Christian Gammelgaard fortsætter til 2026

Foto: Daniel Abedeny

Vejle Boldklub er nået til enighed med Christian Gammelgaard om en ny kontrakt. Således har den 20-årige offensivspiller nu aftale frem til sommeren 2026.

Af Lars Christensen | 11. august 2023

Tidligere på sommeren har Vejle Boldklub forlænget kontrakterne med Tobias Haahr Jakobsen, Lundrim Hetemi, Marius Elvius, Ebenezer Ofori og Hamza Barry, og nu er turen kommet til Christian Gammelgaard, der var på vej mod sit gennembrud i forårssæsonen, inden han desværre blev sendt på sidelinjen med en skade.

Marius Adrian Nicolae, sportschef i Vejle Boldklub, har ikke været i tvivl om, at Gammelgaard skulle med videre.

- Lige nu er Christian Gammelgaard i gang med genoptræningen efter den skade, han pådrog sig i foden i hjemmekampen mod Sønderjyske i april, men i løbet af efteråret vil han igen være i fuld træning med resten af truppen. Det er en spiller, som i løbet af sidste sæson nærmede sig holdet mere og mere, og vi så efter vinterpausen, hvordan han kom ind og kunne gøre en forskel, siger Marius Adrian Nicolae.

- Særligt på de fysiske parametre var han i sit første år som seniorspiller igennem en god udvikling, og så fik vi bekræftet det, som vi har set på VB Akademiet igennem flere år, at han er en fodboldspiller med mange kompetencer. Venstrebenet kan det meste på en fodboldbane, og han kan både være afslutteren, men også oplæggeren, og så kan han accelerere spillet, fordi han tænker fodbold hurtigt. Når Christian er helt i omdrejninger igen, er det en forstærkning af vores trup, og det er en spiller, som vi i de kommende år knytter visse forventninger til. Derfor er vi også glade for, at han har valgt at lægge sin fremtid hos os, siger Marius Adrian Nicolae.

Christian Gammelgaard, i daglig tale blot ”GG”, er født og opvokset i Vejle og har aldrig repræsenteret andre klubber end VB.

- Det er et stort skulderklap med den nye kontrakt, og jeg er glad for at have fremtiden på plads. VB er min klub, og det var en nem beslutning at skrive under på en ny aftale, siger Christian Gammelgaard.

Hans kontraktforlængelse blev gjort officiel hos Future Vejle-samarbejdsklubben NFS (Nørremarkens forenede sportsklubber). På billedet ses Gammelgaard sammen med Sayed, Eyobed, Hjalte, Eray og Samir fra samarbejdsklubbens U8-U13-hold.

- I løbet af sidste sæson fik jeg mere og mere spilletid, og skaden, som jeg stadig genoptræner efter, kom på et rigtig uheldigt tidspunkt. Jeg havde kæmpet mig tættere på holdet end tidligere. Det er de takter, jeg skal finde frem igen, når jeg er klar til at træne helt med holdet igen om fem-seks uger, siger Christian Gammelgaard.

- Der sker mange positive ting i og omkring Vejle Boldklub i øjeblikket, og jeg glæder mig til igen at kunne bidrage og hjælpe holdet i 3F Superliga, siger Christian Gammelgaard.

Christian Gammelgaard fik sin debut mod FC Nordsjælland i 3F Superliga den 22. oktober 2021 og står i alt noteret for 17 kampe og 4 mål for Vejle Boldklub.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV