Arkivfoto: Johnny Kristensen
Af Lars Christensen | 26. maj 2024
Det er to år siden, at herrelicensklubberne i Danmark senest er blevet bedømt, men nu er inddelingerne af licensklubberne for den kommende to-årige periode på plads. På VB Akademiet har man med spænding set frem i mod bedømmelsen, og det er en både tilfreds og stolt akademichef, Steen Thychosen, der har informeret trænere, ledere og spillere på VB Akademiet, og som nu kan dele glæden med offentligheden.
- Alle på VB Akademiet er meget stolte over den bedømmelse, vi har fået. Den viser, at vi fortsat talentudvikler blandt de bedste klubber i Danmark, og det er en blåstempling af det arbejde, der bliver gjort i dagligdagen. Det er ikke kun i VB Parken, hvor de mange fuldtidsansatte trænere og ledere har deres daglige udgangspunkt, men det er også et skulderklap til vores 30 samarbejdsklubber under Future Vejle. Det er her, at de første græs bliver sået i vores talentudvikling, og uden samarbejdet med dem, kunne vi ikke drive et akademi. De er vores fundament, siger Steen Thychosen.
- Det er fantastisk at vores arbejde også anerkendes uden for Lysholt og VB Parken. Det kræver meget af hele organisationen at sikre vores niveau. Det er vores klubstrategi, at vi vil ungdomsfodbolden fremadrettet, og der er fra øverste ledelsesniveau sikret de nødvendige ressourcer. Vi forbedrer hele tiden vores faciliteter, og der tilføjes specialister på flere områder, og det kan også ses på vores licensrangering, at vi er gået frem på flere parametre, siger Steen Thychosen.
I rangeringen vurderes klubberne på en lang række parametre som strategi, organisation, produktivitet, organisation & HR og talentidentifikation. Den samlede score rækker til 3,5 stjerne, og pointene rækker altså til en niendeplads.
- Vi er stærke på strategi og organisation, men vi arbejder også meget på vores produktivitet. Der er en stigning i de unge spillere, som kommer igennem til vores førstehold, og i denne sæson er det bemærkelsesværdigt, at en tidligere akademispiller i Oliver Provstgaard har flest spilminutter af alle i A-truppen. Produktivitetstallet øges også, når vores tidligere akademispillere præsterer i andre klubber, og her har vi også en række spillere i andre danske klubber og i vores nordiske nabolande, siger Steen Thychosen.
- Der bliver investeret markant i dansk ungdomsfodbold i de her år. Klubberne vil selv lave en procentdel af spillerne til A-truppen, og det kræver fortsatte investeringer. Den her bedømmelse viser, at vi er med blandt de førende i Danmark, og det er et vigtigt signal til alle omkring VB Akademiet. Vi har fortsat forbedringspunkter, og vi vil hele tiden forbedre gøre det bedre og tilpasse os de krav, vi møder, men vores udgangspunkt er godt, og bedømmelsen skaber både glæde og stolthed på VB Akademiet, siger Steen Thychosen.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.