Foto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 9. maj 2025
Da holdopstillingerne til kampen mellem VB og Silkeborg blev offentliggjort 70 minutter før kampstart, var der en forårsdebutant med fra start for gæsterne i blåt. Rutinerede Anders K. Jacobsen har fået flere indhop i løbet af foråret, men mod Silkeborg var der brug for erfaringen fra start.
- Det var dejligt at være tilbage fra start og en rigtig god følelse. Det havde jeg glædet mig til, og jeg synes, at både jeg og holdet fik skabt en god præstation, men også et godt point. Det var en anderledes opgave rent spillemæssigt end nogen af de foregående kampe, men vi tjente et godt point, indleder A.K. Jacobsen.
Den sædvanlige 4-3-3-formation blev ændret til den helt traditionelle 4-4-2-opstilling, hvor AK Jacobsen tog plads i højre side.
- Det blev et rigtig lavt udgangspunkt som kantspiller, fordi vi skulle stå så langt tilbage. Men vi accepterede alle sammen den præmis, og så arbejdede vi stenhamrende hårdt i vores organisation. Ved det udlignende mål stjæler jeg en bold inde centralt i banen, som vi havde trænet på, og så var det bare at holde den centralt så længe så muligt, og så var der rigtig gode løb på siderne. Der blev lukket af ovre ved Onugkha, men Dimi kom i den anden side, og så var det bare at spille ham fri. Han sparkede den flot ind med venstre, siger A.K. Jacobsen.
- Det var ikke den eneste mulighed, vi havde. Der var vel fire-fem andre chancer, hvor jeg også selv har en af dem. Men Nicolai Larsen klarede forsøget, og så forsvarede vi heldigvis godt i den anden ende. Den plan, vi havde lagt, lykkedes, og vi fik et resultat med hjem.
Position i højreside var ikke helt ny for den erfarne angriber, der er i gang med sin tredje halvsæson i Nørreskoven.
- I min Vejle-tid har German siddet tungt på nierpositionen, så rigtig mange af mine spilminutter har været på siderne i en lidt mere tilbagetrukket rolle. Mod Silkeborg var det så endnu lavere, men at spille på siden har jeg gjort i næsten alle mine klubber, så på den måde var det ikke en ny opgave mod Silkeborg, siger Anders K. Jacobsen.
Med Silkeborg-opgaven gennemført kigger spillertruppen nu frem mod sæsonens tredjesidste opgave. En hjemmekamp mod Lyngby. Et hold, som A.K. Jacobsen har været med mod tre gange tidligere i denne sæson.
- Vi indledte derovre med et nederlag i sommer, men har så slået dem to gange siden. Den første opgave blev svær efter deres åbningsmål, men jeg synes, at vi var virkelig stærke i de to sejre mod dem.
Du spiller selv en hovedrolle på din 35-års fødselsdag den 27. oktober, hvor vi vinder 2-0 over Lyngby. Hvordan husker du den kamp?
- Jeg husker, at vi kommer voldsomt godt ud til kampen og dominerer Lyngby i hele første halvleg. Vi producerer en del store chancer med straffesparket som det største. Det brænder jeg desværre efter en god redning af deres målmand, men vores dominans fortsætter. Så kommer vi ind til pausen med 0-0, og så kan man godt frygte, om vi kan holde niveau efter pausen. Men det gjorde vi, og vi laver vel en af efterårets bedste samlede præstationer i sejren på 2-0.
- Det var ekstra dejligt, at jeg kunne assisterede ”Bisse” ved målet til 1-0, hvor han sikkert lagde bolden i nettet. Det lettede efter mit brændte straffespark. Og så var det Musa Juwara, der kunne øge til 2-0 efter en solotur. Jeg husker det som en god sejr, som var vores første i sæsonen, og siden er der så kommet flere til, siger Anders K. Jacobsen.
Kampen mod Lyngby er sæsonens tredjesidste, og afgørelsen nærmer sig.
- Stillingen ændrer sig fra uge til uge, og perspektiverne er hele tiden nye, men jeg synes, at holdet og trænerne er gode til at fokusere på det mest væsentlige: forberedelserne til at lave en toppræstation og intet andet. De andre resultater og alle de ukontrollerbare scenarier har vi lagt til side.
- Lyngby ude og hjemme er to forskellige størrelser. Ligesom os har de en stærk hjemmebane, hvor deres dyder bliver bragt endnu mere i spil. De er solide og sammentømrede, og det har vi også præsenteret os som over en længere periode. Når vi er så tæt på afslutningen, og der er så meget på spil, så er det svært rigtigt at spå om kampbilledet. Det handler om at vinde momentum og balancere som hold. Det sidste mestrerede vi til næsten perfektion i Silkeborg, og det bliver igen vigtigt. Herude på Vejle Stadion har vi flertallet bag os ,og vi ved, at når vi rammer vores bedste, så er vi svære at slå, siger Anders K. Jacobsen.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.