Efter mange gange udsolgt: Blok E udvides

Arkivfoto: Johnny Kristensen

For at imødekomme den stadig stigende efterspørgsel udvides stemningsafsnittet på MODU Tribunen med 150 pladser.

Af Daniel Abedeny | 25. marts 2024

Flere har med sikkerhed bemærket den stigende interesse for at komme til fodbold i Nørreskoven. 8.171 er det foreløbige gennemsnit på Vejle Stadion i denne 3F Superliga-sæson, og op til hver hjemmekamp er det derfor ikke usædvanligt, at flere afsnit meldes udsolgte, heriblandt Blok E.

Over de seneste måneder er der derfor foregået et arbejde med at undersøge mulighederne for allokering af stadionkapaciteten for derved at kunne imødekomme efterspørgslen på de mest eftertragtede afsnit.

Dette arbejde har foreløbig resulteret i, at Blok E nu udvides med 150 pladser.

Belægningsprocenten skal hæves

Til alle forårets hjemmekampe har Blok E været udsolgt, og til kampene mod AGF, Silkeborg og senest OB har man som stadiongænger i Nørreskoven kunnet opleve et stort stemningsafsnit i både antal og volumen. Men selvom mange har fast plads på Blok E gennem et sæsonkortabonnement, er der til hver hjemmekamp en stor andel af pladserne, som er reserverede, men som ikke bliver benyttet.

Et led i udvidelsen af Blok E er derfor, at belægningsprocenten, som beskriver, hvor stor procentdel af sæsonkortabonnementerne benyttes til hver hjemmekamp, over de kommende måneder vil blive hævet.

En fælles opgave

Anders Grøndahl er SLO i Vejle Boldklub. Han byder udvidelsen velkommen og kommer i den forbindelse med en opfordring til indehavere af sæsonkortabonnementer til Blok E:

- Igennem denne sæson har Vejle Boldklub oplevet historisk stor opbakning, og det kan både mærkes og ses på Blok E. Efter omstruktureringen af stadionet er mange flere blevet en del af stemningsafsnittet, og det er en god og positiv udvikling, indleder Anders Grøndahl og uddyber:

- Oplever man som VB’er på Blok E, at der er ledig plads på afsnittet, selvom det er meldt udsolgt, skyldes det, at der stadig er for mange med sæsonkortabonnement til Blok E, som ikke får brugt det. Et ubenyttet sæsonkortabonnement er en plads, som ikke kan sælges til en anden, som vil bruge den. Derfor opfordrer jeg som SLO, at alle med sæsonkortabonnement til Blok E enten bruger deres kort eller deler det med en, som kan og vil.

Udvidelse foregriber forventet stigning i belægningsprocent

Belægningsprocenten for sæsonkortabonnementer til Blok E er i denne sæson foreløbig på 50,83%.

Det betyder, med andre ord, at blot cirka halvdelen af det samlede antal af på forhånd reserverede pladser til stemningsafsnittet bliver benyttet til hver hjemmekamp. Af samme årsag har Vejle Boldklub, baseret på data fra alle hjemmekampe i de seneste år, overbooket Blok E med flere hundrede pladser til alle kampe i denne sæson for at få afsnittet så tæt på fyldt som muligt. 

Hæves belægningsprocenten, skal kapaciteten på afsnittet følge både udviklingen i antallet af benyttede sæsonkortabonnementer og i den generelle efterspørgsel. Derfor skal kapaciteten hæves.

- Arbejdet med at øge belægningsprocenten har klubben for alvor taget fat på i dette forår, og det er også med det arbejde in mente, at Blok E nu udvides, slutter SLO'en.

Udvidelsen af stemningsafsnittet giver endvidere også plads til at opgradere udvalget på tribunen. Om det arbejde følger mere info snarest.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV