Anders K. Jacobsen forlænger kontrakten

Arkivfoto: Johnny Kristensen

Den rutinerede angriber har sat sin underskrift på en forlængelse, der betyder, at han fortsætter i Nørreskoven frem til sommeren 2026.

Af Lars Christensen | 11. juni 2025

Anders K. Jacobsens historik med Vejle Boldklub strækker sig helt tilbage til 2008, hvor det dengang 18-årige angrebstalent var udlejet fra OB til VB. Det blev til debut for VB i et pokalopgør mod Hvidovre, men AK returnerede til Fyn, hvor han via Næstved og FC Fredericia fik sit seniorgennembrud op i tierne for blandt andet AaB, som han vandt The Double med i 2014.

I januar 2024 vendte den rutinerede angriber så tilbage til Nørreskoven, denne gang på en lejeaftale fra AC Horsens, som siden blev vekslet til en permanent kontrakt. I løbet af foråret hvor VB kæmpede sig tilbage i 3F Superliga, bidrog den rutinerede angriber med flere mål og assist i de afgørende kampe, og nu har han så forlænget opholdet i Nørreskoven med endnu en sæson.

Sportsdirektør i Vejle Boldklub, Mikkel Hemmersam, er glad for at have en rutineret skikkelse med i frontlinjen. En spiller, som både har vist sit værd på og uden for banen.

- AK har været i Vejle Boldklub i halvanden sæson i denne omgang, og han har store aktier i både overlevelsen i 2024 og i 2025. I den netop færdigspillede halvsæson havde han mange kampe fra bænken, men også fire startpladser i de sidste fire spillerunder, hvor holdet toppræsterede og gjorde arbejdet færdigt. Anders bidrog ikke kun med vigtige mål og assists, men han er en holdspiller, der gør sine holdkammerater bedre, og han spiller en vigtig rolle i dagligdagen, siger Mikkel Hemmersam.

- I en homogen spillertrup skal der være en god blanding af ungdom, rutine og spillere i mellemgruppen. Anders er også vigtig for den træningskultur, vi stræber efter, hvor vi hele tiden jagter lidt mere, men han er stadig en spiller, som kan supplere på de forreste positioner. I foråret var det dels som indskifter på kanterne, men også på den forreste angrebsposition spillede han flere kampe fra start. Vi er glade for at have AK med i den kommende svære sæson, hvor vi skal spille en del nye spillere sammen, siger Mikkel Hemmersam.

35-årige Anders K. Jacobsen kalder det en nem beslutning at skrive under på en ny kontrakt med Vejle Boldklub, der holder ham i Nørreskoven og 3F Superliga frem til sommeren 2026.

- Jeg har hele tiden håbet, at jeg kunne fortsætte i Vejle Boldklub, så det var en nem beslutning at blive i Vejle. Det har været to fantastiske sæsoner, hvor jeg har været med til at sikre klubben overlevelse. Vi fik skabt en virkelig god energi som gruppe i løbet af foråret, og selvom turneringen nulstiller nu, så glæder jeg mig virkelig til at tage fat igen og begynde arbejdet på at bygge mig selv og holdet op til de kommende udfordringer. Jeg tror på, at vi også i næste sæson skal kæmpe for overlevelse, men jeg tror også, at hvis vi ikke bygger på, så ville det være endnu sværere at nå målet, siger Anders K. Jacobsen.

- Min opgave er først og fremmest at gøre mig til i hverdagen. Jeg brænder for stadig at spille en rolle og løbe ind på banen. Jeg ved, at når jeg leverer mit bedste, så er jeg også god nok til at spille. Om det er på en af siderne eller helt fremme, det er ikke så vigtigt. Men jeg arbejder konstant på at presse mig selv og mine holdkammerater, siger Anders K. Jacobsen.

Den rutinerede angriber står registreret for hele 319 kampe og 72 mål i 3F Superliga. Det er blevet til guld med AaB i 2014 og to sølvmedaljer med OB i 2009 og 2010.

- Jeg husker tydeligt Vejle Stadion fra tidligere i min karriere, hvor jeg har spillet her som modstander. Der har altid været liv på tribunerne, men der er virkelig sket noget med opbakningen og fremmødet i Nørreskoven i de sidste par sæsoner. Det er en fantastisk følelse at træde ind i på banen, når lysene er tændt og indløbsmusikken spiller, siger Anders K. Jacobsen.

Han har spillet 42 kampe for Vejle Boldklub.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV