
Foto: Johnny Kristensen
Af Lars Christensen | 26. oktober 2025
”GG” åbnede til 1-0 i det 8. minut, men selvom det var en ønskestart for de rødblusede så havde SIF allerede truet flere gange i åbningsminutterne.
- Vores svære begyndelse har ikke noget med formationsskifte og positioner at gøre. Det var bare rigtig godt spillet af SIF, der spillede et par gode bolde og den sidste perfekt dybt, inden McCowatt kommer igennem. Vekić redder med en god parade og han er stærk i den begyndelse, hvor vi giver for meget væk, indleder Christian Gammelgaard.
Han kunne i stedet gøre det til 1-0, da han i en omstilling blev spillet fri.
- Det er Tabatadze der vinder en bold, mens SIF er på vej frem. Han har en god situation, hvor han har muligheder på begge sider og så spiller han den helt rigtige bold på det rigtige tidspunkt. Jeg prøver at finte Nicolai Larsen, men han hopper ikke på den, men alligevel er mit spark godt nok at gå ind, siger Christian Gammelgaard.
- I perioden derefter har vi også lidt, hvor vi måske kan lave et vigtigt mål til 2-0, men vi sløser lidt i et par situationer, og så løber de nogle hurtige kontraer på os i stedet for. Adamsen er livsfarlig, hvis han får rum, og det fik han desværre én gang for meget. På dødbolden afviser vi først, men den kommer retur og så straffer de os, siger Christian Gammelgaard.
Vejlenserne skabte både muligheder og chancer før pausen, hvor Silkeborg lavede begge deres mål. Efter pausen faldt chanceproduktionen i begge ender.
- Silkeborg passer lidt mere på sig selv efter pausen, hvor de har et resultat. Vi får ikke helt den samme struktur på vores spil leder lidt efter flowet, men har alligevel en del situationer omkring deres felt. Jeg har selv en situation, hvor bolden kommer lige til mig, men jeg kommer skidt til bolden og sparker uden kraft, og det blev desværre lidt symptomatisk, siger ”GG”.
Han stod med bolden klar på straffesparkspletten i de døende minutter af den ordinære spilletid, men måtte se et straffespark blive lavet om til et hjørnespark efter dommer Mikkel Redder var blevet kaldt til VAR-check efter en situation mellem Østrøm og Chiakha i SIF-feltet.
- Det var ikke den største overraskelse, at straffesparket blev kaldt tilbage. Jeg så ikke den største kontakt i situationen, men der var også en hands lige op til situationen, som måske kunne have givet noget. Vi fortsætter med at trykke på i de syv-otte minutter derefter. Vi mangler lige det sidste skarphed og held mod SIF, men de var skarpere og mere effektive end vi var, afslutter VB’s Man of the Match.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.