
Foto: Caroline Cramer
Af Lars Christensen | 6. august 2026
Kasper Kristensen fik debut fra start, og der kom yderligere to debutanter ind fra bænken, da Vejle Boldklub med en sejr på 3-0 spillede sig videre til 2. runde i Betano Pokalen.
Den første af dem var Marcus Brolund, der efter en time byttede med anfører Tobias Bach og overtog positionen på venstre back.
- Endelig blev der kigget min vej, indledte en storsmilende Brolund, da der var sunget sejrssang og rundet af efter pokalsejren.
- Det er stort at få officiel debut som seniorspiller for et professionelt hold. Jeg har været en del af A-truppens opstart, siden vi mødte ind i juni, og selvom U19-truppen også er i gang, så er jeg fortsat en del af førsteholdstruppens træninger og har været udtaget mod AB og HB Køge. Det giver selvtillid at være med, også på bænken, og jeg føler, at jeg har gjort mig fortjent til min debut, indleder Marcus Brolund.
Han løb og varmede op på sidelinjen, som 2. halvleg skred frem.
- Da Sean (McColl, fysisk træner, red.) kommer og siger, at jeg skal op til bænken og gøre mig klar om et par minutter, så stiger pulsen, og man skal lige holde nerverne i ro. Men der skal være lidt nervøsitet og sitren, i kroppen før en debutkamp. Beskeden fra trænerne var, at jeg skulle ind og gøre mit bedste på venstre back, og det var en ret enkel kamp at falde ind i. Vi var i kontrol, og på bolden spillede vi lidt længere bolde i den sidste fase af kampen for ikke at løbe nogen risiko på en vanskelig bane. Det lykkedes vi med, og jeg synes, det var en god sejr på en svær bane, siger Marcus Brolund.
Ret hurtigt kom den unge back også på skudhold, men det blev ikke til nogen debutscoring fra Brolund.
- Der opstod en mulighed for, at jeg kunne gå med ind i feltet, men jeg rammer bolden lidt forkert, og den stryger udenom mål. Det havde været helt perfekt, hvis jeg kunne have kronet med et mål. Holdet leverer et stykke meget professionelt arbejde. Når der er en god balance, så er det også ret enkelt at komme ind som ung spiller og falde ind og få en god oplevelse, og jeg er tilfreds med min egen præstation.
Marcus Brolund er i gang med sin tredje sæson i Vejle Boldklub, hvor han kom til fra Nykøbing FC som U17-spiller.
- Aftenens debutkamp giver helt sikkert mod på mere, og jeg skal fortsætte med at byde mig til på træningsbanen, og så er mit næste mål at få kampminutter i Betinia Liga, afslutter Marcus Brolund.
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD