Bisse: Vi skal jagte i stedet for at forsvare

Foto: Daniel Abedeny

Tobias Lauritsen har indtaget en nøglerolle på midtbanen under Mihai Teja, og den 20-årige midtbanespiller fremhæver spillestilen og den intensive træning som årsagen til, at vejlenserne har leveret fire stærke præstationer siden trænerskiftet.

Af Lars Christensen | 2. november 2024

De første points er tikket ind på Vejle Boldklubs konto i 3F Superliga, men udover deleren med AaB og sejren over Lyngby har der også været personlig anerkendelse til unge Tobias Lauritsen. ”Bisse” er på rundens hold for 13. spillerunde, udtaget til månedens hold i oktober og nomineret til månedens unge spiller i 3F Superliga.

Alt sammen for præstationerne i oktober, hvor VB spillede 2-2 mod AaB, tabte 1-3 til F.C. København og vandt 2-0 over Lyngby.

- Det er anerkendende at opnå personlig hæder, og det er jeg glad for. Det betyder, at jeg har gjort det godt, og det glæder mig. Men det er også et udtryk for, at holdet fungerer, for ellers kan enkelte spillere ikke stikke ud, og jeg nyder godt af, at hele holdet præsterer, siger Tobias Lauritsen.

- Jeg er begyndt på banen i fem 3F Superliga-kampe i træk, og det betyder meget for kampformen. Jeg spiller kontinuerligt. Min form har været god længe, men man bygger på kampformen, når man spiller uge efter uge.

Den unge midtbanespiller er yngste mand på VB-mandskabet, der henover efteråret har ændret stil. Fra tidligere at have spillet med to spillere centralt er formationen ændret, og nu ligger ”Bisse” sammen med Kirkegaard og Hetemi i den midterste akse.

- Når vi spiller med tre inde på midten, så er der mere plads til fri leg, hvis man kan sige det sådan. Kirkegaard har også en rolle, hvor han kan gå mere med frem. Vi ved begge, at der hele tiden ligger en sekser under os, som både rydder op og fordeler spillet, og det gør min rolle mere dynamisk. Min rolle betyder, at jeg skal arbejde fremad i presspillet, og jeg tør gå på, fordi der er støtte bag mig, siger Tobias Lauritsen.

Med til en mere dynamisk rolle hører også flere meter i banens længderetning, men det passer ”Bisse” godt.

- Det passer mig perfekt, at det er meget frem og tilbage, og at jeg skal med i boksen og fylde op ved indlæg. Jo mere, jeg er med i kampen, jo bedre. I træningen er der skruet op for intensiteten. Det gør os mere kompetitive, og vi har mere overskud i den sidste del af kampene. Vi skal stå højere i banen i de sidste 20 minutter og jagte i stedet for at forsvare, og der hjælper den hårde træning, siger Tobias Lauritsen.

- Der er faser i en fodboldkamp, hvor man hviler, men de perioder skal være med bolden, er Tejas input til os. Vi skal have faser med possession, hvor vi lige kører bolden rundt, og der kan må så lige få vejret. Hvis vi skal jagte bolden mere, end vi har den, så bruger vi vores energi på at løbe efter bolden, og så bliver kampens afslutning hård. Vi spiller mere med bolden, end man måske har oplevet fra holdet tidligere, og det giver flere mål og en mere stabil defensiv, fordi vi ikke kommer ned at stå på samme måde. Det er hele holdet, der er blevet flyttet længere frem på banen, siger Tobias Lauritsen.

I søndags mod Lyngby kom vejlenserne foran 2-0 efter en time, men afslutningen af opgøret stod der Lyngby på, dog uden at de kongeblå fik vejlenserne til at vakle. Resultatet holdt hjem.

- Læren er egentlig, at vi skal jagte det tredje mål i stedet for at tro, at vi kan forsvare sejren hjem. Selvom vi har et resultat, så må vi ikke miste initiativet i kampen og blive bange for at vinde. Vi skal gå efter den scoring, der kan dræbe en kamp, siger Tobias Lauritsen.

- Det med at miste initiativet var især læren efter vores 2-2-kamp mod AaB på hjemmebane. En kamp er ikke slut, selvom der står 2-0. Der vil altid være faser og sekvenser, hvor man forsvarer som hold, men jo højere i banen, vi forsvarer, jo bedre forudsætninger har vi for at afvise dem og løbe omstillinger. Efter AaB’s udligning sluttede vi bedst af med flere store chancer, men følelsen var, at vi mistede points, siger Tobias Lauritsen.

Søndag aften er der mulighed for revanche, når AaB venter på Aalborg Portland Park.

- Vi skal bygge videre på den indsats, som rakte til tre points mod Lyngby. Vores spil med bolden er blevet godt, og vi skaber mange chancer, som vi kan score på. Vi arbejder ekstremt meget med den intensive træning, hvor vi hele tiden er på i erobringsspillet og med en klar plan frem i banen, når vi har bolden. Den intensitet, vi hver især tillægger os i vores spil, den giver selvtillid, fordi vi kan mærke, at den gavner os, siger Tobias Lauritsen.

- Det er på deres hjemmebane, men vi kommer med vores stil og intensitet. Den gør os klar på opgaven, uanset hvor vi spiller. Vi har set, at vores spil giver chancer, og det skal vi fortsætte med, for så kan vi også rejse til Aalborg og lave et godt resultat, siger Tobias Lauritsen.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV