Heller ikke SIF’s 3F Superligahold kunne stoppe VB’s sejrsstime

Foto: Johnny Kristensen

Havde skeptikere troet, VB måske ville møde muren, når modstanderen pludselig hed et 3F Superligahold, tog man grumme fejl. For sent torsdag aften udraderede Claus Nørgaards udvalgte gæsterne fra Silkeborg IF og sendte silkeborgenserne ud af Betano Pokalen og hjem til Søhøjlandet med et 3-0 nederlag. Bismark, Camara og Marcussen var skarpretterne bag den mere end fortjente pokaltriumf.

Af Ole Kristensen | 27. august 2026

Som ventet havde de to trænere valgt at blande kortene lidt med henblik på, at begge spiller igen allerede søndag. De to hold havde hver foretaget fem udskiftninger – hos VB blev Faghir hvilet helt, mens Nicolai Larsen, Gundelund, Velkov og Bach var rykket ud på bænken. I deres sted spillede Kasper Kristensen, Max Jensen, Lasse Nielsen, Camara og Bismark.
SIF var helt uden den ombejlede topscorer Callum McCowatt.

3F Superligaholdet kom godt ud, og en SIF-omstilling allerede efter et par minutter havde nær givet bonus, men de på dagen sortklædte Superligaspillere måtte nøjes med et hjørne. Kort efter kom Oliver Ross til frit skud fra kort afstand, men Kasper Kristensen dykkede snarrådigt ned og sikrede sig bolden.

I stedet var det Betinia Ligaens førerhold, der kunne bringe sig hurtigt foran. Et hurtigt taget Lasse Nielsen-frispark gav Bismark en friløber, og angriberen chippede usvigeligt sikkert bolden hen over den fremstormende Aske Andresen. Var ghaneseren tidligere kendt for sin ineffektivitet foran mål, er han nu for alvor ved at finde sit indre målinstinkt frem.
Målet gav hjemmeholdet sikkerhed, og de rødblusede dominerede. Mike Vestergårds fine hug efter godt 25 minutter var ikke så langt fra trekantsammenføjningen. Fire minutter senere tryllede Gustav Marcussen i venstre og satte flere silkeborgensere, men hans aflevering snært ind foran SIF-målet fandt ingen forløsende VB-fod. Atter fire minutter senere spillede Bismark Duelund i himlen, men Aske Andresen fik labben på ”Duens” afslutning, så der kom kun hjørne ud af anstrengelserne.

Hjemmeholdets dominans fortsatte resten af halvlegen. Mikkel Duelund havde masser af plads at boltre sig på og satte spillet for de rødblusede, som efter 45 minutter kunne gå til pause med en for lille 1-0 føring.

Efter at have varmet koncentreret op gennem en stor del af 1. halvleg erstattede Stefan Velkov fra 2. halvlegs start Lasse Nielsen.
Younes Bakiz kunne - og burde - få minutter efter sidebyttet have bragt balance i regnskabet. Mens alle ventede en offside-markering, der aldrig kom, styrtede Bakiz ned mod VB-målet og fik da også passeret Kasper Kristensen, men Max Jensen nåede heroisk tilbage og fik reddet på stregen.

Den næste friløber stod der VB på. Valdemar Lund – aftenens MOM – sendte Mike Vestergård af sted med en genial stikning, men midtbanemanden blev tacklet i skudøjeblikket.
Claus Nørgaard tripleudskiftede efter en time. Ind kom Tobias Bach og Nicolas Gammelgaard, ligesom der var comeback til Tobias Lauritsen efter skadespause. Ud gik Christian Sørensen, Duelund og Hetemi. Bach gik ned på, ja, back, mens Gammelgaard gik ud på kanten, og Marcussen tog Duelunds plads.

Med en snes minutter igen var det debutanttid, da Bismark havde spillet færdig. En af herværende skribents tidligste litterære minder var, når man fik læst højt af Astrid Lindgrens Karlsson på taget. Karlsson var Lillebrors ”hemmelige ven,” en lille trind mand med propel på ryggen og hus på tagryggen i et af de stockholmske huse. Nu har VB i Johan fra Malmö FF fået sin helt egen ”Karlsson på taget”, og så vil det vise sig, om han er lige så flyvende som Lindgrens figur… Han gjorde i alt fald et fint indhop her til aften, hvor han kom ind på venstre back, hvilket skubbede Tobias Bach op i front. 

Hjemmeholdet afgjorde i realiteten kampen med et kvarter igen. Gammelgaard stjal bolden og satte en omstilling i gang. Marcussen førte bolden frem og fandt i det helt rigtige øjeblik Camara i højre, og fra den vinkel svigter guineaneren ikke, men sænkede sikkert bolden i det lange hjørne.
3.066 tilskuere – minus udebaneafsnittet – glædede sig over vejlensisk storspil og vidste, at skulle der falde flere scoringer, ville det næppe blive til lidt opgivende silkeborgensere. Gammelgaard fyrede et kvalificeret tordendrøn tæt forbi opstanderen, og i det næstsidste minut kronede Gustav Marcussen en sublim indsats med en monsterflot scoring i øverste højre målhjørne. 

Mads-Kristoffer Kristoffersen syntes, han ville udfri holdet fra Søhøjlandet for yderligere fornedrelse og fløjtede af efter blot et minuts tillægstid.
”Donnerwetter!” udbrød Jesper Maigaard op imod den sorte augusthimmel – und recht hatte er, der Stadionsprecher. For Donnerwetter for en formfuldendt indsats af et VB-hold, der trods udskiftninger holdt et højt niveau kampen igennem og oveni de sædvanlige mange mål også kunne tilføje et clean sheet.

Der er al mulig grund for VB-fans til at tage turen til udekampen mod Aarhus Fremad i weekenden for at følge Jyllands Rubin i forsøget på en cementering af førstepladsen.. Kom frisk på Riisvangen søndag kl. 14.00.

2. runde, Betano Pokalen 2026-27, Vejle Stadion
Torsdag den 27. august 2026 kl. 19.30
Vejle Boldklub – Silkeborg IF 3-0 (1-0)
9. 1-0 Bismark Edjeodji
74. 2-0 Abdoulaye Camara
89. 3-0 Gustav Marcussen

Indskiftninger:
46. Lasse Nielsen ud Stefan Velkov ind
60. Christian Sørensen ud Tobias Bach ind
60. Lundrim Hetemi ud Tobias Lauritsen ind
60. Mikkel Duelund ud Nicolas Gammelgaard ind
71. Bismark Edjeodji ud Johan Karlsson ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Kasper Kristensen

Max Jensen
Lasse Nielsen (anfører)
Valdemar Lund
Christian Sørensen

Lundrim Hetemi
Mike Vestergård

Abdoulaye Camara
Mikkel Duelund
Gustav Marcussen

Bismark Edjeodji

Bænken:
Nicolai Larsen (m)
Thomas Gundelund
Tobias Lauritsen
Stefan Velkov
Tobias Bach
Johan Karlsson
Marcus Brolund
Ransford Amoo
Nicolas Gammelgaard

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Tilskuere: 3.066

Silkeborg (3-4-3): Aske Andresen – Robin Østrøm, Maël de Gevigney (46: Alexander Priesborg), Pedro Ganchas (46: Andreas Poulsen) – Villads Westh, Mads Larsen (79: Malthe Emil Hansen), William Kirk, Jens Martin Gammelby – Sofus Berger Brix (59: Lucas Riisgaard), Oliver Ross (68: Kristian Bloch), Younes Bakiz
Træner: Morten Dahm Kjærgaard

Kort:
18. Maël de Gevigney (gult kort)

Johnny Kristensen fotogalleri:

DIN KAMPDAG. NÆSTE NIVEAU.

Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV