Jubilaren Gundelund: Vi skaber uhørt mange chancer

Foto: Carl Forssling

Thomas Gundelund fejrede sit 150-kampsjubilæum med en sejr på 5-4 over Hillerød.

Af Lars Christensen | 9. august 2026

Der var masser af mål og chancer i begge ender af banen, da Vejle Boldklub vandt 5-4 over Hillerød i en historisk underholdende Betinia Liga-kamp søndag eftermiddag.

- Vi giver en række rigtig dumme mål væk efter personlige fejl, men laver også flere rigtig flotte mål. Desværre giver vi også flere chancer væk, og det kan man sagtens kritisere holdet for. Det bliver alt for åben en kamp, indleder Thomas Gundelund.

- Men vi vælger at fokusere rigtig meget på, hvad vi skaber. Jeg har været mange år i Vejle, men jeg har aldrig oplevet os skabe så mange chancer. Vi havde masser af afslutninger og indlæg og havde chancer til mere end de fem mål, vi scorede, siger Thomas Gundelund.

Vejlenserne var bagud 0-1, 1-2, 2-3 og kom i de døende minutter tilbage efter en Hillerød-udligning til 4-4.

- Vi viser en supergod mentalitet igennem hele kampen. Selvom Hillerød er foran, så arbejder vi bare ufortrødent videre, og det fortæller rigtig meget om det her hold. Selvom vi lukker fire mål ind, så har vi en vis kontrol over kampen, og med skarphed i begge felter så var den her kamp aldrig blevet afgjort i fjerde eller femte minut af tillægstiden, siger Thomas Gundelund.

Det var et Christian Sørensen-hjørnespark, der kastede sejrsmålet af sig.

- Som hold er vi blevet rigtig skarpe på dødbolde. Det ender i et klumpspil til sidst, hvor vi er rigtig mange oppe i deres felt. Det handler om at komme over andenboldene og så få ramt dem. Målmanden kan ikke se ret meget, fordi der er så mange foran ham, og så ender en ikke specielt hård afslutning fra Vestergård med at gå ind. Det er så fortjent, at det er Mike, der scorer. Han er mest defensiv og arbejder altid for holdet, så dejligt, at han kom over bolden og blev matchvinder, siger Thomas Gundelund.

VB-anføreren modtog blomster og hyldest inden opgøret, da han mod Hillerød rundede 150 kampe for VB.

- Jeg havde læst op på, at jeg ville spille min kamp nr. 150 i dag, men det var først inden kampen at jeg fik kendskab til markeringen, som betyder meget for mig.

- Det er dejligt at runde 150 kampe i denne fantastiske klub. Det havde jeg ikke regnet med, da jeg kom for ti år siden, eller som det har udviklet sig undervejs. Men jeg er stolt over denne milepæl i Nørreskoven. Fansene er med til at gøre det unikt at spille herude, og jeg modtager både deres kærlighedserklæringer og deres kritik med oprejst pande og tager det hele ind. Jeg synes, vi som hold er på vej i en god retning og ser frem til at kæmpe videre i den røde trøje, siger Thomas Gundelund.

DIN KAMPDAG. NÆSTE NIVEAU.

Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV