
Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 6. april 2026
VB havde ændret på to pladser siden OB-kampen inden den famøse landsholdspause. Duelund og Enggård gled ud på bænken og blev erstattet af Hjulsager og Camara.
Påskevinden var stadig kras og væltede lystigt trafikmarkeringer og andet løsøre på Nørremarksvej. Blæsten var sammen med et ujævnt underlag således også en faktor i en kamp, der dog også blev velsignet af sporadiske solstrejf.
Indledningsfasen var jævnbyrdig, men også ganske hektisk med mange høje bolde. Og så skete det, der helst ikke må ske mod VB’s skrækmodstander fra Randers – efter 10 minutter var VB allerede bagud. Som udløber af et hjørnespark fik værterne på intet tidspunkt clearet bolden ordentligt, og Elies Mahmoud kunne fra hjørnet af feltet hamre bolden i mål.
Hestene var komfortable i deres tidlige føring og gjorde ikke stort resten af halvlegen for at udbygge den. VB havde bolden meget, men havde svært ved at komme til åbne chancer imod et kompakt Randers-forsvar.
Hjemmeholdets første mulighed kom i det 16. minut. Camara gik solo, men sparkede i sidenettet fra en spids vinkel.
I det 25. minut måtte Vekić ned og ligge for at redde et hovedstød fra Wessel Dammers efter et hjørne fra Mike Themsen.
VB pressede på mod slutningen af halvlegen, incl. fem minutters tillægstid som følge af en længere skadesbehandling af gæsternes Wessel Dammers. Tobias Bach flugtede lige forbi, og heller ikke en tværbold fra Christian Sørensen lige ind foran RFC-målet kom der noget ud af, så 0-1 ved pausen.
Bismark Edjeodji afløste fra 2. halvlegs start Christian Gammelgaard.
Efter en time var gæsterne snublende tæt på at fordoble føringen. Nikolas Dyhr trykkede af udefra, Vekić halvklarede kun, og Mahmoud fik sparket på riposten, men Christian Sørensen fik reddet omkring stregen, og hverken linjedommeren eller VAR skønnede, at bolden havde sluppet linjen.
Kampen blev i øvrigt afviklet uden fjerdedommer, da Frederik Svendsen, som var udset til den post, måtte springe ind og afløse en linjedommer, der blev skadet ved opvarmningen.
Duelund og Enggård afløste nu Hjulsager og Vestergård.
Mahmoud strandede på Vekić efter en hurtig Randers-omstilling som følge af et Enggård-boldtab.
VB havde en gedigen spilovervægt, men tilspillede sig kun enkelte muligheder. Flø kom til hovedstød, men fik ikke kraft på sit forsøg.
Tabatadze afløste Camara, og med 10 minutter igen havde hjemmeholdet sin hidtil største mulighed i kampen, da Bismark kom til frit hovedstød efter et Enggård-hjørne. Forbi…
Der var debut til Nicolas Gammelgaard, som afløste Tobias Bach i de sidste fem minutter. Storebror var jo det tidspunkt skiftet ud, så det blev ikke i denne omgang, man fik de to ”GG-brødre” at se på banen samtidig.
Alt lignede en spinkel sejr til randrusianerne, men intet er som bekendt slut, før den fede dame har sunget. I det sidste minut af Putros’ tillægstid snoede lynhurtige Bismark sig fri i feltet ved baglinjen – også for hurtigt for Daniel Høegh, som begik straffe mod ghaneseren. Mikkel Duelund omsatte stensikkert, og Putros fløjtede af…
Det ene point var godt for moralen hos hjemmeholdet, men trods højtiden rækker det ikke til nogen genopstandelse for det trængte bundhold, som stadig kigger langt efter den første sejr i 2026. Gæsterne gjorde for lidt for at øge deres tidlige føring, men forlod sig i for høj grad på deres stærke og kompakte forsvar. So was kann ins Auge gehen…!
To advarsler til VB, til Bach og Bismark, en enkelt til Randers. Lasse Flø blev igen Man of the Match.
Næste mulighed for vejlenserne for at hente en længe ventet sejr er på Monjasa Park om en uge. Alle mand til Fredericia!
Kvalifikationsspil, 3F Superliga 2025-26, Vejle Stadion
Mandag den 6. april 2026 kl. 14.00
Vejle Boldklub – Randers FC 1-1 (0-1)
10. 0-1 Elies Mahmoud
90. 1-1 Mikkel Duelund (straffespark)
Kort:
48. Tobias Bach (gult kort)
57. Bismark Edjeodji (gult kort)
Indskiftninger:
46. Christian Gammelgaard ud Bismark Edjeodji ind
60. Mike Vestergård ud Mads Enggård ind
60. Andrew Hjulsager ud Mikkel Duelund ind
74. Abdoulaye Camara ud Giorgi Tabatadze ind
86. Tobias Bach ud Nicolas Gammelgaard ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić
Lasse Flø
Lasse Nielsen (anfører)
Valdemar Lund
Christian Sørensen
Mike Vestergård
Thomas Gundelund
Christian Gammelgaard
Andrew Hjulsager
Tobias Bach
Abdoulaye Camara
Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Mikkel Duelund
Luka Latsabidze
Giorgi Tabatadze
Nicolas Gammelgaard
Mads Enggård
Hjalte Gitz
Bismark Edjeodji
Max Jensen
Dommer: Sandi Putros
Tilskuere: 4.459
Randers FC (4-2-3-1): Paul Izzo – Sabil Hansen, Daniel Høegh, Wessel Dammers, Nikolas Dyhr – Laurits Raun Pedersen (80: André Rømer), John Björkengren – Elies Mahmoud (88: Benjamin Örn), Mike Themsen (65: Frederik Lauenborg), Mathias Greve (80: Martin Sjølstad) – Cyril Edudzi (65: Thibault Klidje)
Træner: Rasmus Bertelsen
Kort:
52. Nikolas Dyhr (gult kort)
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.