjener et gensyn. Emmanouilidis løft fra 25 meter, van Bruggens bragende langskud og Juwara fortræffelige skud i det lange hjørne. Fra sejren i 2020 er det Ezatolahis solotur og ved nederlaget i 2021 løb Onugkha afsted på en friløber fra 30 meter inden han sikkert udplacerede AaB-målmanden.
AaB og Vejle gensyn: AK på banen – og Buus og Mølby på trænerbænken
Der er ikke mange gensyn for henholdsvis AaB-fans og Vejle-supportere mandag aften i Aalborg. Hos AaB er det kun målmandstræner Poul Buus, der har en fortid i Nørreskoven. Den mangeårige AaB’er har trænet målmændene ved Limfjorden siden 2007, hvor han skiftede til AaB fra Vejle. Poul Buus kom til Vejle omkring årtusindskiftet og har i VB trænet målmænd som Jesper Christiansen, Stig Olsen, Lars Madsen, Martin Ogstrup og Theis Rasmussen. Siden rykkede den 61-årige kronjyde nordpå, hvor han med 18 år på bagen er rækkens længst siddende målmandstræner.
Hos VB er det kun Anders K. Jacobsen fra spillertruppen, der har en fortid i Nordens Paris. AK havde en meget succesrig periode i AaB fra 2013-15 hvor han scorede 21 mål i 74 kampe – og vandt The Double med de bolsjestribede. I trænerstaben hos VB har førsteholdstræner Johnny Mølby også en fjern AaB-fortid. I midten af halvfemserne spillede Mølby en kort periode i AaB, hvor det på to sæsoner blev til 30 Superliga-kampe. Mølby nåede flere opgør mod Vejle, blandt andet var han med i pokalopgøret i efteråret 1995, hvor AaB med en eftertrykkelig sejr på 4-0 slukkede VB’s pokaldrømme. Det blev startskuddet til en pokalstime op igennem halvfemserne, hvor VB kun optrådte meget sporadisk i den turnering, som de rødblusede seks gange har vundet.
AaB må undvære hollandsk forsvarsprofil
Lars Kramer modtog en karantænegivende advarsel i AaB’s påskenederlag mod Sønderjyske. I den hektiske slutfase, hvor AaB jagtede en udligning, fik Kramer et gult kort som betyder, at han sidder uden for mod Vejle. Den 25-årige hollandske stopper har en lang fortid i dansk fodbold. Først for Viborg og siden sommeren 2022 i AaB. Kramer har tidligere spillet otte kampe mod Vejle, men mandag aften må han kigge med fra tribunen i den vigtige overlevelseskamp.
Karantæneinfo: Hetemi i karantænefare ved næste advarsel
VB fik kun én advarsel i nederlaget mod Silkeborg, og den tilfaldt Lundrim Hetemi ti minutter før tid. Midtbanespilleren begik et advarselsgivende frispark, og dermed kommer han op på 15 strafpoints, hvilket betyder, at han ryger i karantæne ved en kommende advarsel, hvis den takseres til minimum fire strafpoints.
Hetemi slutter sig til fire holdkammerater, der heller ikke tåler en advarsel. Det er Hamza Barry (16 strafpoints), Tobias Lauritsen (16), Musa Juwara (17) og Damian van Bruggen (18). Se hele karantæneoverblikket her.
Dommerinformation: Sandi Putros passer fløjten
Det bliver den erfarne Superliga-dommer Sandi Putros der skal dømme kampen mellem AaB og Vejle. Den 37-årige aarhusianer har dømt 14 kampe i denne sæson og 155 kampe i alt i landets bedste række. Putros debuterede i landets bedste række tilbage i sæsonen 2016-17, og siden har han så dømt i 3F Superliga. I denne sæson har han endnu ikke dømt VB, mens han har dømt AaB i deres hjemmekamp mod Randers FC (0-2). Bemærkelsesværdigt er det, at Putros i sine to seneste Superliga-kampe sammenlagt har langet 18 advarsler ud. Ni i kampen mellem Viborg og Sønderjyske og ni i det meget omtalte derby mellem F.C. København og Brøndby.
Putros har ikke været hoveddommer i et opgør med VB siden efteråret 2023. Her havde han svaret for udekampene mod Silkeborg (1-2) og Hvidovre (1-1). Sandi Putros dømte kun VB én gang i Superliga-sæsonen 2021-22 – det var netop kampen mod AaB i Aalborg den 6. marts. Dengang endte kampen 0-0, og der blev også uddelt hele ni advarsler. For VB blev Albentosa, Gundelund, Albornoz og Drammeh advaret undervejs. Fem af kampens ni advarsler faldt i det 90. minut, hvor Denis Kolinger med et meget nærgående hovedstød var tæt på at bortføre alle tre points...
Når Sandi Putros træder ind på Aalborg Portland Park mandag aften, ledsages han af linjedommerne Ole Kronlykke og Troels Christensen, mens Aydin Uslu er kampens 4. dommer. VAR-dommer er Jørgen Daugbjerg Nielsen.
Seneste kamp: Emmanouilidis sikrede VB et point
Det seneste opgør mellem VB og AaB ligger kun et par uger tilbage. Klubberne mødtes på Vejle Stadion søndag den 6. april, hvor VB kom fra en premieresejr i Lyngby, mens AaB skulle forsøge at rejse sig efter 0-4-afklapsningen mod Viborg i egen hule.
Der var muligheder i begge ender. Hos VB nødt Hamza Barry godt af Gammelgaards forarbejde og løb lige ind i en god tværpasning, men Vincent Müller snuppede bolden, inden det blev rigtig farligt. Og nordjyderne blev også farlige da Kasper Jørgensen kom til en afslutning, men han sparkede over mål.
Kampens to scoringer faldt i de sidste minutter af første halvleg. Først var det AaB, der kom foran, da Kasper Jørgensen med en god bold fandt Mathias Jørgensen ved bagerste stolpe. AaB-skarpretteren sendte sin flade afslutning i nettet. 1-0 til AaB.
I halvlegens overtid kunne VB udligne, da Dimitris Emmanouilidis tog et par træk i feltet og sparkede så hårdt, at Müller ikke kunne forhindre bolden i at passere målstregen.
Efter pausen overlod nordjyderne alt initiativet til VB, men de rødblusede formåede aldrig at få noget ud af den meget tid med bolden. I stedet for løb AaB en række omstillinger, hvor de med lidt mere skarphed havde taget sejren. Mathias Jørgensen og Melker Widell havde nogle meget store chancer, men de var uskarpe og dermed delte klubberne med et point hver. Læs hele referatet her.
3F Superliga
Mandag den 28. april kl. 19.00
AaB – Vejle Boldklub
Aalborg Portland Park, Aalborg
TV 2 Sport X/TV 2 Play
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.