Foto: Joachim Binder
Af Lars Christensen | 20. oktober 2025
Et par unge spillere fra VB Akademiets U19 Liga-hold havde fået plads i kamptruppen til mødet med FC Midtjylland. Det var Yusuf Faghir og Max Jensen, som før sommerpausen spillede i U17 Ligaen, men som siden den nye sæson har gjort sig på det succesfulde U19 Liga-hold.
Søndag aften var de trådte endnu et par skridt op ad rangstigen med bænkpladserne på MCH Arena med udsigt til 3F Superliga-fodbold.
- I torsdags fik jeg beskeden om, at jeg ikke skulle være med i U19-kampen lørdag mod Brøndby, og at der var mulighed for, at jeg skulle være med i kamptruppen mod FCM. Men den endelig udtagelse til truppen kom først lørdag, og så steg spændingen selvfølgelig, indleder Max Jensen.
Efter små ti minutter af 2. halvleg signalerede Andrew Hjulsager udskiftning, og så kiggede trænerstaben mod unge Max Jensen, der løb og varmede op.
- Da de kalder på mig, så begynder det at krible i maven og spændingen i kroppen stiger helt naturligt. Det er en kæmpe drengedrøm at træde ind i Superligaen og få sin debut, så det var bare stort. Det er gået virkelig stærkt de sidste par uger med U18-landskampe og Superliga-træninger, men jeg er virkelig glad lige nu, siger Max Jensen.
17-årige Max Jensen er opvokset i Brande, hvor de fleste talentfulde spillere drømmer om at have MCH Arena som fast hjemmebane. Men for den talentfulde VB’er blev det så i stedet for banen, hvor han trådte sine første minutter som seniorspiller for udeholdet.
- Jeg er opvokset i Brande, hvor jeg begyndte tidligt i BIF og skiftede så til Give Fremad og endte senere i Vejle Boldklub på VB Akademiet. Det har været en god rejse, og jeg er rigtig glad for at være i VB, og den her debut er en kæmpe motivationsfaktor i forhold til det arbejde, der fortsat ligger foran mig, siger Max Jensen, der dermed træder i fodsporene på Brande-opvoksede Ole Fritsen og Rasmus Lauritsen, som begge har flotte VB-meritter.
I ungdomsregi på både klubhold og landshold har Max Jensen oftest optrådt som defensiv midtbanespiller, men mod FC Midtjylland kom han ind som wingback i højre side og stod pludselig direkte overfor et par af 3F Superligas bedste kantspillere.
- Det er ikke en helt ny position for mig, da jeg har spillet den lidt tidligere, men jeg er en midtbanespiller, der har spillet meget 6’er. Men i ugens løb på træningsbanen har jeg også været brugt på backen, så den opgave var ikke helt ny for mig.
- Det var meget Gogorza der lå ovre i min side, men jeg havde også aktioner mod Simsir. Det er et par spillere, hvor det går meget hurtigt, men det er med at holde fokus på bolden og ikke deres kropsfinter. Det gik fint i de direkte dueller, siger Max Jensen.
Den unge VB’er kom ind umiddelbart efter, at Franculino havde banket midtjyderne foran 5-0, men herefter blev der sat prop i, og Duelunds reducering til 1-5 blev kampens sidste mål.
- Vi rejser os i den sidste halve time og giver dem mere kamp til stregen. Vi møder dem lidt højere og kommer bedre udover stepperne og laver også et fint reduceringsmål. Nederlaget er ubrugeligt for holdet, men både jeg og holdkammeraterne skal fortsætte med at arbejde hårdt for at komme tilbage på sporet, siger Max Jensen.
Med sine 17 år, 6 måneder og 22 dage er Max Jensen klubbens 22. yngste debutant i tidens løb.
Top 25: Yngste debutanter for Vejle Boldklub
Foto: Carl Forssling
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.