Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 28. februar 2025
Da Peder Hansen i pre-season af familiære årsager måtte sige farvel til målmandstrænerposten, stod VB i et akut problem, som imidlertid hurtigt blev løst, da rutinerede Kaj Stefansen blev tilknyttet og skyndsomst fløjet til Belek i Tyrkiet for at medvirke ved truppens træningslejr.
- Jeg kunne jo godt fornemme, det var en klub i en brydningstid, jeg landede hos, fortæller Kaj.
- Ikke alt kørte måske snorlige, og snart var der da også skift af såvel sportschef som en del af trænerteamet, ligesom klubben kom på nye hænder. Stor omvæltning, men efter mange år i fodboldverdenen har jeg jo set lidt af hvert, og det var i alt fald søde og rare mennesker, der tog imod mig i klubben.
Målmandstræneren havde ikke på forhånd haft nogen berøringsflade med Vejle Boldklub, men kendte dog på forhånd akademichef Steen Thychosen, som han arbejdede sammen med i FC Fredericia. Som et kuriosum kan nævnes, at han, da Flemming Serritslev kortvarigt var sportschef i VB i 2006, var til jobsamtale hjemme hos Serritslev i privaten – uden det dog kastede et job af sig.
Karrieren
Kaj Stefansen debuterede som aktiv i målet for Ikast FS i 1989. Og det faktisk i en kamp på Vejle Gl. Stadion, hvor uldjyderne blev sendt hjem med et 4-1-nederlag på mål af Preben Elkjær, Brian Rasmussen, Keld Bordinggaard og Steen Thychosen.
Fra tiden hos det blågule Ikast-hold var et højdepunkt for den unge målmand UEFA Cup kampene i 1991 mod franske Auxerre med seks-syv landsholdsspillere, husker Kaj.
Siden gik turen til klubber som Silkeborg IF, Herning Fremad og FC Midtjylland, mens det også blev til udlandseventyr i Norge hos Viking og i USA hos Buffalo Blizzard. På heden kom Stefansen lidt i overskud, da FCM efter fusionen mellem Ikast og Herning stod med 50 spillere. Derefter tog Kaj efter at have været gardering for Peter Skov-Jensen som 34-årig til Esbjerg fB og begyndte her - sideløbende med at være andenmålmand for vestjyderne - at virke som målmandstræner. Han sluttede som aktiv i 2005.
Kaj Stefansen tog i 2015 den højeste målmandstræneruddannelse, UEFA’s GK Pro License.
Ud over trænerjobs i EfB, FC Fredericia og Sønderjyske popper noget så eksotisk op som målmandstrænerjobbet for det kinesiske kvindelandshold i 2016 …
- Jeg blev kontaktet af en agent, som spurgte om jeg ville deltage i en storsatsning for det kinesiske fodboldforbund, der ville have kvinderne med til VM og OL. Det sagde jeg ja til, fortæller Stefansen, som på det tidspunkt ikke havde nogen erfaring med kvindefodbold.
- Det krævede lige en tilvænning, men know-how og træning er i bund og grund det samme, så det blev til nogle spændende, månedslange træningslejre op til VM i Frankrig og OL i Tokyo. Forskellen er bl.a., at bolden er den samme, men kvindehænder mindre, og målene er de samme, men kvinder typisk lavere, så det giver selvfølgelig nogle udfordringer på spindesiden.
Kina var tidligere en af de førende kvindenationer, men mange europæiske lande er kommet godt med, og kineserne er dalet til en 17. plads på FIFA’s rangliste.
- De mangler gode trænere og fx viden om børnetræning, pointere Kaj. - Det foregår typisk med slag på lidt diktatorisk asiatisk facon, og det går jo ikke.
Efter det kinesiske eventyr tog Kaj til Jersey, en af kanaløerne ud for Normandiets kyst, og arbejdede for det lokale fodboldforbund og det stedlige ”landshold”, The Jersey Bulls, ligesom han arbejdede med etablering af akademier osv. Men da tilbuddet fra VB kom, ville han gerne tilbage til Superligaen.
Kaj blev endvidere sidste år målmandstræner for DBU’s U18-landshold og er det stadig.
Tre keepere i truppen
Træneren har tre keepere under sig i VB – et godt tal ifølge de fleste målmandstrænere, selv om fire også sagtens kan fungere, mener Kaj, som havde fire keepere at arbejde med i Kina.
- Jeg kunne straks se, at Igor Vekić er en god målmand, men ved jo også, der gik mange mål ind hos ham i efteråret. Og så bliver man let for tilbageholdende, tør ikke gå ud i feltet og tage chancer og tøver for meget. Men i forårets to første kampe har han jo været fremragende. Vi har trænet nogle positioneringer og arbejdet med, at han skal være offensiv i sine handlinger. Det gælder jo hele holdet, at vi skal have noget struktur på vores forsvarsspil, og det er jo det, Kielstrup og Mølby er i gang med. Og det hjælper også målmanden. Glædeligt var det jo at se, at vi efter 1-0 mod Brøndby pludselig er bagud 1-2 og i stedet for så at gå ned og tabe 1-4, kommer vi bare tilbage og får udlignet. Det siger noget om, hvor vi som hold er på vej hen, opsummerer Stefansen.
- Tobias Haahr er teknisk dygtig og har en fin alder. Ham ville jeg ikke være bekymret for at skulle sætte ind om nødvendigt. Gustav Knudsen spiller kampe for U19 og kan udvikle sig der, samtidig med at han træner med os. Jeg glæder mig til at følge ham i akademiets kampe.
Krav til sikre fødder
Stefansen betoner, at den relativt nye målsparksregel jo betyder, at næsten alle hold nu vælger at spille bolden op, hvilket stiller nye krav til målmændene.
- Man kan nu gøre status efter en kamp og tælle op, at keeperen måske har haft en enkelt redning, har været i feltet tre gange, men har haft 40 berøringer med fødderne, så det stiller krav om god teknik hos målmændene.
Kaj fastslår dog, at bolden ikke skal spilles ud for enhver pris. Hvis banen er dårlig eller presset for hårdt, er det ikke forbudt at sparke langt.
- Der kan også være det på et hold, at forsvarerne ikke viser med deres kropssprog, at de gerne vil have bolden, men gemmer sig lidt og kommer ikke ud af skyggen, og hvad skal målmanden så gøre? Det er noget, vi træner meget, pointerer Kaj.
Keepertræneren fortæller, at han fra torsdag inden kampdagen lægger nogle træningsøvelser ind, som har fokus på den kommende modstander. Måske er de aktuelle modstandere gode på cutback, måske spiller de meget i dybden. Og så trænes det. Viborg slår fx en del bolde til bageste rum og kan sigte efter bl.a. Ementa, og så kigger man på det. Det kan også været, at Vekić har nogle udfordringer på et bestemt område, og så er fokus her. Træningen er aldrig statisk.
Efter kampene kigges video, og man diskuterer, hvad der var godt, og hvad ikke, og Vekić peger ofte selv på ting, som var gået godt eller noget, der kunne være grebet anderledes an.
Højde og alder
Kaj Stefansen har ikke selv været nogen høj målmand, ca. 1.82 m, men peger på, at idealhøjden for en keeper er omkring 1.92 m. Er man under 1.88. kræver det nogle virkelig gode skills, påpeger træneren.
- Men fx er David Raya fra Arsenal kun 1.83, og han er jo en glimrende keeper, så jeg vil hellere kigge på skills end på højde, understreger Kaj Stefansen.
- Nogle mener jo også, at midtstoppere skal være store, men Puyol var 1.78 …!
Stefansen mener, at 28 er en god alder for en målmand. Så er han ofte rutineret og rolig og har spillet en masse kampe. Og kan spille måske otte år endnu. (Eller 13 jvf. Thomas Mikkelsen…!)
Kaj vil ikke pege på et bestemt målmandsforbillede, men beskriver den gode keeper som en, der er sikker, stabil, modig og har gode hænder og fødder. Og han skal være mentalt stærk og skal kunne ryste fejl af sig.
Kaj Stefansen bor nu i Vejle har to voksne døtre, som selv trillede bold, da de var yngre.
- Og de var med på stadion i søndags for første gang i seks år – sidst var det, da jeg var i Sønderjyske, smiler Kaj, inden han slutter sig til Kielstrup, Mølby og analytiker Kvejborg for en omgang videokig med grønt-hvidt islæt…
Navn |
Kaj Stefansen |
Nationalitet |
Dansk |
Født |
25-04-68 |
Familie |
To døtre |
Position |
Målmandstræner |
Klubber som aktiv |
Ikast fS, Silkeborg IF, Viking (Norge), Herning Fremad, AGF, FC Midtjylland, Buffalo Blizzard (USA) Esbjerg fB |
Klubber som målmandstræner |
Esbjerg fB, FC Fredericia, Sønderjyske, Det kinesiske kvindelandshold, U18 landshold, DBU, VB |
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.