Foto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 9. august 2025
Det er knap ni år siden, at Andrew Hjulsager forlod Superligaen til fordel for et udenlandsk skifte til Celta Vigo. Nu er Hjulsager så vendt hjem til Danmark, og allerede i sæsonens anden udekamp venter et gensyn med det stadion og den klub, hvor den dynamiske midtbanespiller tilbragte knap fire år på førsteholdet, inden han indledte sin udenlandskarriere.
- Det bliver både sjovt og specielt at træde ind på Brøndby Stadion igen. Nu var vi derovre til en træningskamp i juli, men det her bliver noget helt andet. Jeg var i Brøndby IF, fra jeg var ni til jeg var 22 år, så det er et sted og en klub, der har været med til at forme mig som menneske og fodboldspiller. Da jeg forlod Brøndby, havde jeg ikke en forventning om, at jeg senere i karrieren skulle træde ind på Brøndby Stadion som modspiller, men det gør jeg søndag aften. Der er en fantastisk kulisse, som er meget inspirerende at spille i. Den får det bedste frem i alle på banen, og den har jeg savnet i mine år i udlandet, indleder Andrew Hjulsager.
Hjulsager, der er opvokset på Islands Brygge, indledte i BK Hekla som børnespiller, men allerede som ni-årig blev han en del af Brøndby IF, hvor han etablerede sig på ungdomsholdene i en stærk årgang 1995, der også talte Pierre-Emile Højbjerg.
- Der var et rigtig stærkt talentmiljø i Brøndby dengang, og det er der jo stadig. Der var stærke spillere i alle årgange, og Brøndby var repræsenteret på alle ungdomslandshold. Og der var også store forventninger til vores resultater allerede som ungdomsspillere, og det hele var med til at udvikle os, siger Andrew Hjulsager.
Han trådte permanent op i A-truppen hos de blå-gule i sommeren 2013, hvor Thomas Frank netop havde overtaget cheftrænersædet på Vestegnen med Claus Nørgaard som assistenttræner.
- Jeg havde allerede snust til miljøet og atmosfæren omkring kampene i årene inden, hvor jeg under Henrik Jensen begynder at træne med førsteholdet i en tidlig alder og spiller de her reserveligakampe. Senere er det så Auri Skarbalius, der tager over, og jeg nærmer mig mere og mere førsteholdet. Min debut kommer i den første kamp i sommeren 2013, hvor Thomas Frank har overtaget som cheftræner, og hvor Jan Bech er ny ejer i Brøndby. Det var en tid, hvor der skete meget nyt i Brøndby, og drømmene var store, og Frank var virkelig en fantastisk cheftræner. Ham lærte jeg meget af, og det var en god tid, jeg havde som helt ung senior i førsteholdstruppen, siger Andrew Hjulsager.
I foråret 2013 kæmpede Vejle Boldklub, FC Vestsjælland, Viborg og Lyngby om de to oprykningspladser i 1. division til Superligaen, og efter et tæt kapløb var det Viborg og FC Vestsjælland, der løb med de eftertragtede billetter til det fine selskab. Netop vestsjællænderne var premieremodstanderen for Brøndby i Hjulsagers debut.
- Det husker jeg helt tydeligt. Det var min første kamp i Superligaen og mødet med de mange fans. Det var den første ”Fenerbache-hilsen” ned mod Faxetribunen, og så endte jeg også med at score til 1-0 lige inden pausen, men de udligner så til 1-1 senere. Det blev startskuddet til en lidt svær tid for Brøndby. Jeg kan ikke understrege nok, hvor god en træner Thomas Frank er, men det blev meget op og ned for mig og for holdet i de sæsoner, inden Frank så stoppede efter ”Oscar-gate” og Auri Skarbalius tog over i 2016, siger Andrew Hjulsager.
I sommeren 2016 var der så stilskifte på Vestegnen. Efter perioder med klubikonerne Henrik Jensen og Auri Skarbalius og en fremadstormende Thomas Frank blev der peget på Alexander Zorniger som manden, der skulle føre de blå-gule tilbage til toppen af Superligaen.
Andrew Hjulsager nåede seks måneder under tyskerens ledelse, inden han fik en transfer til Celta Vigo.
- ”Alex” kørte bare på fra dag et, og vi spillede noget anderledes fodbold, end vi var vant til. Det var fremover stepperne og masser af intensitet. Vi var mange, der udviklede os godt i det spil. Jeg havde et rigtig godt efterår i 2016 med syv mål og tre assists, og så fik jeg muligheden for at gå til Celta Vigo på en transfer i vintervinduet. Jeg ville helst ikke forlade Brøndby gratis seks måneder senere, og da spansk fodbold var min store drøm, så var det et perfekt skifte for mig og Brøndby. Min sidste tid i Brøndby udviklede mig meget, siger Andrew Hjulsager.
Mange år er gået, siden Hjulsager trådte ud af hoveddøren foran Brøndby Stadion på vej til udlandet, og udover gensynet med Faxe Tribunen, der siden har skiftet navn til Sydsiden, så er der ikke så mange ansigter tilbage på banen.
- Det er lidt paradoksalt, at mit eneste gensyn inde på banen er med Daniel Wass, som jeg spillede sammen med i Celta Vigo. Han er seks år ældre end mig, så da han forlader Brøndby er jeg en ung spiller på vej frem. Jeg husker, at han var med talentholdet til en indendørsturnering i Tyskland, men ellers kender jeg ham fra vores fælles fortid i Spanien. Ellers er det den mangeårige holdleder Leif Mortensen og et par fysioterapeuter, som er tilbage fra min tid, men det bliver fedt at træde ind på Brøndby Stadion igen. Kulissen har jeg savnet, siger Andrew Hjulsager.
Søndag aften bliver det fra udeholdets omklædningsrum at Hjulsager drejer ind mod spillertunnellen og ud på banen.
- Det lyder enkelt, men vi skal fortsætte vores spil fra den foregående kampe. Vi skal genfinde den balance i holdet, som vi havde mod OB. Være gode til at vurdere, hvornår vi skal spille direkte og hvornår vi skal holde i bolden. Mod OB scorer vi på vores første chance, og den slags ændrer bare fodboldkampe. Det åbner både spillet og kampen op på en anderledes måde, end hvis der står 0-0, siger Andrew Hjulsager.
I juli prøvede Brøndby og Vejle kræfter med hinanden i en træningskamp, som Brøndby vandt med 2-1.
- Dengang var vi gode og matchede Brøndby. Jeg var kun med i 30 minutter, og man skal ikke lægge for meget i testkampe, men det er nogle af de takter, vi skal genfinde. Vi havde ikke overdrevet respekt for modstanderen og troede på vores spil. Vi træder ind i et lydinferno og en kulisse, som alle på holdet ikke har prøvet før, men det er vigtigt, at vi spiller vores spil. Vi har værktøjerne og spillerne til at gøre ondt på de fleste hold i 3F Superliga, siger Andrew Hjulsager.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.