Kampdagsstatus: Søndagsfight om vigtige points

Foto: Daniel Abedeny

Vejle Boldklub rejser til den vigtige udekamp i kvalifikationsspillet mod Hvidovre IF med en karantænefri trup, mens fire spillere fortsat risikerer karantæne ved den næste advarsel. Hvidovre jagter mod VB sæsonens første hjemmesejr, og til den opgave må cheftræner Per Frandsen se bort fra karantæneramte Jonas Gemmer.

Af Lars Christensen | 19. april 2024

Runde 26: OB til Kronjylland – Viborg får besøg af Lyngby
Sæsonens 26. spillerunde indledes fredag aften i Kronjylland, hvor Randers FC og OB fra kl. 19.00 dyster om vigtige points i kvalifikationsspillet. Her fortsætter programmet søndag fra kl. 14.00, hvor den hedder oprykkerduel i Hvidovre, hvor VB er gæster, og så et opgør mellem Viborg og Lyngby.
I mesterskabsspillet er der ligeledes tre opgør. F.C. København er værter for Silkeborg kl. 16.00, mens Brøndby møder FC Midtjylland to timer senere. Mandagskampen spilles i Farum, hvor AGF er på besøg.

8. sæsonmål fra topscorer Onugkha
Topscorer German Onugkha lavede mod Randers FC sit første mål i foråret og sit ottende mål i sæsonen. Dermed er han fortsat suverænt i spidsen for VB’s topscorerliste. Siden årtusindskiftet har ingen VB’ere lavet flere end ti sæsonmål på én superligasæson, og det er Allan Sousa (2018-19 og 2020-21). Den rekord er fortsat inden for rækkevidde for VB’s spidsangriber, der har scoret i begge møder med Hvidovre tidligere i denne sæson. I tiden med Superliga har Kaspar Dalgas og Peter Graulund begge nået 13 sæsonscoringer, men det har ingen altså været i nærheden af siden. VB’s 22 sæsonmål anno 2023-24 fordeler sig på følgende spillere:

  • German Onugkha, 8 mål
  • Yeni Ngbakoto, 2 mål
  • Raúl Albentosa, 2 mål
  • Kristian Kirkegaard, 2 mål
  • Tobias Lauritsen, 1 mål
  • Jasin Assehnoun, 1 mål
  • Hamza Barry, 1 mål
  • Saeid Ezatolahi, 1 mål
  • Dimitris Emmanouilidis, 1 mål
  • Oliver Provstgaard, 1 mål
  • Musa Juwara, 1 mål
  • Selvmål, 1 mål

Indbyrdes statistik i Hvidovre: Fem points i tre kampe under Ivan Prelec
VB er gæster for 19. gang på Hvidovre Stadion siden 1. januar 1983. De foregående 18 kampe er endt med to sejre til Hvidovre, fem uafgjorte og 11 sejre til Vejle. Seneste nederlag hos Hvidovre var tilbage i 2008, hvor VB’s Superliga-hold røg ud af pokalturneringen til HIF. Siden er det blevet til en række uafgjorte kampe og flere sejre. Under Ivan Prelec har VB allerede tre tidligere møder ude med Hvidovre på bagen. Det har givet fem points.

Hvidovre må undvære midtbaneslider
Jonas Gemmer fik den ene af Hvidovres to advarsler mod Lyngby senest, og dermed må den rutinerede midtbanespiller sidde uden for mod Vejle med karantæne. Det er Gemmers anden karantænedag i denne sæson. Gemmer har spillet fast for Hvidovre på den centrale midtbane i denne sæson, men søndag eftermiddag skal cheftræner Per Frandsen altså finde en afløser for den 28-årige sjællænder, der er mest kendt for at have optrådt for flere jyske klubber, inden han forud for denne sæson skiftede til Hvidovre IF.

Karantænestatus: Ingen spærrede – fire i farezonen
VB fik to advarsler med fra nederlaget til Randers FC, da Tyrese Francois og Ebenezer Ofori blev noteret undervejs. Men ingen af de to midtbanespillere var i karantænefare, og dermed kan Ivan Prelec for anden spillerunde i træk sætte hold fra en karantænefri trup. Hverken Ofori eller Francois har samlet advarsler nok til, at de er i karantænefare, og dermed er det fortsat Oliver Provstgaard (14 strafpoints), German Onugkha (30), Denis Kolinger (32) og Tobias Lauritsen (48), der ved næste advarsel risikerer en tur på tribunen. Se et overblik over VB’s strafpoints her.

Dommerinformation: Jakob A. Sundberg dømmer
Det bliver den 34-årige Jakob A. Sundberg, der skal fordele sol og vind lige i oprykkerduellen søndag eftermiddag. Sundberg er i gang med sin femte sæson i landets bedste række, og på Pro Ventilation Arena dømmer han sit opgør nr. 71 i 3F Superliga.
Sundberg har været hoveddommer i to kampe med Vejle i denne sæson, og det var opgørene mod Brøndby (0-1) og AGF (0-0). Ligeledes er det blevet til to opgør med Hvidovre, hvor de har slået Lyngby med 4-2 og tabt 0-3 til Brøndby.
På linjerne assisteres han af Henrik Sønderby og Alex Petersen. Kampens 4. dommer er Frida Mia Klarlund. VAR-dommer er Jonas Hansen, mens Amir Sabic er AVAR.

Seneste kamp: November-deler på Pro Ventilation Arena
VB og Hvidovre afviklede deres seneste indbyrdes opgør en råkold fredag aften i november i fjor. Den netop overståede landsholdspause betød, at Prelec måtte vælge hold uden Barry og Ezatolahi, der var kommet sent retur fra deres nationale forpligtelser. Barry kom slet ikke ind, mens der var et stort kvarter til iraneren. VB fik en ønskestart i Hvidovre, da Gundelund brød en bold midt på banen og stak Onugkha dybt, der meget overlegent løb ned og bankede bolden op i siden af målet.
Topscoreren var også tæt på at øge kort efter, da han forsøgte sig med hælen, men det blev i stedet Hvidovre, der kom på måltavlen. Brandvarme Tobias Thomsen udnyttede et indlæg fra siden, og med et fint hovedstød kunne han udligne.
Det blev også de eneste mål 2.117 tilskuere kunne varme sig på. Efter pausen var der spredte muligheder i begge ender. Ngbakoto og Onugkha havde gode spark, mens det mod slutningen var et forrygende langskud fra Provstgaard, der var ved at overliste Djukic. Det sidste kvarter blev spillet med VB i overtal efter to advarsler til Marcus Lindberg, men det kunne vejlenserne altså ikke udnytte. I stedet var et boldtab ved at koste sejren, men Tobias Thomsen sparkede over tværribben. Det var en hvis skuffelse at spore i Vejle-lejren over det ene point, da man var inde i en god periode efter sejren over Lyngby og det ene point mod Viborg. Forude ventede Randers FC inden en tiltrængt vinterpause. Læs mere om deleren i Hvidovre her.

3F Superliga
Søndag den 21. april kl. 14.00
Hvidovre IF – Vejle Boldklub
Pro Ventilation Arena, Hvidovre
TV3 Sport/Viaplay

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV