Foto: Oliver Dinesen
Af Lars Christensen | 25. august 2025
Lundrim Hetemi udgik skadet af træningskampen mod Brøndby den 5. juli, og den skade vil holde den stærke midtbanespiller ude i det meste af sæsonen 2025-26. Den til trods er Vejle Boldklub og 25-årige Hetemi nået til enighed om en forlængelse af den kontrakt, der stod til at udløbe i sommeren 2026, ved at lægge to år oveni, således aftalen mellem Vejle Boldklub og dimittenden fra VB Akademiet nu løber til 2028.
Hemmersam: Forlængelse giver ro – Hetemi er en vigtig del af Vejle Boldklub
Mikkel Hemmersam, sportsdirektør i Vejle Boldklub, udtaler.
- Lundrim har været, er stadig og bliver en vigtig del af Vejle Boldklub. Han er en pasningsstærk opspilsstation på midtbanen, som bare i min tid i klubben har været igennem en rigtig positiv udvikling sammen med holdet. Selvom en skade i øjeblikket holder ham udenfor, er vi ikke betænksomme ved at forlænge kontrakten med ham for yderligere to år, og han var, hvis han ikke havde siddet udenfor, tiltænkt en vigtig rolle på det nuværende hold.
- Forlængelsen giver Lundrim ro til at genoptræne og komme tilbage i en endnu bedre udgave. Vi har ingen deadline på et comeback, men i hverdagen oplever vi en Lundrim, som holder hovedet højt, og som er motiveret for at vende tilbage på banen med sine holdkammerater og holdet, siger Mikkel Hemmersam.
Hetemi: VB viser mig tillid med forlængelsen
Denne sommer markerer Lundrim Hetemis 10-årsjubilæum som VB’er, og han er glad for, at han med kontraktforlængelsen på to år har fået fremtiden på plads.
- Jeg er glad for kontraktforlængelsen og den tillid, der ligger i den nye aftale fra klubbens side. Jeg sidder lige nu ude med en skade, og det var en stor ærgrelse for både mig og klubben, da det skete. Ret hurtigt kiggede vi dog fremad og lagde en plan for min tilbagevenden til træningsmiljøet og fodboldbanen, og med forlængelsen har jeg fået ro til at bruge mit fokus på genoptræningen og på at komme tilbage.
- Man møder bump på vejen som professionel fodboldspiller, men jeg er opsat efter at få det bedste ud af de kommende mange måneder og komme styrket ud på den anden side. Jeg ved, at der venter mange hårde timer i træningslokalerne og senere på træningsbanen. Der venter noget rigtig godt på den anden side, når jeg er klar til at spille fodbold igen. Det giver både ro og tryghed, at jeg med forlængelsen har den tid, det tager at komme tilbage. Jeg er fortsat tæt på holdet og trænerstaben, og de støtter mig, og jeg støtter dem, så det er meget motiverende at møde ind hver dag, slutter Lundrim Hetemi.
Lundrim Hetemi rundede mod Silkeborg i maj sin kamp nummer 100 for Vejle Boldklub og står noteret for i alt 103 kampe for klubben.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.