Arkivfoto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 25. november 2024
Inden for de seneste 12 måneder har VB Akademiet haft Nicolas Gammelgaard i AS Roma og Aiham Dahche i Empoli FC, og nu er turen kommet til U17 Liga-truppens offensivprofil Benjamin Nicolaisen, der også har fået muligheden for at vise sig frem i Støvlelandet. Han er mandag morgen rejst til Torino, hvor han i den kommende uge skal vise sig frem blandt jævnaldrende spillere hos midterklubben i Serie A.
- Da vi tilbage i september havde vores U16-hold med til en international turnering i Napoli, gjorde vores hold en rigtig god figur i kampene mod de italienske storklubber. Der var mange scouts tilstede, og det har skærpet flere italienske klubbers interesse i at se nærmere på enkelte af vores spillere. ”Benno” har en god fysisk pakke og kan bruges på flere offensive positioner, og han har også efterladt et godt indtryk i de U16-landskampe, han har spillet i DBU-regi i efteråret. Det er en god del af en ung spillere fodboldmæssige udvikling, at han kan komme ud i et internationalt miljø og begå sig. For Benjamin er ugens ophold i Torino at betragte som inspiration til den fortsatte udvikling han skal igennem som talentfuld fodboldspiller, siger akademichef Steen Thychosen, der er rejst med til det nordlige Italien og følger den unge spillers træning i Serie A-klubben.
- Mandag, når vi ankommer, skal han igennem en række medicinske og fysisk test, og så er han på træningsbanen tirsdag, onsdag og torsdag med deres U16-/U17-hold, inden vi rejser hjem fredag. Muligheden her er ikke kun et skulderklap til ”Benno”, der har taget steppet fra U15 Ligaen til U17 Ligaen flot, men også til de mange trænere, der har haft med ham at gøre i tidens løb, siger Steen Thychosen.
Benjamin Nicolaisen, der underskrev en tre-årig kontrakt med VB Akademiet tilbage i august, har netop været afsted med det danske U16-landshold sammen med holdkammeraten Benjamin Stelman.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.