AK plaffede et point ind til VB i over-overtiden

Foto: Carl Forssling

Dommer Morten Kroghs fem minutters tillægstid var gået, men manden i gult lod spillet fortsætte lidt endnu, og det udnyttede veteranen Anders K. Jacobsen til at sikre VB en sen, sen, sen udligning til 1-1 mod OB. Scoringen var kulminationen på en chancefattig kamp, hvor fynboerne var ganske meget i kontrol, indtil de altså ikke var det mere…

Af Ole Kristensen | 20. marts 2026

Claus Nørgaard havde ikke fundet grund til at ændre på sine første elleve fra Silkeborg-kampen, så der var genvalg over hele linjen.
Giorgi Tabatadze og Wahid Faghir var blevet deres skader kvit og blev udstyret med en bænkplads.
Kvalifikationsspillets førerhold fra det fynske havde bl.a. bænket den tyske profil Fiete Arp og erstattet ham med kæmpen Jay-Roy Grot.

5.255 tilskuere havde fundet vej til Nørreskoven, mange ivrigt gumlende på bolsjer fra ihærdige folketingskandidater, der foran Vejle Stadion falbød merchandise og slutspurtsargumenter over for de tililende publikummer. Inden for murene var i runde tal 4000 af dem af rød observans, mens de resterende 1000 hældede til blå(stribet) side – dog kun i fodboldmæssig forstand…

Gæsterne lagde aggressivt ud med højt pres den første håndfuld minutter. Herefter meldte VB sig dog ind i kampen med en række lange indkast ind i OB-feltet fra Bach og Christian Sørensen.
Man måtte dog frem til det 23. minut for at finde opgørets første chance, og den stod der OB på. Jay-Roy Grot gled fri i VB’s højre side og løftede afrettet bolden mod bageste stang, hvor Suhonen dog blev pareret af Vekić.
Slap bundholdet med skrækken her, gik det dog galt to minutter senere. Valdemar Lund gled, hvilket gav de blåstribede en omstilling, og Max Ejdum kunne finde Leeroy Owusu, der havde let ved at passere Vekić.

Et jubelbrøl fem minutter senere, da Christian Gammelgaard havde bolden i nettet i den modsatte ende, blev stikkende i struben på VB-fansene. Dommer Morten Krogh så et frispark inden da begået af Bach mod Julius Askou, og VAR gav ham ret.
Sort uheld for hjemmeholdet, men OB var dog tydeligvis holdet med momentum og havde pæn kontrol over begivenhederne, ligesom de også var farligst, om end der ikke ligefrem var chancer på samlebånd. Owusu havde således en flad afslutning efter et fint, fynsk angreb, men Vekić dykkede ned og sikrede sig læderet. 
Spinkel føring til odenseanerne ved pausen, og det kan der ikke indvendes alverden imod.

Med AK for Mike Vestergård lagde værterne optimistisk og iltert ud efter pausen og pressede odenseanerne – dog uden det kastede oplagte scoringsmuligheder af sig. Gæsterne fik dog snart kontrol over begivenhederne igen, og opgøret slæbte sig lidt af sted uden mange begivenheder i felterne.
Claus Nørgaard brugte hele sit udskiftningskontingent. Med en god time spillet kom Hjulsager og Faghir ind for Duelund og ”GG”, senere Bismark for Bach og til sidst Max Jensen for Enggård.

I det 72. minut headede Wahid Faghir snært forbi. VB’s indtil da største chance i kampen set bort fra det annullerede mål.
Værterne pressede på mod slutningen, men udover en klumpspilsituation i OB’s lille felt med Lasse Nielsen i centrum, hvilket kun kastede en offside-kendelse af sig, syntes det at være skønne spildte kræfter.
Altså indtil bolden endte nede hos Igor Vekić på et tidspunkt, hvor de fem annoncerede tillægsminutter var gået, og Krogh begyndte at overveje sit slutfløjt. Sloveneren slog en desperat bold ned mod OB-målet, kuglen blev headet videre af Lasse Nielsen ud mod Anders K. Jacobsen i højre side, og koldt og kynisk scorede den rutinerede ræv fladt fra en ganske spids vinkel. Bolden blev dårligt givet op, før det hele var forbi, og Blok E kunne fejre pointet som en sejr.

Skulle folketingsvalget på tirsdag medføre, at Store Bededag bliver genindført, er der stadig brug for en masse vejlenseres foldede hænder og bøn til de højere magter samt en større påskemirakel, hvis VB skal slippe af krogen.
Værdien af det ene point kendes først, når Silkeborg og Fredericia har afviklet deres kampe i weekenden. VB spillede her til aften ikke nogen stor kamp, og frem for alt kneb det at skabe chancer. Men mentaliteten og moralen kan der ikke pilles ved – spillerne kæmper og bliver ved at tro på tingene, selv når det ser sortest ud, og spillet ikke just kører som i olie.
OB vil ærgre sig over, at deres føring og gennemgående kontrol med kampen ikke førte til tre point. Fynboerne virkede for tilbagelænede og forsømte at gøre noget seriøst for at lukke kampen endegyldigt.
MOM hos vejlenserne blev helt fortjent Lasse Flø. Backen viser en ildhu og et engagement, som er forbilledligt, og han lægger hele tiden på sit spil.

I den lidt urytmiske forårssæson er der nu atter to ugers pause som følge af landsholdsaktiviteter. Næste mulighed for VB til at tage årets første sejr bliver mod Randers FC 2. påskedag i Nørreskoven.

Kvalifikationsspil, 3F Superliga 2025-26, Vejle Stadion
Fredag den 20. marts 2026 kl. 19.00
Vejle Boldklub – OB 1-1 (0-1)
25. 0-1 Leeroy Owusu
90. 1-1 Anders K. Jacobsen

Indskiftninger:
46. Mike Vestergård ud Anders K. Jacobsen ind
63. Mikkel Duelund ud Wahid Faghir ind
63. Christian Gammelgaard ud Andrew Hjulsager ind
78. Tobias Bach ud Bismark Edjeodji ind
80. Mads Enggård ud Max Jensen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić

Lasse Flø
Lasse Nielsen (anfører)
Valdemar Lund
Christian Sørensen

Mike Vestergård
Thomas Gundelund
Mads Enggård

Christian Gammelgaard
Mikkel Duelund
Tobias Bach

Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Luka Latsabidze
Andrew Hjulsager
Anders K. Jacobsen
Wahid Faghir
Abdoulaye Camara
Giorgi Tabatadze
Bismark Edjeodji
Max Jensen

Dommer: Morten Krogh
Tilskuere: 5.255

OB (4-4-2): Viljar Myhre – Leeroy Owusu, Nicolas Bürgy, Julius Berthel Askou Harvey, Marcus McCoy – Max Ejdum (90: Yaya Bojang), Rasmus Falk, Ismahila Ouedraogo (90: Gustav Grubbe), Anssi Suhonen (69: Fiete Arp) – Jay-Roy Grot (82: Adam Sørensen), Noah Ganaus (69: Jona Niemiec)
Træner: Alexander Zorniger

Kort:
61. Julius Berthel Askou Harvey (gult kort)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV