
Foto: IF Lyseng
Af Lars Christensen | 27. oktober 2025
Lodtrækningen til ottendedelsfinalerne fandt sted, umiddelbart efter 3. divisionsklubben havde chokeret Fodbolddanmark ved at sende FC Roskilde ud af turneringen. 2. divisionsholdet var foran 2-0 i Lyseng, men det dengang fortsat pointløse 3. divisionshold vendte kampen på hovedet og sendte sjællænderne ud med 4-3 efter forlænget spilletid.
- Vi fik et 3F Superliga-hold, og det var en god lodtrækning for os. Både for os spillere og for klubben er det en god modstander at blive målt op imod, så det er en kamp, vi har glædet os til i flere uger. Tidligere har vi mødt F.C. København og tabt (0-9 i efteråret 2023, red.), men vi er lidt mere fortrøstningsfulde denne gang, indleder Jesper Broberg, der er anfører for IF Lyseng.
- På gangene bliver der talt lidt om Vejle-kampen allerede, men ligesom Vejle også har vigtige turneringskampe i de her uger, så har vi det også. I weekenden skal vi møde Sundby Boldklub i en vigtig bundkamp i 3. division, og den skal vi lige godt igennem, men så zoomer vi også ind på Vejle.
Lyseng vandt den vigtige bundkamp 2-1 lørdag eftermiddag.
Mens Vejle tidligere har vundet Landspokalturneringen seks gange, så har IF Lyseng ikke tidligere været i kvartfinalerne.
- Det handler om, at vi skal holde kampen i live så længe som overhovedet muligt. Jeg forudser et kampbillede, hvor vi ikke har bolden mest, men hvor vores struktur på holdet bliver meget vigtig. Vi skal lukke af og så søge at sætte vores kræfter lidt længere fremme i banen i scene, men en god begyndelse på kampen bliver vigtig. Vi er underdog, men vi spiller vores chance, siger Jesper Broberg.
Hvilke rammer omkring kampen kan vores spillere og fans forvente?
- Det er nogle ydmyge og meget intime rammer. Vi spiller på en kunstgræsbane, hvor der kun er tilskuerpladser bag det ene mål og på den ene langside. Det er ret intimt. Anlægget i Lyseng har også en nyopført kunstgræsbane tættere på klubhuset, men den er ikke taget i brug endnu på grund af nogle uforudsete omstændigheder. Der kommer helt sikkert en del tilskuere, og flere end vi er vant til fra 3. division. Mit forsigtige gæt er 500, og det vil skabe en fin ramme om pokalkampen.
Interviewet fortsætter under billedet.
Jesper Broberg har spillet i IF Lyseng siden 1. januar 2021.
Comeback-sejr mod FC Roskilde og reddet straffespark mod Odder
IF Lysengs vej til ottendedelsfinalerne er gået over ASA fra Danmarksserien, Odder IGF fra 3. division og FC Roskilde fra 2. division. Og avancementerne har ikke været uden problemer.
- Mod ASA var det en lige kamp tidligt i sæsonen, men vi fik scoret to gode mål og fik en god sejr. Det sparkede ligesom vores pokaleventyr i gang, og så fik vi Odder fra vores række i 2. runde. Det var en rigtig lige kamp, hvor Odder ved stillingen 1-1 med fem-syv minutter tilbage af den ordinære spilletid har straffespark. Men vores målmand redder, og så ender vi i forlænget spilletid og en ny straffesparkskonkurrence. Her snupper målmanden Odders fjerde spark, og vi scorer på alle fem spark, siger Jesper Broberg.
I 3. runde ventede FC Roskilde hjemme i Lyseng. Det favoriserede 2. divisionshold med ambitioner om en hurtig tilbagevenden til Betinia LIGA var foran 2-0 halvvejs igennem opgøret, men IF Lyseng vendte kampen på hovedet og leverede en af sæsonens største pokaloverraskelser.
- Kampen vidner meget godt om den udvikling, holdet har været igennem i sæsonen. Vi kom bagud, men vi blev bare ved med at kæmpe, og da så en Roskilde-forsvarsspiller kort efter pausen trådte i bolden og gav os en friløber, så slog vi til. Kort efter blev det så 2-2, og derfra havde vi troen på, at vi kunne lave flere mål og gå videre. Vi slog til igen i den forlængede spilletid, og det var bare en fantastisk aften omkring kunstgræsbanen i Lyseng, hvor de her 200 tilskuere lavede en rigtig fed kulisse, siger Jesper Broberg.
Vil beholde status af 3. divisionshold
IF Lyseng er i gang med sin femte sæson på stribe i 3. division, og selvom Højbjerg-klubben kom fra land med ni nederlag på stribe, så har sejrene vendt stemningen i det sydlige Århus.
- Op til den nye sæson blev der skiftet rigtig meget ud i spillertruppen, og det tager bare tid at finde hinanden som ny gruppe. Det er både på og uden for banen. Den lange periode uden point var meget klassisk for et bundhold. Der var nogle nederlag i blandt, hvor vi ikke var tæt på, men det var også stolpe-ud i andre kampe. Men vi har besejret BK Frem og Næsby, som hører til den bedre del af 3. division, og det har givet en hvis optimisme. Sæsonen er lang, og forventningen er, at vi også er divisionshold i den kommende sæson, siger Jesper Broberg.
Flere af 3. divisionsklubberne indgår kontrakter, men det er ikke tilfældet i IF Lyseng.
- I forhold til vores set-up hører vi til den nederste del af divisionslaget. Der er ikke kontraktfodbold i IF Lyseng, og vi betaler kontingent for at spille. Det er som amatørspillere, at vi stiller op mod klubber, der har bedre vilkår end vores. Vi træner tre-fire gange ugentligt, og spillerne enten arbejder eller studerer ved siden af. De dage, hvor vi ikke træner, er det vigtigt at komme i fitness eller holde sig i gang på anden vis for at stå bedst muligt rustet til træning, siger Jesper Broberg.
Rutineret fynbo på toppen, EfB-talent på midtbanen og "GG"-look-a-like
Der er ikke spillere i IF Lyseng-truppen, der har gjort sig i 3F Superliga, men flere af spillerne har som ungdomsspillere været en del af ungdomsmiljøerne i flere af klubberne i den bedste række.
Hvem er jeres profiler?
- Der er vores angriber Marc Gangia, som kan være svær at håndtere for vores modstandere i 3. division. Han kan noget med sin fysik og sin power, og det er en spiller, som fylder meget offensivt for os. Så er der også unge Phun Mang på midtbanen, som er en spiller, der er stærk på bolden, og som ligger og suger den til sig, og som også kan sætte noget op. Phun kom lidt senere tilbage fra sommerpausen, og han har været lidt inde og ude af holdet, men han er fortsat meget ung og ser spændende ud, siger Jesper Broberg.
Marc Gangia er 28 år og har været igennem Næsby Boldklubs ungdomshold, inden han via flere fynske divisionsklubber og Silkeborg KFUM er endt i IF Lyseng
Phun Mang spillede allerede som 15-årig træningskamp med EfB’s 1. divisionshold og fik efter sin 16-års fødselsdag debut for vestjyderne i 1. division, men det store gennembrud udeblev for den unge bornholmer med rødder i Myanmar, der indleder seniorkarrieren i IF Lyseng.
- På kanten har vi Nikolaj Hedegaard, der er venstrebenet. Han spillede stærkt som U19-spiller i divisionen for IF Lyseng og kom på kontrakt i Randers FC, men er nu tilbage i Lyseng, hvor han gør det godt. Hedegaard har et godt riv med bolden og scorede også mod FC Roskilde. Det er også en spiller, som fylder mere og mere for os, siger Jesper Broberg.
Det lyder lidt som en Christian Gammelgaard-type?
- Ja, det er nok en meget god sammenligning, som jeg ikke har tænkt over. Jeg har et billede af jeres Gammelgaard som fodboldspiller. Hedegaard spiller også på kanten og er en god afslutter. Fra U19-tiden i IF Lyseng i divisionen lavede han virkelig mange mål.
Nikolaj Sønderby fra VB Akademiets U19 Liga-hold skiftede til IF Lyseng i sommerpausen. Kan vi forvente et gensyn med ham?
- Sønderby har været i spil i nogle kampe, men han har også været sendt på sidelinjen, da han kom til skade med sin finger. Han er tilbage i træning igen, og det er muligt, at han kan være klar.
Interviewet fortsætter under billedet.

Nikolaj Sønderby (f. 2006) ses her i en U17 Liga-kamp mod Brøndby i efteråret 2021. Han underskrev senere en ungdomskontrakt med Vejle Boldklub, men dimitterede fra VB Akademiet denne sommer og er skiftet til IF Lyseng. Arkivfoto: Vejle Boldklub
IF Lyseng trænes af Krzysztof Popczynski, der er en 56-årig polsk træner med en fortid i en lang række jyske divisionsklubber, blandt andre Aarhus Fremad og Kjellerup.
- ”Krysz” er tidligere angriber, som har et stort fokus, når vi har bolden. Der har han mange spændende tanker og idéer, som vi har arbejdet meget med, og det offensive spil udvikler sig hele tiden. Så er der også kommet en ny trænerassistent til, som kigger meget på vores struktur defensivt og vores presspil, og der er skabt en god dynamik i trænerteamet. Det er et par rutinerede trænere, som ved, hvordan de vil have os til at spille.
Randers Freja-opvækst og skolet af Chris Sørensen
Jesper Broberg, der er født den 22. august 2000, er opvokset i Randers og spillede sin ungdomstid i Randers FC-moderklubben Randers Freja.
- Jeg er en back, der især som U17 og U19-spiller skulle arbejde hårdt for at komme ind omkring startopstillingen på ungdomsliga-holdene i Randers FC. Jeg spillede meget som yngre, men efterhånden som jeg blev ældre, og der kom kontraktspillere, så var jeg ikke prioriteret højt. I den sommerpause, hvor jeg skal til at være 2. års U19-spiller, bliver jeg fravalgt til liga-truppen og spiller så en sæson på Jyllandsserieholdet i Randers Freja, mens jeg færdiggør gymnasiet, siger Jesper Broberg.
Den tidligere Randers Freja-, Vejle-, OB- og Vendsyssel-spiller sendte den unge Broberg godt ud i seniorverdenen.
- Det var ikke et drømmescenarie som 18-årig at spille JS-fodbold, men jeg fik det bedste ud af sæsonen, og Chris Sørensen var en inspirerende træner. Han var lige kommet fra 1. division og var spillende træner, og Chris lærte holdet meget om at forsvare, og det var også godt for mig, siger Jesper Broberg.
Senere skiftede han til Danmarksserieholdet i Silkeborg KFUM (som siden er blevet til Young Boys FD), da hans U17-træner fra Randers-tiden Thomas Loft var i den ambitiøse Silkeborg-klub.
- Jeg havde halvanden sæson i Silkeborg, og det var en god tid. Vi spiller to meget afgørende play off-kampe om oprykning til divisionerne mod Holstebro, men taber. Ove Christensen (tidligere Superliga-træner i blandt andet Randers FC og Vejle, red.) var også inde omkring holdet. Ove havde skarpe holdninger til, hvordan vi skulle forsvare som hold og individuelt, og her var strukturen i kæderne også meget vigtig. Det har også været en god læring at få med i bagagen. Ove husker jeg som helt ung fra hans trænertid i Randers FC, så det var sjovt selv at blive trænet af ham senere, siger Jesper Broberg.
Nu er den 25-årige randrusianer i IF Lyseng, hvor han tidligere på sæsonen rundede 150 førsteholdskampe for de orange fra Højbjerg, hvilket er flest af alle i den nuværende trup. Ved siden af fodbolden er han ansat i Ringkjøbing Landbobanks Private Banking-afdeling på fjerde år.
Oddset Pokalen
Onsdag den 29. oktober kl. 18.00
IF Lyseng - Vejle Boldklub
AURA Park kunstgræsbane
Lysengvej 1, 8270 Lyseng
Jesper Broberg blev hyldet for 150 kampe for IF Lyseng i begyndelsen af denne sæson. Foto: IF Lyseng Facebook
Foto: IF Lyseng
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.