Enggård: Skal omsætte vores spil til mål

Foto: Carl Forssling

Det blev ikke til noget glædeligt gensyn for Mads Enggård, da Vejle Boldklub tabte til Randers FC i 3F Superliga fredag aften. Midtbanespilleren havde en reducering for fødderne, men måtte se sin tidligere holdkammerat Paul Izzo afvise forsøget før pausen.

Af Lars Christensen | 13. februar 2026

Mads Enggård fik sit seniorgennembrud i Randers FC, hvor den stærke midtbanespiller over flere sæsoner udviklede sig til en profil og siden fik et udenlandsskifte til Molde FK. Men i sommer hentede Vejle Boldklub Enggård hjem til 3F Superliga på en lejeaftale.

Fredag aften stod en tydeligt veloplagt midtjyde så for første gang overfor sin tidligere arbejdsgiver, men gensynet med Cepheus Park blev alt andet end glædeligt for .

- Den umiddelbare følelse er, at det er en lige fodboldkamp. Men vi får den ikke tippet over til vores fordel og det er både en blanding af manglende held, men først og fremmest dygtighed. Når det så er sagt, så er det kun hårdt arbejde, der virker, indleder Mads Enggård,

Ligesom mod FC Fredericia i mandags, så kom vejlenserne aggressivt ud til kampen og Hjulsager havde en afslutning og Gammelgaard et hjørnespark, inden Elies Mahmoud i to forsøg sendte kronjyderne foran.

- Ved åbningsmålet er det sløset af os midt på banen, og så kommer de afsted i en omstilling, hvor de scorer efter to afslutninger. Vi har talt meget om afklaret spil og hårdhed, men vi kommer ikke i vejen for dem ved åbningsmålet, og den slags ændrer fodboldkampe. Det ved vi, siger Mads Enggård.

Et lille kvarter senere kunne Warren Caddy øge til 2-0 på det straffespark som Hjulsager begik mod Sabil Hansen, og så blev vejlenserne for alvor testet.

- Jeg ser en fifty-fifty situation, og hvis dommeren ikke fløjter den, så tager VAR den heller ikke op. Men dommeren dømte straffespark.

Vejlenserne lukkede også et par hurtige mål ind før pausen i forårspremieren, men mod Randers FC var det ikke meget mere end de to scoringer, der blev givet væk.

- Vi spiller meget med bolden og også omkring deres felt, og det bliver også til afslutninger, men vi mangler både coolness og lidt dygtighed for at åbne kampen op igen. Vi spiller meget, men vi skal omsætte det til mål, hvis vi vil tilbage i sådan en kamp, siger Mads Enggård.

Syv minutter før pausen havde den tidligere Randers FC-spiller et reduceringsmål for fødderne, da han fik en skudmulighed på kanten af feltet.

- Det er Hjulsager, der får spillet bolden godt videre, og lige da jeg rammer den, er følelsen, at den godt kan gå ind. Men Paul Izzo er stærk, og han redder. Hvis jeg havde sparket fladt, så tror jeg, at den var gået ind, siger Mads Enggård.

VB foretog et par justeringer i forbindelse med pausen, og kampbilledet efter pausen var igen med de rødklædte gæster som det jagtende mandskab.

- Det billede, vi så meget før pausen, gentog sig egentlig efter sidebyttet. Vi søger den scoring, som kunne åbne kampen op, og den er vi også tæt på at finde. Duelund header, og Flø og Hjulsager har også en chance, men vi mangler lige det sidste. Det er en kamp, som vi er i teten af længe, men det hjælper ikke noget. Vi skal dels tage bedre vare på vores muligheder og stå bedre imod i den anden ende, hvis vi vil lave resultater, siger Mads Enggård.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV