
Foto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 16. marts 2026
For 13 måneder siden fik Lasse Flø sin debut i 3F Superliga på JYSK park i Silkeborg, og mandag aften blev det på samme bane, at den stærke back fik noteret sin første assist i landets bedste række. Der var kun spillet syv minutter, da han fra sin position i højre side afviste to Silkeborg-spillere og fandt Bach.
- Jeg har to Silkeborg-spillere foran mig og ser et lille hul mellem dem, så jeg slipper igennem. Det er måske lidt heldigt, at jeg får bolden med, men det gjorde jeg, og så var det bare at slå den ind mellem målmanden og forsvaret. Vi har arbejdet meget på vores positioneringer i feltet, og der skal være en spiller i det rum, og det var så Bach, der sendte bolden det sidste stykke over stregen, indleder Lasse Flø.
Den unge back var også involveret i opspillet, der gav hjørnesparket som førte til udligningen mod AGF i grundspillets sidste kamp, men oplægget til Tobias Bachs føringsmål var det første i hans førsteholdskamp nummer 38.
- Jeg lavede en assist i træningskampen mod B.93 sidste år, hvor jeg lagde et fladt indlæg ind til Emmanouilidis, hvor vi vandt 1-0. Ellers har der været nogle oplæg i interne kampe, men dette er den første assist i en rigtig kamp. Det offensive spil er et fokuspunkt for mig, og målinvolveringerne har manglet, så det var fedt at kunne bidrage offensivt til et mål, siger Lasse Flø.
Tobias Bachs åbningsmål var opgørets eneste i knap 75 minutter, før det så var Tonni Adamsen, der fandt en sprække i VB-defensiven og sendte læderet fladt i nettet.
- Som kampen skrider frem, så tærer det på kræfterne at blive ved med at løbe efter bolden. Silkeborg var som forventet mest på kuglen, og der står vi godt imod længe. I de første 60-65 minutter skaber de vel én chance og har nogle afslutninger uden rigtig appel, men i de sidste 25 minutter skaber de nok til at afgøre kampen.
- Udligningen gør ondt, fordi vi var kommet så langt hen, men det var ikke unaturligt, at de til sidst ville sparke en chance i nettet. Vi lurer lidt på omstillinger efter pausen, og vi kan også øge til 2-0, men der mangler vi lige den sidste skarphed. Jeg har også et par situationer på siden, hvor jeg kan få mere ud af det, men vi er ikke skarpe nok som hold til at fremtvinge den anden scoring.
Det ene point rykker ikke for alvor i tabellen for nogen af klubberne, og med det in mente så jagtede begge også sejren til sidst.
- Vi skulle bruge en sejr, hvis vi for alvor skulle hale ind på de foranliggende hold. Det skulle Silkeborg også, så begge hold prøvede at fremtvinge et mål til sidst. Silkeborg har mest, og de har også et par halvstore muligheder, hvor Vekić har en stor redning og redder os. Vi forsøger lidt, men vi får for lidt ud at et par halve omstillinger og dødboldene som kampen er ved at rinde ud, siger Lasse Flø.
- Nu er vi i gang, og vi henter et point på 10. pladsen efter en udekamp på kunstgræs i Silkeborg. Det kan godt bruges, men vi skal følge op med flere point. Vores præstation er i lange perioder god, og den skal vi tage med videre til på fredag, hvor vi skal ud og jagte igen, siger Lasse Flø.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.