
Foto: Vejle Boldklub
Af Lars Christensen | 27. januar 2026
Når Vejle Boldklub afslutter den kampmæssige del af træningslejren i Ayia Napa i Cypern, bliver det mod topholdet i den armenske Premier League, FC Ararat-Armenia og FC Botev Vratsa, der er nummer 9 ved vinterpausen i den bulgarske efbet Liga. Bulgarerne var også modstanderen under den første kamp i Cypern.
Første armenske modstander
FC Ararat-Armenia, duksen i den armenske Premier League, bliver den første modstander fra Armenien, som Vejle Boldklub møder – nogensinde. Armenien har været uafhængig af Sovjetunionen siden 1991 og er det mindste af de tre lande i Kaukasusregionen. Georgien og Aserbajdsjan er de to øvrige. VB har et par gange tidligere stået overfor georgisk modstand under træningslejrene i Tyrkiet, men Ararat-Armenia bliver altså det første armenske.
FC Ararat-Armenia er en ung klub – stiftet så sent som i 2017 – og bygger på unge spillere fra et fodboldakademi i hovedstaden Yerevan. Klubben kom hurtigt frem i det lokale liga-system og har allerede vundet to nationale mesterskaber. Det var i 2019 og 2020 og det førte klubben ud i Europa, hvor FC Ararat-Armenia i 2019 måtte lade livet i ChL-kvalen til AIK Stockholm og året efter til Omonia Nicosia. Klubben har efterfølgende gjort sig i kvalifikationskampene til Europa League, og her høstede de hvidblusede armeniere en pæn skalp i sommer, da de ekspederede rumænske U Cluj ud, men senere tabte til danskerkolonien i Sparta Prag.
Klubben har en internationalt præget spillertrup med en gennemsnitsalder på 26,3 år. Træneren er den 53-årige portugiser Tulipa, og spillertruppen er da også med blandt andre fire portugisere og to brasilianske spillere. Blandt profilerne er den 24-årige kantspiller Zhirayr Shaghoyan, der har 24 A-landskampe for Armenien på CV’et - og fra sin position på venstrekanten er han den mest målinvolverede spiller for topholdet.
FC Ararat-Armenia har i den hjemlige turnering et forspring på fem points ned til Urartu FC på andenpladsen.
Bulgarske FC Botev Vratsa med tidligere Sønderjyske-spiller
I onsdagens anden kamp venter bulgarske FC Botev Vratsa endnu en gang på vejlenserne. Et hold, der ligger nr. 9 i den bedste hjemlige turnering ved vinterpausen. Det er med en pæn margin ned til de nederste hold i rækken med 16 mandskaber. Den bedste bulgarske række genoptages efter vinterpausen igen samme weekend, som VB skal i ilden. FC Botev Vratsa lægger ud med topholdet Levski Sofia.
Klubben er stiftet helt tilbage i 1921 og ligger i byen Vratsa i det nordvestlige Bulgarien. Klubben har sin bedste periode i det nationale ligasystem fra tresserne og op til begyndelsen af halvfemserne, hvor man uafbrudt spillede i den bedste række med tredjepladsen i 1971 som højdepunktet. Siden har man vekslet mere mellem de tre øverste rækker. Siden 2019 har klubben, der spiller helt i grønt, været i den bedste række, efbet Liga.
I en bulgarsk præget spillertrup bemærker man naturligvis José Gallegos. Den tidligere Sønderjyske-spiller skiftede Danmark og Haderslev ud med bulgarerne i sommer og har tilspillet sig en fast rolle på mandskabet. Den offensive midtbanespiller har spillet langt de fleste kampe, men har ikke udmærket sig med de mål og assists, som han blev kendt for i Sønderjyske.
Amerikaneren optrådte i næste 100 kampe for Sønderjyske og var med i mange af de slag sønderjyderne udkæmpede med VB i perioden fra 2022 og i årene frem. Det var dels i bunden af Superligaen og i toppen af NordicBet LIGA. For Anders K. Jacobsen bliver der tale om et gensyn, da han spillede med Gallegos i Sønderjyske.
Bulgarerne trænes af landsmanden Todor Simov, 40 år, der overtog mandskabet så sent som i september. Han har en fortid på flere af landets ungdomslandshold, men også i storklubben Levski Sofia.
Det er kun tredje gang efter årtusindskiftet, at VB møder et bulgarsk hold i en træningskamp. Den første gang var under træningslejren i Belek i 2024, hvor modstanderen var PFK Botev Plovdiv. Bulgarerne lå ved vinterpausen nr. 8 i efbet Liga, hvilket altså er meget sammenligneligt med FC Botev Vratsa.
Calista Sports Center, Belek, Tyrkiet
Søndag den 28. januar 2024
PFK Botev Plovdiv – Vejle Boldklub 1-0 (1-0)
35. 1-0 Ivaylo Videv
VB (3-4-3): Igor Vekić – Andreas Tomaselli (59: Denis Kolinger), Raúl Albentosa (59: Stefan Velkov), Oliver Provstgaard (59: Anders Sønderskov) – Thomas Gundelund (59: Marius Elvius), Lundrim Hetemi (59: Kristian Kirkegaard), Azer Busuladzic (59: Ebenezer Ofori), David Čolina (59: Lasse Flø) – Dimitris Emmanouilidis (59: Yeni Ngbakoto), German Onugkha (59: Anders K. Jacobsen), Christian Gammelgaard (59: Musa Juwara)
Cheftræner: Ivan Prelec
Ayia Napa, Cypern
Søndag den 25. januar 2026
FC Botev Vratsa - Vejle Boldklub 1-1 (0-0)
51. 0-1 Tobias Bach
58. 1-1 Sainey Sanyang
VB (3-5-2): Igor Vekić - Thomas Gundelund (60: Lasse Flø), Stefan Velkov (70: Max Jensen), Valdemar Lund (60: Christian Sørensen) - Giorgi Tabatadze (46: Lasse Nielsen), Mikkel Duelund (60: Bismark Edjeodji), Mike Vestergård (70: Sander Ravn), Andreas Hjulsager (46: Mads Enggård), Tobias Bach (60: Abdoulaye Camara) - Christian Gammelgaard (60: Anders K. Jacobsen), Wahid Faghir (60: Jelle Duin)
Cheftræner: Claus Nørgaard
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.