Gitz var skuffet: Vi prøver at samle os

Foto: Johnny Kristensen

Hjalte Gitz var tilbage i startopstillingen med 90 minutter i nederlaget mod Hvidovre IF i topkampen på Vejle Stadion.

Af Lars Christensen | 9. oktober 2026

Gitz har ikke været at finde i startopstillingen siden OB-kampen tilbage i maj, men efter en række træningskampe i landsholdspausen var den unge forsvarsspiller tilbage blandt de elleve udvalgte til topopgøret mod HIF.

- Jeg spillede 90 minutter mod både AC Horsens og OB i landsholdspausen, og det var fedt at være med fra start igen. Det var hårdt, og jeg er også træt nu, men dejligt at være med igen, indleder Hjalte Gitz.

Han og holdkammeraterne kom skidt ud til opgøret på Vejle Stadion, hvor gæsterne var bedst i indledningen.

- De chokerer os i begyndelsen og trykker os, men vi afværger et par muligheder til dem. Den første allerede i det første minut, og de er også bedst i indledningen. Vi arbejder os ind i kampen og har ikke tabt noget, og så kommer vi også foran 1-0, siger Hjalte Gitz.

- Det er vel lidt en halv omstilling, hvor Bach fører bolden frem, og så er det en HIF-fod, der ender med at spille Duelund fri, og i den position er han skarp. Han sparker den godt ind, og jeg synes egentlig, at målet kommer i en god periode for os. Vi prøver at trykke videre, men 1-0 var okay efter første halvleg, siger Hjalte Gitz.

Den stilling holdt kun få minutter af anden halvleg. Først headede Oliver Kjærgaard udligningen i nettet, inden Louka Prip viste prøver på sin sparketeknik og drejede et langskud i nettet.

- Vi er ikke klar fra begyndelsen på anden halvleg. Vi lader os trykke for langt tilbage på banen, og så scorer de først på et hovedstød og siden på et langskud. De er for godt et mandskab til, at man skal lade dem spille højt i banen, siger Hjalte Gitz.

Værterne kom frem til sporadiske muligheder efter pausen, hvor Camara og From kom til de bedste muligheder, men der var ikke noget at hente for VB.

- Som anden halvleg skrider frem, prøver vi at samle os, og jeg synes, at vi har en god balance i holdet i vores jagt. Det er for lidt, vi skaber i deres felt. Det er samlet set en dårlig præstation, hvor vi mangler kvalitet i begge felter, og hvor de er skarpere end os. Det er et tilbageslag for os, og vi er skuffede, afslutter Hjalte Gitz.

DIN KAMPDAG. NÆSTE NIVEAU.

Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV