Comeback til Duin efter syv måneder: Føles godt

Foto: Carl Forssling

Jelle Duin har siddet uden for siden marts, hvor den hollandske angriber blev skadet under træningen. Søndag eftermiddag gjorde Duin så comeback, da han kom ind fra bænken mod FC Nordsjælland.

Af Lars Christensen | 5. oktober 2025

29 minutters 3F Superliga-fodbold er det blevet til i 2025 for Jelle Duin, da han to gange i det tidlige forår kom ind fra bænken på udebane.

Søndag eftermiddag blinkede udskiftningstavlen så med nitallet på Vejle Stadion, da Duin med et lille kvarter igen stod og trippede på sidelinjen.

- Det er fantastisk at være tilbage igen og kunne kalde sig 3F Superliga-spiller. Det har jeg arbejdet hårdt på igennem mange måneder. Nederlaget er hårdt, både for mig og holdet, men det var fantastisk at komme i kamp igen, det kan jeg ikke skjule. Det føles godt, indleder Jelle Duin.

Hollænderen kom ind ved stillingen 0-2 og dannede angrebsduo med Chiakha, men de fik ikke åbnet kampen op med en reducering.

- Jeg skulle ind og fylde på i boksen og bringe noget tilstedeværelse og så være klar, når bolden kom ind fra siderne. Holdet spiller en fin anden halvleg og skaber vel en lille håndfuld chancer, men vi mangler lige det sidste held foran mål. Vi får aldrig bragt spændingen tilbage, men tegningen var der, siger Jelle Duin.

Den 26-årige hollandske angriber har siddet uden for med en skade i brystmuskulaturen, men nu er han klar til at få græs under fødderne igen.

- Hele min genoptræning har været i Vejle, og jeg har fået stor støtte af alle i klubben. I foråret var de meget motiverende at følge holdets kampe fra tribunen, og efter sommerpausen er jeg så kommet tættere og tættere på træningen. Fysioterapeuterne og de fysiske trænere har været virkelige gode i min kamp for at komme tilbage til træningsmiljøet, og de har en stor andel i mit comeback, siger Jelle Duin.

Først i denne uge var hollænderen tilbage i holdtræning, og at comebacket allerede kom fire dage senere, var lidt overraskende.

- Planen var, at jeg skulle være tilbage efter landsholdspausen, men den sidste uge er det bare gået stærkt. Jeg har trænet fire gange med holdet, og lørdag ville trænerne gerne have mig med som et alternativ, siger Jelle Duin.

- Jeg har stadig et stykke vej op til at spille en hel fodboldkamp, og jeg skal mere i kamppraksis for at tage de sidste step. Men jeg er kommet et godt stykke, og det var fantastisk at kunne træde ind på Vejle Stadion foran fansene. Det har jeg set frem til, afslutter Jelle Duin.

Den hollandske angriber har i alt spillet 17 kampe i 3F Superliga.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV