Det ser sort ud for VB…

Foto: Johnny Kristensen

Det kræver nok en god portion jubeloptimisme samt en højpuldet ja-hat med ekstra bred skygge, hvis man pt. skal tro på, at VB kan komme op af hængedynget i 3F Superligaen. Efter seks nederlag til hold fra top 7 havde man håbet, det blev bedre mod de sammenlignelige hold, men fredag aften led et ganske vist decimeret VB-mandskab et 0-1 nederlag mod rækkens indtil da andet sejrsløse hold fra Lyngby Boldklub. Køn var kampen på Lyngby Stadion ikke, men på en god 1. halvleg var det okay, at de blåblusede vandt og kunne isolere VB i bunden.

Af Ole Kristensen | 30. august 2024

Der var hele fire ændringer på det VB-hold, Ivan Prelec sendte på banen til den vigtige bundkamp. Onugkha og Provstgaard blev holdt ude af hensyn til evt. transferaktiviteter. De blev erstattet af Anders K. Jacobsen og finske Richard Jensen, der dermed kom ind til sin debut. På den centrale midtbane startede Tobias Lauritsen for Hetemi, mens Juwara løb på kanten for Ngbakoto.
Ny anfører var Hamza Barry.

Værterne startede aggressivt og lagde et tungt pres på de rødblusede. Tobias Storm sparkede i det 6. minut snært over.
En byge af Lyngby-hjørnespark kastede ikke noget af sig, men 1-0 skulle det dog blive efter en snes minutter. En bold ind i VB-feltet nåede Jonathan Amon først – også før en måske lidt tøvende Vekić – og den lynhurtige kantspiller kunne trille kuglen i mål.
I samme moment blev hjemmeholdet ramt af en skade, og Baptiste Rolland måtte udgå.

De blåblusede dominerede fortsat, og Brian Hamalainen var tæt på med et direkte frispark fra en spids vinkel til den nærmeste stolpe.
Gæsterne kom bedre med mod slutningen af halvlegen, men farlige, nej, det blev jyderne ikke.
I stedet kunne Magnus Warming slutte de første 45 minutter af med et opportunistisk forsøg, men Vekić reddede. 1-0 ved pausen og en rædsom præstation af østjyderne.

Van Bruggen og Emmanouilidis blev i omklædningsrummet efter pausen og blev erstattet af Kirkegaard og Gammelgaard. ”Kirke” gik ind på wingbacken, og Elvius røg ned som stopper i højre side af bagkæden.

VB kom bedre ud efter pausen, og henimod midten af halvlegen overtog gæsterne helt opgøret. I det 67. minut var der en god chance til AK Jacobsen, men den rutinerede angriber, der spillede sin 3F Superligakamp nr. 300, fik ikke træf på bolden. Minuttet efter headede Kirkegaard over mål.
Prelec prøvede alt. Hetemi kom ind for Lauritsen og Ngbakoto for Juwara. Og til sidst Albornoz for en træt Richard Jensen, som fik en udmærket debut.
Lyngby meldte sig offensivt ud af kampen i de sidste 45 minutter. Eneste mulighed havde – selvfølgelig – Amon, som løb fra VB-forsvaret i det 85. minut, men strandede på Vekić. Den lille amerikaner er forståeligt nok absolut Publikumsliebling og blev ikke overraskende kåret som bedste Lyngby’er af de 4623 tilskuere.
Selvfølgelig minus et pænt kontingent rødblusede fans, som trommede energisk, men forgæves og heller ikke forsømte at hylde de kronisk slagne vejlensere efter kampen. Det er hårde tider for os med rød-hvide hjerter …

VB lagde et massivt pres i slutminutterne og i Mikkel Redders seks minutters lange tillægstid, og selv Igor Vekić gik med frem i udligningsbestræbelserne. Men lige meget hjalp det. Trods et hav af indlæg forblev gæsterne målløse og måtte indkassere det syvende nederlag af syv mulige.
Advarsler til Juwara, Velkov og Kirkegaard.

Inden landskampspausen får VB en kærkommen mulighed for at tanke selvtillid, når holdet på tirsdag besøger Tingbjerg Ground for at møde Brønshøj i Oddset Pokalen.

Grundspil, 3F Superliga 2024-25, Lyngby Stadion
Fredag den 30. august 2024 kl. 19.00
Lyngby Boldklub - Vejle Boldklub 1-0 (1-0)
21. 1-0 Jonathan Amon

Kort:
48. Musa Juwara (gult kort)
52. Stefan Velkov (gult kort)
84. Kristian Kirkegaard (gult kort)

Indskiftninger:
46. Damian van Bruggen ud Kristian Kirkegaard ind
46. Dimitris Emmanouilidis ud Christian Gammelgaard ind
70. Musa Juwara ud Yeni Ngbakoto ind
70. Tobias Lauritsen ud Lundrim Hetemi ind
80. Richard Jensen ud Miiko Albornoz ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić

Stefan Velkov
Damian van Bruggen
Richard Jensen

Marius Elvius
Hamza Barry (anfører)
Tobias Lauritsen
David Čolina

Musa Juwara
Anders K. Jacobsen
Dimitris Emmanouilidis

Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Miiko Albornoz
Yeni Ngbakoto
Kristian Kirkegaard
Ebenezer Ofori
Luka Hujber
Lundrim Hetemi
Christian Gammelgaard
Masaki Murata

Dommer: Mikkel Redder
Tilskuere:
4.623

Lyngby (3-4-3): Jonas Krumrey – Baptiste Rolland (23: Sævar Atli Magnússon), Pascal Gregor, Brian Hamalainen (46: Lucas Lissens) – Tobias Storm, Casper ”Dani” Winther, Lauge Sandgrav (89: Peter Langhoff), William Kumado – Magnus Warming (58: Marcel Rømer), Malik Abubakari, Jonathan Amon (89: Leon Klassen)
Træner: Morten Karlsen

Kort:
66. William Kumado (gult kort)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV