Første testmodstander er iranske Tractor S.C.

Foto: Mehrdad Nikmard

Den første testkamp under Vejle Boldklubs knap tre uger lange træningslejr i Belek spilles mod Tractor S.C. søndag. Klubben fra det nordvestlige Iran overvintrer på en fjerdeplads i Persian Gulf Pro League.

Af Lars Christensen | 20. januar 2024

To uger inde i vinteropstartens pre-season spiller Vejle Boldklub den første træningskamp, når det i Belek i Tyrkiet gælder den første test mod et klubhold fra Iran nogensinde.

Tractor har hovedsæde i millionbyen Tabriz, der ligger i det nordvestlige Iran og er landets sjette største by.

Tractor Sports Club blev stiftet i 1970, og som navnet antyder, er det Tractor Manufacturing Company, der har lagt navn til klubben. Virksomheden, der handler med traktorer, trucks og lastbiler o.lign., ejede klubben indtil 2011, men siden har Tractor SC været på andre hænder – og har altså beholdt sit oprindelige navn.

Klubben hører til blandt de etablerede mandskaber i iransk klubfodbold, og Tractor S.C. har ikke været uden for landets bedste række siden sæsonen 2008-09. Tre gange i begyndelsen af tierne opnåede Tractor S.C. sølvmedaljer, men klubben har aldrig vundet det iranske mesterskab. Det er derimod blevet til pokaltitler i 2014 og 2020.

I seneste sæson sluttede klubben på en fjerdeplads i Persian Gulf Pro League, og det er også placeringen for nordvestiranerne halvvejs igennem denne sæson. De rødblusede fra Tractor S.C. er kun fire points efter førende Esteghlal. Vinterpausen for de iranske klubber er kun lige påbegyndt. Tractor S.C. spillede sin seneste kamp i den hjemlige turnering så sent som den 30. december, hvor det blev til en 3-0-sejr over Sanat Naft Abadan.

Truppen er overvejende med hjemlige spillere. Der er en iraker, portugiser og en brasilianer, mens de øvrige spillere er fra Iran. Den første testmodstander trænes af spanieren Paco Jémez. Den 53-årige Jémez har haft ansvaret for iranerne siden december 2022, mens trænerkarrieren ellers har budt på ophold i klubber som Las Palmas, Granada og Rayo Vallecano.

Profilerne på Tractor S.C.-holdet, hvor gennemsnitsalderen er 26,3 år, er den 30-årige portugisiske midtbanespiller Ricardo Alves og den 25-årige angriber Mehdi Abdi Qara. Topscorer Qara har nettet fem gange i sæsonen, og han er på leje hos Tractor S.C. fra rivalerne Persepolis frem til sommer.

Ligesom VB må undvære Ezatolahi, der er optaget af landsholdstjeneste ved de asiatiske fodboldmesterskaber med Iran, mangler Tractor sin anfører. Det er den 34-årige Shoja Khalilzadeh. Han er forsvarsspiller på det iranske landshold og var med i startopstillingen, da Iran tog hul på Asian Cup med en sejr på 4-1 over Palæstina.

Det er paradoksalt, at Vejle Boldklub må undvære Saeid Ezatolahi, når klubben spiller sin første kamp mod et iransk mandskab nogensinde. Den iranske landsholdsspiller er blandt de mest fremtrædende udenlandske spillere i VB’s historie, men han er for tiden altså med det iranske landshold til Asian Cup - en pendant til EM.

Som 16-årig fik Saeid Ezatolahi sine første seniorkampe i den bedste iranske liga for barndomsklubben Malavan. Det blev ikke til tællende førsteholdskampe mod Tractor S.C., men til flere kampe mod de bedste iranske klubber, inden den nu 27-årige Ezatolahi allerede som 17-årig drog på udenlandseventyr i Atletico Madrid og i 2020, efter flere mellemstationer, lavede en aftale med Vejle Boldklub.

Fraregnet Saeid Ezatolahi er Vejle Boldklubs forbindelser til iransk fodbold små. I efteråret 2021 skiftede Kevin Yamga til storklubben Esteghlal, hvor franskmanden siden har haft stor succes. I sommeren 2016 var det dansk-iraneren Daniel Norouzi, der skiftede til Sepahan FC, hvor han havde et kort ophold, og i foråret 2016 havde VB besøg af den dengang 30-årige Milad Zeneyedpour, der viste sig frem under træningen, men nogen aftale til den tidligere iranske landsholdsspiller blev det ikke til.

Træningskamp
Søndag den 21. januar kl. 14:00 (GMT+1)
Vejle Boldklub – Tractor S.C.
Fanatic Spor Center, Belek

VB PREMIUM-medlemmer kan livestreame alle træningskampe fra Tyrkiet i VB-appen - et VB PREMIJM-medlemskab koster 29 kroner i måneden uden binding.

Læs også: Sådan dækker vi træningskampene i Belek

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV